B-sag - Ændring af kommissorium for Musikudvalget
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Borgerrepræsentationen godkender, at Københavns Musikudvalgs kommissorium ændres jf. bilag 2, således at der fremover er fire udpegende grupper.
Problemstilling
Københavns Musikudvalgs kommissorium er senest blevet ændret af Borgerrepræsentationen den 18. juni 2014.
Københavns Musikudvalg har drøftet udvalgets sammensætningen med de udpegende musikorganisationer.
Musikudvalget har på denne baggrund udarbejdet udkast til nyt kommissorium, hvor hensigten er at skabe mulighed for en bedre fordeling mellem de fagligt udpegedes kompetencer. Der er fortsat otte faglige medlemmer og fire politisk udpegede medlemmer. Herudover er der fortsat mulighed for, i en 2-årig periode, at udpege et ekstra medlem.
Løsning
Det foreslås at ændre Københavns Musikudvalgs kommissorium pkt. 3.1:
Fra:
- Skabere og udøvere. 3 repræsentanter og 1 suppleant. Udpeget i fællesskab af Dansk Musikerforbund, Dansk Solistforbund, Dansk Organist og Kantorsamfund, Dansk Artistforbund, Dansk Komponistforbund, Dansk Sangskrivere og komponister (DJBFA) og Danske Populærautorer.
- Koncertarrangører (rytmisk). 1 repræsentant og 1 suppleant. Udpeget af Dansk Live.
- Udvikling og Formidling. 4 repræsentanter og 1 suppleant. Udpeget i fællesskab af SNYK, Dansk Rov Samråd (ROSA), Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere (ORA), Dansk Amatørmusik (DAM), Jazzdanmark, World Music Denmark, Musik og Ungdom, Sammenslutningen af Danske Musikforeninger, Københavns Musiklærerforening og Dansk Musikpædagogisk Forening.
De musikkyndige skal fortrinsvis udpeges blandt personer med bopæl i Københavns Kommune, subsidiært skal de have tilknytning til Københavns Kommune.
Til:
- Skabere og udøvere. 3 repræsentanter og 1 suppleant. Udpeget i fællesskab af Dansk Musikerforbund (DMF), Dansk Solistforbund, Dansk Organist og Kantorsamfund, Dansk Artistforbund (DAF), Dansk Komponistforbund, DJBFA - Komponister og Sangskrivere og DPA (Danske Populærautorer).
- Koncertarrangører (rytmisk). 1 repræsentant og 1 suppleant. Udpeget af Dansk Live.
- Professionel udvikling og formidling. 2 repræsentanter og 1 suppleant. Udpeget i fællesskab af SNYK, ROSA - Dansk Rock Samfund, Jazzdanmark og TEMPI.
- Undervisning og amatørmusik. 2 repræsentanter og 1 suppleant. Udpeget i fællesskab af ORA, Amatørernes Kunst & Kultur Samråd (AKKS), Musik & Ungdom, Musiklærerforeningen og DMPF - Dansk Musikpædagogisk Forening.
Det forventes, at de fire udpegende grupper koordinerer deres samlede indstilling under hensynstagen til ligelig fordeling af rytmiske og klassiske kompetencer, samt ligelig fordeling mellem kvinder og mænd.
De musikkyndige skal fortrinsvis udpeges blandt personer med bopæl i Københavns Kommune, subsidiært skal de have tilknytning til Københavns Kommune.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, vil ændringen træde i kraft umiddelbart derefter.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. august 2017:
Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.