Mødedato: 24.08.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Flytning af Nørrebro Bibliotek til Nørrebrohallen - disponeringsplan

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en disponeringsplan for Nørrebro Bibliotek i Nørrebrohallen.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender disponeringsplanen for Nørrebro Bibliotek i Nørrebrohallen.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen udmøntede den 2. februar 2017 13,4 mio. kr. med henblik på at flytte Nørrebro Bibliotek fra et dyrt og nedslidt 3. mandslejemål i Bragesgade til nyindrettede lokaler i Nørrebrohallen.

Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) anmodede den 24. februar 2017, Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) om at fremlægge den endelige disponeringsplan vedrørende Nørrebro Bibliotek for KFU til godkendelse.

Løsning

Nørrebro Bibliotek skal placeres i Nørrebrohallen mellem den eksisterende café og Nørrebrogade. Hovedindgangen til biblioteket bliver fra Den Røde Plads mod Nørrebrogade, hvor facaden åbnes op med glas i de oprindelige åbninger i gavlen. Dette betyder, at biblioteket bliver både synligt og tilgængeligt fra pladsen og Nørrebrogade. Biblioteket kommer til at indeholde funktioner som børnebibliotek, studiepladser, grupperum, fordybelseszoner, undervisnings- og administrationslokaler. I taget kommer der rytterlys. Biblioteket indrettes med fleksible møbler.

I biblioteket kommer der et centralt strøg, som strækker sig fra hovedindgangen og gennem biblioteket til Nørrebrohallens café. Fra strøget er der overblik over det samlede bibliotek.

Inddragelse af caféens areal

Bibliotek og café samtænkes med en flydende overgang. I praksis vil dele af det nuværende caféområde blive en del af biblioteket (bilag 1). I overgangszonen kan brugerne af Nørrebrohallen tage ophold, uden krav om at der købes noget i caféen. I praksis betyder det, at disse overgangszoner holdes udenfor forpagtningsaftalen. Det er funktioner som børnebibliotek og samlingssteder, der også strækker sig ind i caféen.

Ved at gøre overgangen mellem bibliotek og café flydende, bliver caféens rolle i Nørrebrohallen samlende, og er med til at understøtte mødet mellem kultur og idræt.   

Børnebiblioteket

I disponeringsplanen er der et stort fokus på børnebiblioteket, som optager et væsentligt areal. Børnebiblioteket placeres i bibliotekets nordvestlige hjørne og vil optage en del af pladsen i Nørrebrohallens nuværende café, hvor store vinduespartier mod Den Røde Plads skaber et lyst område, hvor der samtidig er et godt overblik til resten af caféen og Nørrebrohallen. I arealet inde i biblioteket optager børnebiblioteket ligeledes et stort område. Her opbygges der et bjerglandskab/reollandskab mod bibliotekets 1. sal, som børnene kan gå på opdagelse i.

Børnebiblioteket indeholder både åbne og afskærmede områder med plads til leg, fordybelse og aktivitet. Samtidig giver den flydende overgang til caféen mulighed for, at primært forældrene til børnebibliotekets brugere kan anvende caféens funktioner. Samspillet mellem børnebiblioteket og caféens areal minimerer derudover utilsigtede ophold, som børneområdets indretning tidligere har tiltrukket i det nuværende Nørrebro Bibliotek.   

Sidde- og læsepladser

Det kommende bibliotek indeholder 120 sidde- og læsepladser af forskellig karakter, hvilket er det samme antal, som der er indeholdt i det nuværende Nørrebro Bibliotek i Bragesgade. Sidde- og læsepladserne er fordelt i hele biblioteket, og er af forskellig karakter således, at der både er solopladser og pladser til gruppearbejde.

Disponeringsplanen er udarbejdet med baggrund i anbefalingerne fra analysen "Københavnske Biblioteker - mind the gap", som KFF har fået udarbejdet. Rapporten kommer med anbefalinger til indsatser på ni udpegede "touchpoints", nemlig: Velkomst, Være- og Mødested for Børn og Unge, Læringscenter, Platforme for Borgernes Ressourcer, Wayfinding & Skiltning, Fordybelseslounge, Scene for Arrangementer & Events, Iscenesættelse af Materialer og Café.

Biblioteksadministration og lokaludvalg

Bibliotekets back office er placeret i umiddelbar tilknytning til udlånet, da driften af bibliotekstilbuddet herved optimeres. Derudover skaber nærheden mellem brugerne og personalet tryghed for begge parter.

Bibliotekets back office og Nørrebro Lokaludvalg placeres centralt i stueetagen ud mod Den Røde Plads.

Efter ønske fra lokaludvalgets administration placeres denne i eget lokale adskilt fra bibliotekets støttefunktioner. Mellem de to funktioner er et fælles lokale, der kan bruges til mindre formelle møder.

Større planlagte møder kan afvikles enten i mødelokalet i Nørrebrohallen eller i de lokaler på 1. sal, der også anvendes af f.eks. foreninger og andre borgergrupper.   

De arealer, der er afsat til administration, herunder til Nørrebro Lokaludvalg, ligger størrelsesmæssigt på niveau med administrationslokaler andre steder i kommunen. Det bemærkes, at Nørrebro Lokaludvalg har ønsket et større lokale, da lokaludvalget ikke vurderer, at lokalets 36 m2 er tilstrækkeligt som kontorlokale for 4 fuldtidsmedarbejdere. Dette skal, ifølge Nørrebro Lokaludvalg, ses i lyset af, at der løbende kommer borgere og samarbejdspartnere på besøg.

Økonomiske konsekvenser ved inddragelse af caféens arealer til bibliotek

Indretningen af caféområdet ændres i forhold til den nuværende bygning. Denne ændring vurderes ikke at få konsekvenser for det økonomiske potentiale for fremtidig cafédrift, såfremt caféens tilbud tilpasses nye brugergrupper som følge af biblioteksaktiviteter o.l. Det er nødvendigt at lukke caféen i en kortere periode, mens området i den nuværende café anlægges.

I efteråret 2017 vil der blive indgået en ny forpagtningsaftale for cafédriften i Nørrebrohallen. Her vil der blive lagt vægt på at finde en forpagtningsmodel, der både sikrer et cafétilbud med den ønskede kvalitet og en sammenhængende økonomi. Dette sker ioverensstemmelse med den generelle indsats i KFF om at løfte kvaliteten af cafédriften, som beskrives nærmere i forbindelse med den kommende indstilling om Socialt Ansvarlig Cafédrift, som forventes forelagt KFU den 7. september 2017.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis udvalget godkender disponeringsforslaget, vil dette danne udgangspunkt for det endelige Nørrebro Bibliotek i Nørrebrohallen. Biblioteket forventes at åbne 1. august 2019.

 

Mette Touborg

                                                                           /Mads Kamp Hansen     

    

    

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. august 2017:

Peter Kjøller fra Stevnsgade Basketball havde inden punktets behandling foretræde for udvalget om sagen.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen, idet udvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om, i samarbejde med den kommende forpagter, at finde løsninger til fælles gavn.

Til top