Mødedato: 24.10.2002, kl. 16:00

Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro

Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 24. oktober 2002

 

18. Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro

(KFU 369/2002)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget træffer principbeslutning om, at midlerne i idrætspuljen 2003 og 2004 på i alt 19,6 mill. kr. forhåndsreserveres til opførelse af Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro.

 

RESUME

Borgerrepræsentationen bevilgede den 6. december 2001 (BR 605/01) 750.000 kr. til en åben international arkitektkonkurrence i forbindelse med Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro. Lokale- og Anlægsfonden bevilgede et tilsvarende beløb.

I december 2001 blev de samlede anlægsudgifter skønnet til 53 mill. kr. De samlede udgifter til etablering af Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro er nu skønnet til 61 mill. kr. (p/l 2002). Når projektet er blevet dyrere, skyldes det ekstraomkostninger til henholdsvis parkeringsforhold og miljøoprensning af byggegrunden.

Borgerrepræsentationen har tidligere afsat 24,75 mill. kr. til projektet, og Lokale- og Anlægsfonden forventes at bidrage med 10 mill. kr. Dermed er der et udestående finansieringsbehov på 26,25 mill. kr.

I budget 2003 er der afsat 9,8 mill. kr. til idrætsområdet i henholdsvis 2003 og 2004. Når det årlige beløb ikke er 10 mill. kr. som det er fremgået af budget 2002, skyldes det en række rammekorrektioner i budget 2003 (bilag 2).

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at midlerne i idrætspuljen 2003 og 2004 på i alt 19,6 mill. kr. forhåndsreserveres til Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro. Dermed er alle midlerne i idrætspuljen 2003 og 2004 disponeret. Udmøntning af midlerne i 2004 forudsætter, at Borgerrepræsentationen godkender at fastholde den rådighedsbevilling på 9,8 mio. kr., der i kommunens flerårsbudget er afsat i 2004. Denne finansiering er tidligere behandlet af Borgerrepræsentationen i forbindelse med indstillingen om arkitektkonkurrencen 2001 (BR 605/01), samt af Kultur- og Fritidsudvalget i indstillingen vedrørende principbeslutning om udmøntning af idrætspuljen 2002 (KFU 73/2002).

For så vidt angår de resterende 6,65 mill. kr., arbejder forvaltningen videre med en finansieringsmodel, hvor der optages et internt lån.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen bevilgede den 6. december 2001 (BR 605/01) 750.000 kr. til en åben international arkitektkonkurrence i forbindelse med Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro. Da Lokale- og Anlægsfonden har bevilget et tilsvarende beløb, er der dermed i alt afsat 1,5 mill. kr.

Status

Forvaltningen samarbejder i øjeblikket med Lokale- og Anlægsfonden og Bygge- og Teknikforvaltningen om at fastlægge et konkurrencefelt. Grundejer er Boligselskabet FSB, som ifølge aftale er forpligtet til vederlagsfrit at overdrage byggegrunden til Københavns Kommune.

Parallelt hermed samarbejdes med Økonomiforvaltningen om erhvervelse af de krævede 30 parkeringspladser til Idræts- og Kulturhuset. Der arbejdes i øjeblikket med et forslag om at reservere 25 parkeringspladser i et planlagt opført parkeringshus, som Boligselskabet FSB vil opføre i området. De resterende 5 parkeringspladser tænkes placeret ved Idræts- og Kulturhuset.

Efter ønske fra Lokale- og Anlægsfonden var det planen, at arkitektkonkurrencen skulle samkøres med arkitektkonkurrencen i forbindelse med Idræts- og Kulturhuset i Holmbladsgade (bilag 4). Dette projekt støtter Lokale- og Anlægsfonden også udviklingsmæssigt og finansielt. Der har imidlertid været en række vanskeligheder med grunderhvervelsen til dette projekt. Først for nyligt er der opnået enighed med grundejeren med henblik på erhvervelse af det ønskede byggefelt.

På den baggrund har Kultur- og Fritidsforvaltningen - i samråd med Lokale- og Anlægsfonden - besluttet, at de to projekter gennemføres adskilt.

Ændring af Konkurrenceformen

Udgangspunktet for arkitektkonkurrencen var, at der skulle gennemføres en åben international arkitektkonkurrence. Lokale- og Anlægsfonden har imidlertid foreslået at ændre formen og har derfor udarbejdet en anden udbudsform, hvor arkitekter kan byde sig til i samarbejde med byggeriets parter. Det indebærer, at der på et tidligt tidspunkt skrives bindende kontrakt mellem byggeriets parter. Denne form vil optimere processen bl.a. under hensyn til, at projektet udarbejdes i dialog mellem arkitekter, entreprenører og ingeniører. Denne udbudsform er netop afprøvet i Gentofte Kommune i forbindelse med et nyt skolebyggeri.

Økonomi

I december 2001 blev de samlede anlægsudgifter skønnet til 53 mill. kr. De samlede udgifter til etablering af Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro er nu skønnet til 61 mill. kr. (p/l 2002). Når projektet er blevet dyrere, skyldes det ekstraomkostninger til henholdsvis parkeringsforhold og miljøoprensning af byggegrunden.

Borgerrepræsentationen har tidligere afsat 24,75 mill. kr. til projektet, og Lokale- og Anlægsfonden forventes at bidrage med 10 mill. kr. Dermed er der et udestående finansieringsbehov på 26,25 mill. kr.

I budget 2003 er der afsat 9,8 mill. kr. til idrætsområdet i henholdsvis 2003 og 2004. Når det årlige beløb ikke er 10 mill. kr. som det er fremgået af budget 2002, skyldes det en række rammekorrektioner i budget 2003 (bilag 2).

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at midlerne i idrætspuljen 2003 og 2004 på i alt 19,6 mill. kr. forhåndsreserveres til Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro. Dermed er alle midlerne i idrætspuljen 2003 og 2004 disponeret. Udmøntning af midlerne i 2004 forudsætter, at Borgerrepræsentationen godkender at fastholde den rådighedsbevilling på 9,8 mio. kr., der i kommunens flerårsbudget er afsat i 2004. Denne finansiering er tidligere behandlet af Borgerrepræsentationen i forbindelse med indstillingen om arkitektkonkurrencen 2001(BR 605/01), samt af Kultur- og Fritidsudvalget i indstillingen vedrørende principbeslutning om udmøntning af idrætspuljen 2002 (KFU 73/2002).

For så vidt angår de resterende 6,65 mill. kr., arbejder forvaltningen videre med en finansieringsmodel, hvor der optages et internt lån.

Det videre arbejde

Kultur- og Fritidsforvaltningen samarbejder med Lokale- og Anlægsfonden om udarbejdelsen af det endelige udbudsmateriale. Udbudsformen forventes afsluttes medio 2003, hvorefter et skitseprojekt præsenteres ultimo 2003 (bilag 5).

Under forudsætning af, at projektet kan finde tilslutning i Borgerrepræsentationen og Lokale- og Anlægsfonden, forventes Idræts- og Kulturhuset færdigbygget medio 2005.

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser

ØKONOMI

Indstillingen har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser

BILAG

1. Kopi af indstilling og beslutningsprotokol – BR 605/01

2. Notat af 14. oktober 2002 vedr. idrætspuljen 2003 og 2004

3. Kopi af indstilling – KFU 73/2002

4. Notat af 14. august 2002 vedr. Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro

5. Foreløbig tidsplan for projektet.

 

Olga Brüniche-Olsen

/Pernille Vange

 

 

Til top