Revideret ansøgning om tilskud til Esportturneringen BLAST PRO SERIES 2017
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger tilskud på 200.000 kr. til RFRSH Entertainment til Esportturneringen BLAST PRO SERIES.
Problemstilling
RFRSH Entertainment ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 200.000 kr. til Esportturneringen BLAST PRO SERIES, der afvikles i Royal Arena den 25. november 2017 (bilag 1). I den reviderede ansøgning er RFRSH Entertainments bidrag til det københavnske foreningsliv indenfor Esport konkretiseret yderligere.Tilskuddet forudsætter et samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen om aktiviteter, der kan understøtte og fremme Esporten i København.
RFRSH Entertainment har tidligere ansøgt udvalget om tilskud til BLAST PRO SERIES på 1 mio. kr. (bilag 2). Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på møde den 1. juni 2017 at udsætte sagen, og udvalget tilkendegav at være indstillet på at bevilge et tilskud på 200.000 kr.
Løsning
Esport er en branche i eksplosiv vækst såvel økonomisk som deltagermæssigt, og de store turneringer nyder stor global opmærksomhed. Danmark er et velrepræsenteret land i Esportens verden, og det anslås, at omkring 300.000 danskere dyrker Esport (spiller computerspil på konkurrenceplan). Dertil har der været danske professionelle verdensmestre i FIFA og i Counter Strike.
Med BLAST PRO SERIES introduceres et helt nyt, publikumsvenligt turneringsformat indenfor Esport-spillet Counter Strike. RFRSH Entertainment forventer omkring10.000 tilskuere ved verdenspremieren i Royal Arena. Det er et mål at etablere en tilbagevendende københavnerevent, ligesom formatet vil afvikles i flere storbyer verden over (bilag 1).
RFRSH Entertainment ønsker desuden at bidrage til udviklingen af det københavnske foreningsliv indenfor Esport, særligt deres speciale: Counter Strike. Det er ansøgers oplevelse, at branchens fremtid er afhængig af et sundt og dynamisk foreningsliv, der kan styrke vækstlag og talentudvikling. Derfor ønsker RFRSH Entertainment at bidrage med viden, rådgivning og involvering af deres professionelle hold.
RFRSH Entertainments ambitioner for Esportmiljøet i København harmonerer med Kultur- og Fritidsforvaltningens kontinuerlige arbejde med at sikre, at internationale idrætsevents forankres i byen og så vidt muligt inddrager foreningsliv og borgere.
På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 1. juni 2017 har forvaltningen og RFRSH Entertainment været i dialog omkring projektet med henblik på at engagere og styrke de københavnske foreninger/aktører omkring Esport (bilag 1), herunder foreslår RFRSH Entertainment:
- Train-the-Trainer arrangement: 25 trænere fra københavnske foreninger inviteres til RFRSHs faciliteter og modtager oplæg, videndeling og rådgivning fra den professionelle stab omkring verdensmestrene ASTRALIS
- Arrangement i det nyåbnede Esport-center i Grøndal Multicenter med besøg af ASTRALIS (verdens bedste hold i Counter Strike) samt sportsdirektør Kasper Hvidt
- Mini-BLAST PRO-turnering blandt københavnske foreninger som optakt til hovedeventen i Royal Arena
Det nærmere indhold og planlægningen af de enkelte events udvikles i et samarbejde mellem RFRSH Entertainment og Esportcenteret i Grøndal Multicenter.
Økonomi
Såfremt indstillingen godkendes, tilføres RFRSH Entertainment 200.000 kr., kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. august 2017:
Der blev begæret afstemning om indstillingen.
Et mindretal (Carl Christian Ebbesen, Andreas Pourkamali og Michael Gatten) stemte for indstillingen.
Et flertal (Rune Dybvad, Taner Yilmaz, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Jens-Kristian Lütken og Maria Frej) stemte imod.
Indstillingen blev således forkastet.