Status på udvikling af kulturelle formål på Papirøen
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager status for udvikling af kulturelle formål på Papirøen til efterretning
-
at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter hvilken model (Model A eller Model B), Kultur- og Fritidsforvaltningen skal arbejde videre med for udvikling af kulturelle formål på Papirøen.
Problemstilling
Parterne bag Budget 2017 aftalte, at der skulle arbejdes for en option på 4.000 m2 byggeret til udvikling af kulturelle formål på Papirøen. Købsretten bortfalder den 31. december 2017.
Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte, hvorvidt den aftalte option skal indgå (delvist) i den kommende budgetsag.
Status på fondsarbejdet
Kultur- og Fritidsforvaltningen og Foreningen Kunsthal København har siden Budgetseminaret i februar 2017 arbejdet på at finde ekstern finansiering til anlægsomkostningerne forbundet med etablering af et kunst- og kulturcenter på Papirøen.
De samlede anlægsomkostninger er med udgangspunkt i det oprindelige prospekt (dateret februar 2017) fra Foreningen Kunsthal København estimeret til 170-230 mio. kr. Beløbet omfatter et nøglefærdigt køb af fast ejendom (uden løst inventar og byggeretter).
Status er, at det indtil videre ikke har været muligt at finde ekstern finansiering i den størrelsesorden til projektet. Et solidt grundlag for at gøre fuld brug af den aftalte option synes derfor ikke at være tilstede.
Vedr. mulig forlængelse af optionen
Økonomiforvaltningen har forespurgt By & Havn om mulighederne for en forlængelse af Københavns Kommunes option på Papirøen. Formålet med dette var at frigive ekstra tid til fondsarbejdet. Kultur- og Fritidsudvalget blev den 26. juni 2017 orienteret om, at optionen på køb af de 4.000 m2 ikke kan forlænges.
Vedr. muligt tillæg til Lokalplanen for Christiansholm
Kultur- og Fritidsforvaltningen har undersøgt mulighederne for, at der til Lokalplanen for Christiansholm tilføjes et krav om kulturelle formål gældende for de 4.000 m2 – uafhængigt af forvaltningens rolle i projektet. Et tillæg til den nyligt vedtagne lokalplan vurderes ret usandsynlig. Hertil kommer, at Københavns Kommune ved sådan et scenarie vil blive pådraget en overtagelsespligt for de udpegede arealer til kulturelle formål, såfremt de nye grundejere CØ P/S ikke vil kunne finde en køber til arealerne.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har derfor opgivet muligheden for at rejse forslag omkring anden anvendelse af området.
Løsning
Med afsæt i ovenstående erfaringer har forvaltningen i samarbejde med Foreningen Kunsthal København undersøgt alternative muligheder for at skabe kulturelle faciliteter på Papirøen. Nedenfor skitseres to modeller:
Model A – Partnerskabsmodel
En partnerskabsmodel kan organiseres som et organisatorisk og/eller kuratorisk samarbejde med en førende dansk eller international kulturinstitution. Dette kan bl.a. indebære fælles produktion af udstillinger samt fælles administrative og markedsføringsmæssige fordele.
En anden type partnerskab kan være en model, hvor en eller flere eksterne aktører (privat virksomhed/fond) indgår som partner i kortere eller længere tid. De udvalgte partnere vil i den aftalte periode få mulighed for at præge m2-anvendelsen, og modellen sikrer således omskiftelige og varierende kulturtilbud.
Finansieringen af kunst- og kulturcenteret vil være en del af et partnerskab, men kan skaleres således, at de kommunale elementer (fx et profilbibliotek) finansieres (eller lejes af Københavns Kommune på et senere tidspunkt) og resten af de eksterne aktører, private fonde mv. Denne model kan skaleres til en mindre størrelse end de 4.000 m2.
Model B – evt. flytning af Christianshavns Bibliotek
Kultur- og Fritidsforvaltningen køber eller lejer 700 m2 på Papiøen til en biblioteksfunktion i en af hallerne.
Foreningen Kunsthal København har i samarbejde med forvaltningen og Christianshavns Lokaludvalg skabt lokal opbakning til flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen. I regi af den arbejdsgruppe, som Lokaludvalget har nedsat, har der været afholdt møde med repræsentanter for de kunstneriske uddannelser på Holmen, hvor opbakningen til projektet også er stor.
Den fælles ambition er et åbent og fleksibelt folkebibliotek, der materiale- og arrangementsmæssigt sætter fokus på skiftende emner som eksempelvis kunst og kultur, det blå København, det grønne København, det folkeoplysende mv.
En flytning af Christianshavns Bibliotek vil skabe et naturligt hverdagsliv på Papirøen. Foredrag, foreningsaktiviteter, folkekøkken mv. vil sikre de lokale og besøgende adgang til gratis aktiviteter hele året. En flytning vil også betyde, at biblioteket kommer tættere på den nye Børneby på Arsenalvej og andre uddannelsesinstitutioner på Holmen. Dette vil skabe bedre forudsætninger for, at skoleklasser og børnehavehold samt de kreative uddannelser på Holmen kan benytte biblioteket.
De samlede anlægsomkostninger forbundet med et nyt bibliotek på 700 m2 vil være i størrelsesordenen 60 – 70 mio. kr. Beløbet omfatter køb af råhus, etableringen af biblioteket, flytteomkostninger og bygherrerådgivning.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at projektet skal indgå i den videre budgetproces, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde budgetnotat på den af udvalget ønskede model. Det bemærkes, at der allerede er bestilt et budgetnotat vedrørende model B.
Mette Touborg
/ Lene Floris
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. august 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt.
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om at der udarbejdes et budgetnotat, hvori der indgår mellem 700 og 1.000 m2 bibliotek med plads til foreningernes/folkeoplysningens hus.