Kultur- og Fritidsudvalgets repræsentation i bestyrelser
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager listen over hverv og udpegninger under Kultur- og Fritidsudvalget til efterretning.
Problemstilling
Som konsekvens af den af Borgerrepræsentationen vedtagne politik for aktivt ejerskab, forelægges Kultur- og Fritidsudvalget en opdateret oversigt over hverv forankret under udvalget.
Indstillingen vedrører primært foreninger, selvejende institutioner og fonde, for hvilke Københavns Kommune, ifølge vedtægterne, skal udpege bestyrelsesmedlemmer.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen har med udgangspunkt i Københavns Kommunes samlede oversigt over hvervsudpegninger udarbejdet en oversigt (bilag 1) over de hverv, der for nuværende hører under Kultur- og Fritidsudvalget.
Med henblik på konstitueringen efter kommunalvalget den 21. november 2017 skal udvalget derfor tage stilling til, i hvilket omfang det fortsat er i Københavns Kommunes interesse at være repræsenteret de pågældende steder, og om hvervet fortsat bør høre under Kultur- og Fritidsforvaltningen.
I forhold til de hverv hvor repræsentationen beror på Borgerrepræsentationens egen beslutning er det Kultur- og Fritidsforvaltningen vurdering, at det fortsat er i kommunens interesse at bestride de i bilaget nævnte hverv, og at de enkelte hvervs placering under Kultur- og Fritidsudvalget også fortsat giver mening.
Af det følgende fremgår en samlet oversigt over repræsentationer under Kultur- og Fritidsudvalget:
- Ankenævnet for de Københavnske Huslejenævn
- Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
- Beboerklagenævnet
- Bevillingsnævnet
- Billedkunstudvalget
- Copenhagen Eventures (erstattes muligvis af ny eventstruktur, jf. indstillingen til KFU den 24. august 2017, Ny eventstruktur i regi af Wonderful Copenhagen)
- Copenhagen Film Fund
- Dansehallerne
- Dansk Jødisk Museum
- Det fusionerede teater på Østerbro
- Det Grønlandske Hus
- DGI-Byen
- Folkeoplysningsudvalget
- Fordelingsnævnet
- Grundlisteudvalget
- Huslejenævn 1-5
- Københavns Drengekors Kuratelet
- Københavns Scenekunstudvalg
- Musikudvalget for Københavns Kommune
- Nørrebros Teaters bestyrelse
- Team Copenhagen
- Thorvaldsens Museum
- Valgbestyrelsen i København
- Zoologisk Have
Siden Kultur- og Fritidsudvalget behandlede en tilsvarende sag den 26. september 2013 er bestyrelserne for Østre Gasværks Teater og Republique fusioneret til én samlet bestyrelse under Det fusionerede teater på Østerbro. Desuden er de hverv, som tidligere hørte under Borgerservice, nu placeret under Kultur- og Fritidsudvalget, i forbindelse med at Borgerservice blev en del af Kultur- og Fritidsforvaltningens ressortområde i 2014. For så vidt angår Copenhagen Eventures, skal Borgerrepræsentationen snarest tage stilling til, hvorvidt styregruppen skal erstattes af en ny eventstruktur.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Efter Kultur- og Fritidsudvalgets behandling sendes listen over hverv i Kultur- og Fritidsudvalgets regi til Økonomiforvaltningen med henblik på udpegning af bestyrelsesrepræsentanter i Borgerrepræsentationen for den kommende valgperiode.
Mette Touborg
/ Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. august 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om at den principielle drøftelse om repræsentation i bestyrelser mv. sker på et senere udvalgsmøde.