Mødedato: 24.09.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Orientering om Budgetforliget 2016

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om budgetaftalens konsekvenser for Kultur- og Fritidsudvalgets områder.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen om nye bevillinger og øvrige konsekvenser for Kultur- og Fritidsudvalgets områder til efterretning.

Problemstilling

Der er den 11. september indgået aftale om Budget 2016. Aftalen er indgået mellem Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Budgetaftalen har konsekvenser for flere af Kultur- og Fritidsudvalgets områder.

Løsning

Af bilag 1 fremgår nye bevillinger med relevans for Kultur- og Fritidsudvalgets områder. Generelt gælder, at en del af de større beslutninger i aftalen vedr. kultur- og fritidsområdet ikke pt. er fuldt finansieret i selve budgetaftalen. Nedenfor fremgår en række af de større sager, som er planlagt i budgetaftalen.

Permanent skøjtehal på Østerbro (midler til OPP-vurdering)
-   Parterne er enige om at etablere en permanent skøjtehal med en 30x60 meter isbane på den kommunale Østre Gasværksgrund på Østerbro.

-   Der afsættes 3,2 mio. kr. til OPP-vurdering og OPP-rådgivning, 99,6 mio. kr. til udarbejdelse af lokalplan samt oprensning af jord og byggemodning m.m. Disse udgifter finansieres af salg af byggeret i forbindelse med realisering af scenarie 3 for Østre Gasværksgrunden på i alt 102,8 mio. kr.

-   I overførselssagen 15/16 skal Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen fremlægge projektets samlede totaløkonomi baseret på OPP, herunder kommunens finansiering af driftsudgifter, der udgør kommunens løbende betaling til OPP-selskabet.

Kampsportens Hus (forprojektering)
-   Parterne er enige om at etablere et Kampsportens Hus på Skodagrunden. Der er afsat 4,6 mio. kr. til forprojektering. Mulighederne for ekstern finansiering skal afklares, inden der skal tages stilling til en samlet anlægsbevilling i overførselssagen 15/16.

Svømmefacilitet på Papirøen (forprojektering)

-   Der etableres en uden- og indendørs svømmefacilitet på Papirøen/Christiansholm, samt eventuelt en fleksibel kulturhal, der understøtter bylivet, madkultur o.l. eller en anden eksternt finansieret kulturel facilitet.

-   Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen samt Økonomiforvaltningen
udarbejder et grundlag for Papirøen indeholdende en offentlig funktion på samlet op til 10.000 m2. Parterne er herudover enige om, at sagen kan indgå i forhandlingerne om budget 2017, samt at der undersøges mulighed for ekstern finansiering.

Skoleidrætshal
- Parterne er enige om at afsætte midler til en idrætshal på Artillerivej på Islands Brygge. Der afsættes 30,2 mio. kr. i anlæg til etablering af idrætshal ved Artillerivej og 2,0 mio. kr. i drift fra 2021 til vedligehold og drift. Finansieringen tilvejebringes via mindreudgifter til ny skole på Artillerivej.

Udvidelse af puljen til køb af grunde til kommunale formål
-   Der er afsat 100 mio. kr. i 2016 til køb af grunde, byggeret og ejendomme. Den nye pulje koordineres med de 25 mio. kr., der blev afsat i overførselssagen 14/15 til grundkøb i Nordhavn.

-   Puljen skal fremadrettet udvides med 100 mio. kr. hvert år i budgetforhandlingerne

-  Grundkøb foretages fortrinsvis i de nye udviklingsområder i Nordhavn, Sydhavn og Ørestad. Puljen placeres under Økonomiudvalget og udmøntes løbende af Borgerrepræsentationen ifm. de enkelte anlægsprojekter.

-   Puljen skal anvendes til køb af byggeret og areal til skoler, kultur/idrætsfaciliteter, parker mv.

Investeringsmidler til Kultur- og Fritidsudvalget fra den fælles investeringspulje
Med budgetaftalen er der afsat midler fra den fælles investeringspulje til investeringer, der understøtter Kultur- og Fritidsudvalgets realisering af effektiviseringsmåltallet, og til tværgående investeringer, der varetages af Kultur- og Fritidsforvaltningen med henblik på at tilvejebringe effektiviseringer på tværs af hele Københavns Kommune.

Til at understøtte forvaltningsspecifikke effektiviseringer under Kultur- og Fritidsudvalget er der i alt afsat 22,1 mio. kr. til anlæg og 1,5 mio. kr. til service i periode 2015-2019. Investeringerne er fordelt på projekterne "Forenings- og aftenskolepakke 2016-2020", "Brugerbetaling på idrætsfaciliteter", "Energirenovering af øvelokaler i bunkers" og "Seks tennisanlæg overgår til brugerdrift". Den detaljerede fordeling kan ses i bilag 2.

Der er ligeledes afsat investeringsmidler på i alt 14,8 mio. kr. til anlæg og 9,4 mio. kr. til service til at understøtte tværgående effektiviseringer i Københavns Kommune kaldet Citizen. Projekterne er "SMARTbetaling", "Skærmkommunikation"  og "Videreførsel af styrket borgerkontakt". Den detaljerede fordeling kan ses i bilag 2.

Smarte investeringer
For at imødekomme et øget effektiviseringskrav er der afsat 110 mio. kr. årligt i drift i 2016 og 2017 og 221 mio. kr. i anlæg i 2016 til investeringspuljer, som forvaltningerne kan søge til at finansiere business cases med en tilbagebetalingstid på 3-6 år. Midlerne udmøntes løbende gennem behandling i fagudvalg, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

I budgetaftalen er oplistet budgetønsker, som kan komme i betragtning til investeringspuljerne. På Kultur- og Fritidsudvalgets område er nævnt digitalisering af sagsbehandling i International House. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil hurtigst muligt igangsætte udarbejdelse af business cases med henblik på politisk behandling.

Bevillingsudløb ultimo 2015, som ikke er genfinansieret i budget 2016
Med budgetaftalen 2016 er der ikke afsat midler til følgende aktiviteter, der derfor bortfalder i 2016 med følgende årlige effekt:
-   Sikker By aktiviteten: "Udvidet åbningstid på idrætsanlæg" - 2,7 mio. kr.
-  
Drift af Borgerservice i lufthavnen - 2,9 mio. kr.
-   St
yrket indsats mod socialt snyd - 0,5 mio. kr.
-  
Team Copenhagen - 0,5 mio. kr.
-  
Driftstilskud til Pumpehuset - 1,2 mio. kr.
-  
Tilskud Baunehøj Incubator - 0,5 mio. kr.
-   Kreativ vækst - MAD symposium (Projekthuset København) - 0,5 mio. kr.
-   Drift af den jødiske begravelsesplads i Møllegade - 0,2 mio. kr.  

Øvrige opmærksomhedspunkter

 -   Der er ikke afsat midler til projektet på Smedestræde herunder reservationsleje – 0,9 mio. kr.

-   Der er afsat varige driftsmidler til lethallen i Ørestad. Dette finansieres delvist ved at lade 1,6 mio. kr. fra midlerne til drift af skøjtehallen i Ørestad i 2015 indgå i finansieringen. De overskydende driftsmidler fra skøjtehallen i Ørestad udgør i alt 3,3 mio. kr. - 2,9 mio. kr. i 2015 og 0,4 mio. kr. i 2016. Heraf har Kultur- og Fritidsudvalget den 3. september disponeret 2 mio. kr. til gulv i skøjtehallen. Dvs. der mangler i 2015 0,3 mio. kr. til gulv i skøjtehallen.

-   Der er ikke afsat varige driftsmidler til øvrige anlæg (udover Lethal), som mangler varige driftsmidler - 0,7 mio. kr. årligt

-   Der er ikke afsat driftsmidler til faciliteterne til vinterbadning på Islands Brygge. Kultur- og Fritidsudvalget vedtog den 3. september at finansiere driftsudgifter til de midlertidige faciliteter på 318 t. kr. Når fondsfinansieringen er klarlagt, og den endelige plan for projektet er på plads, skal der afsættes driftsmidler.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil på baggrund af udvalgets tilkendegivelser udarbejde indstillinger med henblik på udmøntning af de enkelte initiativer.


Carsten Haurum

                                                            /Susanne Hovgaard Heunicke

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. september 2015:

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede forvaltningen om at forberede bl.a. følgende sager til den kommende overførselssag:
  • Valby Bibliotek
  • Husum Bibliotek
  • Skoleidrætshal Bellahøj
  • Kunstgræsbaner Enghave Brygge
  • Skoleidrætshal Amager Nordøst
  • White Water Park
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om en indstilling i forhold aktiviteter, som ikke er genfinansieret i budget 2016, herunder:
 
  • Team Copenhagen
  • Bavnehøj Incubator
  • Børnekulturpiloterne
  • Pumpehuset
  • Teaterøen

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om bl.a. følgende udmøntningsindstillinger:
  • Badezoner
  • Foreningspakken

Endvidere ønskedes opfølgning på den kommende kultur- og fritidsfunktion på Papirøen samt udviklingen af kommunens grund i Ragnhildgade og de midlertidige kulturelle aktiviteter dér.

Endelig pegede Kultur- og Fritidsudvalget på, at udvalget har særlig fokus på at blive inddraget i den videre planlægning af Østre Gasværksgrunden (herunder aktivitetsring og flytning og evt. opgradering af boldbaner), udvidelse af puljen til køb af grunde til kommunale formål samt investeringspuljen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen orienterede om personaletilpasninger som følge af budgetforliget.

Indstillingen blev godkendt med disse bemærkninger.
Til top