Mødedato: 24.10.2002, kl. 16:00

Evaluering af de regionale spillesteder samt besvarelse af henvendelse fra Statens Musikråd

Evaluering af de regionale spillesteder samt besvarelse af henvendelse fra Statens Musikråd

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 24. oktober 2002

 

4. Evaluering af de regionale spillesteder samt besvarelse af henvendelse fra Statens Musikråd

(KFU 362/2002)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget tager vedlagte evaluering af de regionale spillesteder til efterretning

at Kultur- og Fritidsudvalget sender vedlagte brev til Statens Musikråd.

 

RESUME

Kultur- og Fritidsforvaltningen har evalueret de regionale spillesteder Copenhagen JazzHouse, Loppen, Stengade 30 og VEGA.

Af evalueringen fremgår bl.a., at spillestederne opfylder aktivitetsaftalerne i de indgåede kontrakter med kommunen.

Statens Musikråd har anmodet spillestedskommunerne om at tilkendegive, hvorvidt man er interesseret i at fortsætte kontraktforholdet med de relevante regionale spillesteder efter 1. januar 2004. På baggrund af kommunernes tilkendegivelser vil Statens Musikråd foretage en foreløbig vurdering af det ønskede antal regionale spillesteder for perioden 2004 - 2007.

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at det meddeles Statens Musikråd, at Københavns Kommune i perioden forventer – i samarbejde med staten – at finansiere et antal spillesteder i kommunen svarende til budgetrammen på 6,1 mio. kr. i budget 2003.

 

SAGSBESKRIVELSE

Evaluering af de regionale spillesteder

Kultur- og Fritidsforvaltningen har i efteråret 2002 evalueret kontrakterne med de fire regionale spillesteder Copenhagen JazzHouse, Loppen, Stengade 30 og VEGA (bilag 1).

Af evalueringen fremgår, at de fire regionale spillesteder drives professionelt. Spillestederne opfylder kontrakternes aktivitetsaftaler og tiltrækker via en effektiv markedsføring et stort publikum fra hele Øresundsregionen. Spillestederne har ikke fuldt ud opfyldt Københavns Kommunes generelle målsætninger vedrørende inddragelse af og integration i Øresundsregionen samt målsætningen om udvidelse af kulturtilbud for børn og unge, hvilket indgår i kontrakterne. Forvaltningen vil derfor henstille, at spillestederne snarest får indarbejdet og opfyldt de nævnte målsætninger.

Henvendelse fra Statens Musikråd

Statens Musikråd har i brev af 24. juni 2002 (bilag 2) anmodet Københavns Kommune om at tilkendegive, hvorvidt kommunen er interesseret i at fortsætte kontraktforholdet med de relevante regionale spillesteder efter 1. januar 2004.

Kontrakterne med de nuværende regionale spillesteder Copenhagen JazzHouse, Loppen, Stengade 30 og VEGA udløber 31. december 2003.

Den statslige rådsstruktur ændres pr. 1. januar 2003 med etableringen af et nyt Kunstråd og nedlæggelse af en række af de nuværende råd og nævn, heriblandt Statens Musikråd. Statens Musikråd ønsker på den baggrund at indsamle amters og kommuners foreløbige tilkendegivelser vedrørende fortsættelse af de nuværende regionale spillesteder inden rådets embedsperiode ophører.

På baggrund heraf vil Statens Musikråd foretage en foreløbig vurdering af det ønskede antal regionale spillesteder for perioden 2004 - 2007.

Statens Musikråd forventer, at det nye Kunstråd/Fagudvalg for musik vil igangsætte en ansøgningsprocedure i løbet af foråret 2003 (bilag 3). På den baggrund vil forvaltningen indkalde ansøgere til regionale spillesteder i starten af det nye år. Ansøgningerne forventes behandlet i Kultur- og Fritidsudvalget i løbet af foråret.

Økonomi

Der er på Kultur- og Fritidsudvalgets budget for 2003 afsat 6,1 mio. kr. til faste tilskud til spillesteder. Det drejer sig pt. om Copenhagen JazzHouse, Loppen, Stengade 30, VEGA og Pumpehuset. De fire førstnævnte er udpeget til regionale spillesteder og samfinansieres med Statens Musikråd.

Herudover ydes årligt tilskud til den rytmiske musik via honorarstøtten på 3,8 mio. kr. (2003-priser).

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår derfor, at det meddeles Statens Musikråd, at Københavns Kommune med det nødvendige forbehold for budgetvedtagelsen i perioden forventer –i samarbejde med staten – at finansiere et antal spillesteder i kommunen svarende til budgetrammen på 6,1 mio. kr. Udkast til brev vedlagt (bilag 4).

MILJØVURDERING

Der er ikke foretaget miljøvurdering.

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

BILAG

1. Evaluering af regionale spillesteder september 2002.

2. Brev fra Statens Musikråd af 24. juni 2002

3. Brev fra Statens Musikråd af 10. september 2002

4. Udkast til svar til Statens Musikråd på brev af 24. juni 2002

Olga Brüniche-Olsen

/Merete Evers

 

 

Til top