Mødedato: 24.09.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: Naboskab

Se alle bilag
Nabo-skab søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 350.000 kr. til et projekt om deleøkonomi.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen fra Nabo-skab, da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2015.

Problemstilling

Nabo-skab søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 350.000 kr. til etablering af "Københavns Nabo-skab" på syv biblioteker i København. Nabo-skab er deleplatforme i bl.a. boligfællesskaber, hvor beboere får adgang til at dele køkkenudstyr, sportsudstyr, bøger, cykelgrej m.m. Nabo-skab ønsker, at København skal markere sig på det deleøkonomiske og delekulturelle landkort.

Løsning

Nabo-skab ønsker at udvikle de deleøkonomiske muligheder i København i samarbejde med Københavns Kommune. Idéen er at etablere "deleskabe", altså opbevaringsskabe, med et vist grundindhold af udstyr, som siden kan udvides af brugerne (se bilag 1). Biblioteker er valgt, fordi de spiller en central rolle, da de længe har faciliteret deling af bøger, musik, film samt kulturelle og sociale arrangementer m.m. Her kan alle dele — på tværs af alder, kultur, etnicitet, religion og økonomisk ståsted. Skabets brugervenlighed, låse- og registreringssystem betyder, at det kun kræver minimal ekstra administration. En af Nabo-skabs opgaver er at efterse skabene en gang om måneden og sikre, at de hele tiden er i sikker drift.

Nabo-skab fremhæver disse fordele ved deleøkonomi og ved Nabo-skabs deleplatform:
• Miljøbelastende ressourceanskaffelse reduceres
• Beboerne kan spare penge og samtidig få adgang til mere og bedre udstyr
• Styrker delekultur og derigennem lokalfællesskaber
• Øger borgernes bevidsthed om deleokonomi og genbrug

Det er Nabo-skabs opfattelse, at delekultur ikke bare handler om rationel ressourceudnyttelse, men også om de fællesskaber og sociale relationer, der opstår ved at dele frem for at eje. Den sociale kapital, der udvikles ved deleøkonomi, kan bidrage til at udvikle og understøtte samfundet generelt.

Projektperioden løber fra 1. marts 2016 til 1. marts 2017 med 350.000 kr. Projektets samlede budget er på 997.000 kr. Nabo-skab søger bl.a. Velux Fonden om projektets resterende beløb. Løn udgør 31,3 % af budgettet.

Nabo-skab har i juni 2015 etablereret et lignende projekt på Solvang Bibliotek. Her er etableret et skab med værktøj, murer/maler grej, sport- og køkkenudstyr. Der har været stor interesse fra både lånere, lokalmiljøet og pressen.

Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering er, at Naboskab er et godt eksempel på delekulturen, og at placeringen på biblioteker er velvalgt, set i forhold til bibliotekets naturlige rolle i forhold til i forvejen at facilitere deling af bøger, musik mv. Forvaltningen bemærker samtidig, at projektet understøtter det medlemsforslag om delekultur, som Kultur- og Fritidsudvalget drøftede på møde d. 24. august 2015.

Forvaltningen gør dog opmærksom på, at projektet kun imødekommer udvalgets ønske i mindre omfang, hvis København skal være førende inden for delekultur og udbrede delekulturen i langt større skala. Naboskab kan derfor indgå som delelement i et større arbejde for at udbrede delekulturen. Forvaltningen præsenterer udvalget for delekulturelle forslag primo 2016.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet. Derudover vil forvaltningen inddrage ansøger i forvaltningens videre arbejde med delekultur.


Carsten Haurum

                                                                /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. september 2015:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen om afslag.

Kultur- og Fritidsforvaltningen blev anmodet om at indgå i nærmere dialog med Nabo-skab i lyset af det igangværende arbejde med delekultur, jf. Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 24. august 2015.

Michael Gatten og Jens-Kristian Lütken ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Venstre er ikke af den opfattelse, at fremme af deleøkonomi er en kommunal opgave."
Til top