Godkendelse af retningslinjer for tilskud til Daghøjskoler i Københavns Kommune
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forslag til retningslinjer for tilskud til Daghøjskoler i Københavns Kommune.
Problemstilling
Der har ikke tidligere været retningslinjer for tilskud til daghøjskoler i Københavns Kommune, hvorfor forvaltningen har taget initiativ til, i samarbejde med daghøjskolerne, at udarbejde retningslinjer for området (bilag 1).
Forvaltningen har modtaget enkelte henvendelser fra borgere om, hvordan man opretter en daghøjskole. Såfremt udkastet til retningslinjer godkendes, vil forvaltningen ved fremtidige henvendelser kunne henvise til disse og vejlede efter dem.
Løsning
I de nye retningslinjer er der beskrevet forudsætninger for at blive godkendt som daghøjskole, daghøjskolens virksomhed, tilskuddet fra Københavns Kommune, aftalernes indhold og opfølgningen med daghøjskoler.
Forslag til nye retningslinjer:
Daghøjskoler skal, for at kunne blive godkendt, være etableret som en selvejende institution med vedtægter, der som minimum indeholder oplysninger om formål, hjemsted, bestyrelse, regnskabs- og formueforhold, tegningsret, vedtægtsændringer og anvendelse af eventuelt overskud ved ophør. Der ydes udelukkende tilskud til drift af daghøjskoler.
Daghøjskoler i Københavns Kommune skal tilbyde undervisning, hvis hovedsigte er folkeoplysende eller beskæftigelsesfremmende, særligt på det kulturelle område. En daghøjskole skal have mindst 20 årselever pr. år i gennemsnit og gennemføre undervisning i mindst 30 kalenderuger hvert år. Derudover er det beskrevet i retningslinjerne, at daghøjskolen skal have et voksenpædagogisk miljø, og undervisningen skal varetages af en fastansat lærerstab med de nødvendige faglige og pædagogiske kvalifikationer.
Der vil blive udarbejdet individuelle tilskudsaftaler for daghøjskolerne hvert år. Aftalerne vil indeholde konkrete mål og krav til skolens arbejde, samt øvrige betingelser for modtagelse af tilskud fra Københavns Kommune, herunder krav til samarbejde, rapportering, revision og opfyldelse af sociale klausuler.
I forbindelse med den årlige tilskudsudmøntning tildeles hver skole en årselev-kvote. Fordeling af kvote og tilskud indenfor den samlede budgetramme sker i samarbejde med daghøjskolerne. Tilskud gives efter et taxameter-princip, således at skolen maksimalt modtager tilskud svarende til den faktiske aktivitet.
Baggrund
Frem til 2002 var daghøjskolerne placeret under staten med egen lovgivning. I dag er daghøjskoleområdet skrevet ind i folkeoplysningsloven og tilskuddet til daghøjskoler administreres af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Indtil 2015 havde Københavns Kommune en daghøjskolepolitik, som herefter blev indarbejdet i den overordnede kultur- og fritidspolitik for 2016-2019.
Daghøjskolernes årlige budgetramme er fastlagt i Københavns Kommunes budget. I 2017 er tilskuddet til daghøjskoler på 22.850.613 kr. Tilskuddet er sammensat af et fast tilskud og en ekstra bevilling på 9,4 mio. kr., der er afsat årligt i 2015-2018.
Daghøjskolerne
De københavnske daghøjskoler er selvejende institutioner, der udbyder en bred vifte af uddannelsestilbud, som alle retter sig mod faglig og personlig afklaring.
København har fem daghøjskoler:
-
AFUK – Akademiet for utæmmet kreativitet
-
Akademiet for musik, dans & teater
-
Københavns Film & Fotoskole
-
Vera, skole for Kunst & Design
-
Daghøjskolen for indvandrerkvinder
Daghøjskolen for indvandrerkvinder henvender sig til kvinder og unge piger med anden etnisk baggrund end dansk, som har brug for almen opkvalificering. Undervisningen skal gennem afklaring og faglig kvalificering forbedre deltagernes muligheder i forhold til det ordinære uddannelsessystem og arbejdsmarked. De fire kreative daghøjskoler afklarer og forbereder unge til de videregående kreative og kunstneriske uddannelser inden for hver deres felt. Disse daghøjskoler har stor succes med at kvalificere kursisterne til at komme ind på de meget populære kunst- og universitetsuddannelser i både ind- og udland.
Der er etableret et skolesamarbejde, hvor kredsen af skoleledere mødes månedligt, og mindst fire gange om året deltager Kultur- og Fritidsforvaltningen på skoleledermøderne.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender retningslinjer for tilskud til Daghøjskoler i Københavns Kommune, vil forvaltningen udarbejde konkrete tilskudsaftaler for hver enkelt daghøjskole. Lederkredsen for daghøjskoler vil blive inddraget i processen.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. august 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.