Mødedato: 24.10.2002, kl. 16:00

Indstilling om parkering på pladsen bag Rådhuset

Indstilling om parkering på pladsen bag Rådhuset

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 24. oktober 2002

 

22. Indstilling om parkering på pladsen bag Rådhuset

(KFU 377/2002)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Økonomiudvalget, at det indstilles til Borgerrepræsentationen,

at tilladelse til privat parkering på pladsen bag Rådhuset mod betaling ophører fra den 1. januar 2003,

at pladsen alene anvendes til tjenstlig parkering,

at 12 parkeringspladser langs brandstationens facade og 2 parkeringspladser på fortovet mod Vester Voldgade nedlægges, og

at Kultur- og Fritidsforvaltningen i fremtiden får kompetencen til at foretage nødvendige ændringer til gavn for en fornuftig anvendelse af parkeringsarealet til brug for tjenstlig parkering.

 

RESUME

Borgerrepræsentationen vedtog den 17. juni 1992, at ansatte skulle betale en årlig afgift på 3.000 kr. for tilladelse til at parkere på offentlige arealer, og at ordningen skulle træde i kraft den 1. oktober 1992.

På parkeringspladsen bag Rådhuset, som er omfattet af ordningen, har parkeringen de seneste år jævnligt givet anledning til problemer på grund af de til tider kaotiske parkeringsforhold og manglende pladser til tjenstlig parkering. Dette er de administrerende direktører ved flere lejligheder blevet gjort opmærksomt på af medlemmer fra Borgerrepræsentationen, som også har henstillet til, at der blev gjort noget for at få løst problemerne.

I den anledning har der været nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Bygge- og Teknikforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Resultatet af arbejdsgruppens arbejde, som er grundlaget for indstillingen, har været forelagt de administrerende direktører.

 

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen vedtog den 17. juni 1992, at ansatte skulle betale en årlig afgift på 3.000 kr. for tilladelse til at parkere på offentlige arealer, og at ordningen skulle træde i kraft den 1. oktober 1992.

På parkeringspladsen bag Rådhuset, som er omfattet af ordningen, har parkeringen de seneste år jævnligt givet anledning til problemer på grund af de til tider kaotiske parkeringsforhold og manglende pladser til tjenstlig parkering. Dette er de administrerende direktører ved flere lejligheder blevet gjort opmærksom på af medlemmer fra Borgerrepræsentationen, som også har henstillet til, at der blev gjort noget for at få løst problemerne.

Derfor nedsatte de administrerende direktører for Bygge- og Teknikforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen en arbejdsgruppe med repræsentanter fra egne forvaltninger. Arbejdsgruppen fik følgende kommissorium:

Arbejdsgruppen skal vurdere og forholde sig til, hvorvidt det helt kan undgås, at uvedkommende parkerer – på noget tidspunkt – på Rådhusets parkeringsplads bag Rådhuset. Det skal endvidere indgå i arbejdsgruppens forslag, at BR-medlemmer skal kunne parkere bag Rådhuset til hver en tid.

Arbejdsgruppen skal forholde sig til mulige løsningsforslag, hvor det sikres, at køretøjer med tilladelse til parkering samt taxitrafik fortsat har adgang til P-pladsen.

Fordeling af antal gratis pladser og betalingstilladelser til de 7 forvaltninger samt antallet af gæstekort skal arbejdsgruppen ligeledes forholde sig til.

Arbejdsgruppen bedes i den sammenhæng også forholde sig til prisen for betalingstilladelserne. Arbejdsgruppen kan overveje at inddrage muligheden for at eventuel overskudskapacitet (f.eks. lørdage og søndage) parkeringsmæssigt åbnes for parkering mod betaling for bilister udefra.

Arbejdsgruppen forventes at have afsluttet sit arbejde inden udgangen af februar måned 2002, hvor der fremlægges forslag for direktionen i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Efter de administrerende direktørers drøftelser af arbejdsgruppens notat af 4. marts 2002 og tillægsnotat af 29. august 2002 har de administrerende direktører anbefalet følgende:

Parkeringspladsen bag Rådhuset anvendes fra den 1. januar 2003 alene til tjenstlig parkering.

Der er ikke indgået skriftlige aftaler med ansatte om privat parkering, derfor udsendes der hurtigst muligt orientering om ordningens ophør.

12 parkeringspladser foran brandstationens facade og 2 parkeringspladser på fortovet ud mod Vester Voldgade nedlægges. Dette for at forskønne området og lette parkeringen for brugerne. Selv om der nedlægges 14 parkeringspladser vil antallet af tjenestepladser blive udvidet med 35 pladser i forhold til den nuværende ordning.

Medlemmerne af Borgerrepræsentationen, herunder borgmestrene, de administrerende direktører og ansatte, som i dagligdagen benytter bil til løsning af deres arbejdsopgaver (f.eks. ejendomstilsyn og bygningsteknikere) får udleveret tjenstlig parkeringstilladelse fra Kultur- og Fritidsforvaltningen. Herudover får de administrerende direktører hver 3 gæsteparkeringskort, som de frit kan disponere over. Øvrige gæsteparkeringskort, som skal benyttes til leverandører og til personer, som skal deltage i møder på Rådhuset eller i annekser, udleveres af vagten i informationen i bagporten i det omfang, der er ledige parkeringspladser.

Der skal kun i ganske særlige tilfælde gives tilladelse til parkering foran Rådhuset, f.eks. til TV-optagelser, levering/afhentning af udstillingsgenstande eller af større ting til og fra forhuset. Tilladelse til parkering foran Rådhuset gives af Vagt og Information. Der skal fra den 1. januar 2003 gribes ind over for uvedkommende parkering foran Rådhuset.

Pladsen foran Rådhusets bagindgang skal holdes fri til brug for leverandørers af- og pålæsning.

Parkeringspladsen afspærres ikke, men overvågningen af pladsen skærpes.

Til erstatning for Kultur- og Fritidsforvaltningens årlige indtægtstab på ca. 300.000 kr. for udlejning til privat parkering, betaler de øvrige 6 forvaltninger hver i sær 45.000 kr. årligt. En fortsat betaling for parkering bag Rådhuset skal ses i lyset af de vedligeholdelsesarbejder, som det stadig vil være nødvendigt for Kultur- og Fritidsforvaltningen at foretage på pladsen. Endvidere kræver en skærpet overvågning af parkeringspladsen ekstra personalemæssige ressourcer.

ØKONOMI

Forslaget er udgiftsneutralt for Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Sagen har været forelagt de administrerende direktører.

BILAG

1. Arbejdsgruppens notat af 4. marts 2002.

2. Arbejdsgruppens tillægsnotat af 29. august 2002.

Olga Brüniche-Olsen

/Gerner Pedersen

 

 

Til top