Mødedato: 24.08.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Overvejelser om samlokalisering mellem Vesterbro Bibliotek og Kulturhus og Ungdomsskolens 10. klassecenter Vest

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en indstilling om eventuel samlokalisering mellem Vesterbro Bibliotek og Kulturhus og Ungdomsskolens klassecenter Vest til drøftelse.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter mulighederne for, at Ungdomsskolens 10. klassecenter Vest gør brug af lokaler i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.

Problemstilling

Københavns Kommune er generelt udfordret i forhold til at finde plads til undervisningen af et voksende antal folkeskoleelever. 10. klassecenter Vest er i dag placeret på Vesterbro Ny Skole. Inden skolestart i august 2018/19 skal de flyttes, da Vesterbro Ny Skole i udgangspunkt selv skal bruge centrerets lokaler. Det skyldes de mange flere skolebørn i bydelen.

Børne- og Ungdomsforvaltningen har rettet henvendelse til Kultur- og Fritidsforvaltningen med henblik på brug af faciliteter i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus. Ungdomsskolens 10. klassecenter Vest skal bruge lokalerne til 10. klassesundervisning på hverdage i dagtimerne mellem 8 og 16.

Der er mulighed for at placere 10. klassesundervisningen af 120-130 elever i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.

Løsning

Konsekvenserne for Kultur- og Fritidslivet på Vesterbro

En samlokalisering vil give en del af kulturfaciliteterne på Vesterbro et tiltrængt løft. Lokalerne skal istandsættes og nyindrettes, så de tjener flere formål. Udgifterne hertil afholdes af Børne- og Ungdomsforvaltningen. Det indgår også i forslaget, at Børne- og Ungdomsforvaltningen betaler for leje af lokalerne.  

En samlokalisering betyder samtidig, at man flytter en unge-målgruppe ind på bibliotekets og kulturhusets matrikel. Det er en gruppe, som Kultur- og Fritidsforvaltningen traditionelt har vanskeligt ved at nå. 

En placering af et 10. klassecenter på Vesterbro Bibliotek og Kulturhus fordrer, at centeret får adgang til i udgangspunkt 6 lokaler. Vesterbro Bibliotek og Kulturhus er på i alt 3.500 kvadratmeter. Realiseres forslaget, kommer 10. klassecentret til at råde over ca. 300 kvadratmeter på hverdage i tidsintervallet kl. 8-16. Lokalerne skal indrettes både til undervisning og støttefunktioner, som lærerværelse, mødefunktioner m.m. De faciliteter, der er interesse i, ligger primært på 3. og 4. sal.    

Lokalerne skal indrettes, så de både kan anvendes til undervisning i dagtimerne og foreningsbrug og andre kulturelle aktiviteter i aftentimerne og i weekenderne. Det betyder også, at lokalerne skal indrettes fleksibelt, så begge behov imødekommes.   

En eventuel samlokalisering skal ske, uden at det bliver til gene for bibliotekets og kulturhusets funktioner. Nuværende lejere skal kunne blive i huset, men det kan blive nødvendigt at bytte rundt på enkelte funktioner.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Vælger man at gå videre med et forslag om samlokalisering af Vesterbro Bibliotek og Kulturhus og 10. klassescenteret, vil Børne- og Ungdomsforvaltningen fremlægge et budgetnotat med en planlægningsbevilling på 0,9 mio. kr. til forhandlingerne om Budget 2018 med henblik på, at anlægsudgifterne kan finansieres i Overførselssagen 2017/2018. I beløbet er indregnet 0,2 mio. kr. udgifter til inddragelse af lokale interessenter.

Planlægningsfasen vil indeholde en afdækning af mulighederne for alternativt at placere 10. klasserne på én eller flere af BUFs folkeskoler.

 

Mette Touborg /

                           Mads Kamp Hansen                                             

Til top