Ansøgning: støtte til "Copenhagen Light Festival"
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
-
at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 300.000 kr. til Dansk Center for Lys til igangsættelse af sekretariat for ”Copenhagen Light Festival 2018”, da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2017.
-
at Kultur- og Fritidsudvalget henviser ansøgning på 1.338.000 kr. til yderligere sekretariat, markedsføring og midler til lysværker under ”Copenhagen Light Festival 2018” til forhandlingerne om Budget 2018.
Problemstilling
Dansk Center for Lys ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om midler til opstart af et sekretariat, markedsføring og midler til lysværker i forbindelse med ”Copenhagen Light Festival 2018”. Dansk Center for Lys beskriver i ansøgningen, at de ønsker at samle aktørerne bag afholdelse af en lysfestival i 2018 og har støtte fra Frost-Festival. Udvalget har tidligere drøftet og støttet Frost-Festival i forbindelse med afholdelse af flere lysaktiviteter.
Løsning
Dansk Center for Lys er en ikke-kommerciel forening og et kompetencenetværk med ca. 700 medlemmer, som tæller alle slags lysinteresserede, vidensinstitutioner og branchefolk.
Dansk Center for Lys ønsker at samle de relevante og eksisterende aktører bag afholdelsen af en lysfestival i uge 5-8 2018 og derved skabe en større festival med appel til både borgere og danske samt udenlandske turister. Dansk Center for Lys ønsker endvidere at støtte udarbejdelsen af konkrete lysværker.
”Copenhagen Light Festival” vil have et særligt dansk islæt og derved adskille sig andre storbyers lysfestivaler. Lysfestivalen skal indeholde oplevelser til alle typer besøgende, og lysinstallationer i byrummene skal sætte rammerne for en rute af oplevelser såsom guidede byvandringer i Kulturkvarteret og cykeloptog. ”Copenhagen Light Festival” vil endvidere bygge ovenpå eksisterende events i samme tidsrum såsom Tivolis vinteråbning og Frost-festivalen.
Dansk Center for Lys har samlet en organisering omkring ”Copenhagen Light Festival” bestående af Tivoli, Frost-festival, Wonderful Copenhagen, Kulturkvarteret m.fl. Dansk Center for Lys har ligeledes påpeget, at de vil forestå en videre dialog med Indre Bys lokaludvalg.
Dansk Center for Lys forventer at kunne tiltrække mindst 500.000 gæster efter fem år, og af disse er 300.000 internationale gæster.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at imødekomme ansøgningen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Mette Touborg
/ Aravni Jakobsen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. august 2017:
Anne Bay fra Dansk Center for Lys havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen.
I forhold til indstillingens 1. at-punkt blev der begæret afstemning om et forslag om, at der bevilges et tilskud på 300.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Et flertal (Rune Dybvad, Taner Yilmaz, Simon Strange, Jens Kjær Christensen, Andreas Pourkamali, Michael Gatten og Maria Frej) stemte for forslaget.
Et mindretal (Jens-Kristian Lütken) stemte imod.
Forslaget blev således godkendt.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.