Orientering om bibliotekspakken
Indstilling og beslutning
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen om status for bibliotekspakken "Styrk Borgerne" til efterretning.
Problemstilling
Løsning
Bibliotekspakken indebærer en række ændringer af bibliotekets virksomhed og en integration med borgerservice. De væsentligste ændringer i 2015 beskrives i det følgende.
Flere digitale tilbud
På dette område er der allerede opnået stor succes med e-bøger og digitale lydbøger (se bilag 1).
Den øgede brug af e-bøger og andre digitale materialer giver en stigende efterspørgsel efter vejledning i disse materialer, hvilket med fordel kan foregå online.
Hensigten med Styrk Borgerne er at gøre bibliotekernes samling og faciliteter så brugervenlige, at de kan benyttes af borgerne uden vejledning fra medarbejderne. Dette opnås bl.a. ved at introducere nye digitale løsninger og omlægge udlånsvagterne på det fysiske bibliotek. På længere sigt vil borgerne desuden have adgang til vejledning fra Biblioteket Online alle hverdage kl. 8-21.
Biblioteket Online
Biblioteket Online er kontaktcenter på biblioteksområdet og åbnede den 1. september 2015. Enheden er placeret på Københavns Hovedbibliotek og er bemandet med 9 medarbejdere på baggrund af ansøgninger fra medarbejdere fra Københavns Biblioteker.
Åbningstiden er i startfasen mandag til fredag fra kl. 10-17 med betjening via skærme, telefon og e-mail, og på længere sigt er det hensigten at tilbyde individuel vejledning til københavnerne mandag-torsdag kl. 8-21 og fredag kl. 8-18.
Udover traditionel biblioteksbetjening vil Biblioteket Online i stigende omfang kunne give vejledning til e-bøger og andre digitale materialer. Borgerne kan hjemmefra få løst problemer med en e-bog i stedet for at være nødt til at besøge biblioteket fysisk.
I løbet af efteråret vil københavnerne endvidere kunne blive betjent via skærme placeret på de fysiske biblioteker.
Omlægning af betjening
Den 1. juli 2015 blev gennemført en omlægning af udlånsvagterne og den individuelle betjening på de fleste biblioteker. Omfanget af udlånsvagterne er en lokal prioritering, hvor der vælges mellem tre forskellige muligheder.
3 biblioteker har valgt 39 timers ugentlig individuel betjening,
14 biblioteker har valgt 28 timers ugentlig individuel betjening,
og 3 biblioteker har valgt 18 timers ugentlig individuel betjening.
Omlægningen indebærer typisk, at den individuelle betjening på biblioteket reduceres om formiddagen. Der vil fortsat være bemanding på bibliotekerne om formiddagen, men medarbejderne vil typisk være beskæftigede med andre opgaver f.eks. betjening af børneinstitutioner. I det hele taget er det omlægningen af udlånsvagterne, der frigiver tid til de mange nye opsøgende aktiviteter.
Kassation
Københavns Biblioteker skal i 2017 have reduceret de fysiske samlinger med ca. en tredjedel. Det skal først og fremmest ske for at skabe en samling, der er relevant for borgerne. Borgernes udbytte af bibliotekets samling øges, når den er veltrimmet, aktuel og overskueligt opstillet. En lidt mindre samling giver desuden bedre plads til at formidle materialerne f.eks. gennem udstillinger og opstillinger med forsidevisning.
I det seneste halve år har en gruppe specialister gennemgået alle dele af samlingen og identificeret, hvilke dele af samlingen som bør udgå. Resultatet af disse analyser er en samlet reduktion af materialesamlingen på 471.000 eksemplarer, og fra oktober 2015 og frem til marts 2016 gennemføres der kassationskampagner i Københavns Biblioteker.
Omlægning af Borgerservice
Et af kerneelementerne i Styrk Borgerne er at flytte borgerservice tættere på borgerne.
Almene borgerserviceopgaver:
I foråret 2016 flytter Borgerservice Sundby til Kvarterhuset Amagerbro, ligesom de almene borgerserviceopgaver (pas, kørekort mv.) flyttes fra Borgerservice Lærkevej. De 5 borgerservice på bibliotekerne bliver styrket, så de fremover vil kunne løse flere opgaver. Borgerservicecentret i Nyropsgade styrkes ligeledes, bl.a. da udvalgte mere komplekse myndighedsopgaver flyttes dertil.
Borgerserviceopgaver målrettet mere udsatte borgere:
Der etableres særlige borgerserviceenheder i indgange til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) og Socialforvaltningen (SOF), med fokus på at yde helhedsorienteret vejledning til de mere udsatte borgere.
Der er indgået aftale mellem KFF og BIF om, at borgerservice er til stede i Jobcentrets indgang på Lærkevej fra 1. oktober, og at der på længere sigt også skal kunne løses helhedsorienterede borgerserviceopgaver i Jobcentret i Skelbækgade og evt. Nyropsgade. I samarbejde med SOF er der i august 2015 etableret et pilotforsøg med tilstedeværelse af borgerservice i Borgercenter Voksnes indgang i Matthæusgade.
Økonomi
Videre proces
Carsten Haurum
/Jakob Heide Petersen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.