Mødedato: 24.08.2015, kl. 19:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Permanent skøjtehal på Østre Gasværksgrunden

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til det videre arbejde med en permanent skøjtehal på Østre Gasværksgrunden.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at finansieringen af en skøjtehal på Østerbro, indgår i forhandlingerne om Budget 2016, med følgende tre scenarier:

  • Scenarie 1: Skøjtehal med to isbaner: 170 mio. kr. + afledte udgifter: 148,3 mio. kr. - i alt 318,3 mio. kr. 
  • Scenarie 2: Skøjtehal med halvanden isbane: 141 mio. kr. + afledte udgifter: 119, 3 mio. kr. - i alt 260,3 mio. kr.
  • Scenarie 3: Skøjtehal med én isbane: 114 mio. kr. + afledte udgifter: 116, 3 mio. kr. - i alt 230,3 mio. kr.

    Det bemærkes, at der i de anførte beløb indgår afledte anlægsudgifter, som er en forudsætning for placering af skøjtehallen og arealudvikling i helhedsplanen for Østre Gasværksgrunden.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede i Budget 2015, at en permanent skøjtehal på Østerbro skal indgå i forhandlingerne om Budget 2016, og at der skal udarbejdes en helhedsplan for Østre Gasværksgrunden.

Løsning

Baggrund
Skøjteklub København (SKK) og KSF Ishockey (KSF) på Østerbro er lokalt forankrede skøjteklubber, som siden 2008 har været fælles om at benytte den midlertidige skøjtehal på Østerbro - først i Ryparken, og siden 2011 på Østre Gasværksgrunden. SKK og KSF har siden nedrivningen af Østerbro Skøjtehal på P.H. Lings Allé i 2008, haft et ønske og en forventning om, at der vil blive opført en ny permanent skøjtehal på Østerbro. I 2016 åbner en ny skøjtehal i Ørestad, men indtil videre er den midlertidige skøjtehal på Østre Gasværksgrunden stadig den eneste skøjtehal i København. Der er stor aktivitet i den midlertidige hal, som benyttes af de lokale skøjteklubber, skoler, institutioner og byens borgere. 

SKK er Danmarks mest vindende klub i kunstskøjteløb og har løbere, der har deltaget i DM, EM, VM og OL. KSF har tidligere vundet DM og har i dag børne- og ungdomshold, seniorhold og oldboyshold, der deltager i landsdækkende og nordiske turneringer. Opførelse af en permanent skøjtehal med 1-2 skøjtebaner på Østre Gasværksgrunden vil betyde, at klubberne kan fortsætte skøjteaktiviteten på Østerbro, samt give markant bedre forhold for talentudvikling og dermed bidrage til en udvikling af dansk ishockey.

Permanent skøjtehal på Østre Gasværksgrunden
Kultur- og Fritidsforvaltningen har sammen med skøjteklubberne på Østerbro, Danmarks Ishockeyunion, Dansk Skøjte Union, Byggeri København og rådgiver, arbejdet på at kvalificere tre hovedscenarier for en permanent skøjtehal på Østre Gasværksgrunden. Det er et stort ønske fra brugerne, at der med en ny skøjtehal kommer to isbaner i fuld størrelse. Økonomien er beregnet ud fra en skøjtehal med 300 tilskuere med mulighed for at udvide til 1000, samt prioriterede funktionsønsker og krav til skøjtehallen og de tilhørende udearealer.

Forundersøgelserne anviser tre overordnede scenarier som grundlag for en bevilling:

Scenarie 1: Skøjtehal med to 30x60 isbaner: 170 mio. kr. 
Scenarie 2: Skøjtehal med én 30x60 isbane + én 30x30 isbane: 141 mio. kr. 
Scenarie 3: Skøjtehal med én 30x60 isbane: 114 mio. kr.

Det er en forudsætning for skøjtehallen, at elementerne i helhedsplanen realiseres. 

Andre scenarier
I forundersøgelserne er der også blevet undersøgt, om den midlertidige skøjtehals fundament kan genbruges, men det har vist sig, at det vil være dyrere at genbruge end at bygge en ny skøjtehal med to isbaner.

Den nuværende midlertidige skøjtehals opstillingstilladelse udløber 1. februar 2016. Teknik- og Miljøforvaltningen har oplyst, at der ikke kan påregnes dispensation på det foreliggende, usikre grundlag. Såfremt der i Budget 2016 afsættes penge til en ny skøjtehal, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen derfor på ny søge om en dispensation. Hvis man vil undgå to sæsoner uden is på Østerbro, er det nødvendigt med en forlængelse af opstillingstilladelsen til den midlertidige skøjtehal.

Helhedsplan
Forundersøgelserne af en skøjtehal er koordineret med udarbejdelsen af en helhedsplan for Østre Gasværksgrunden. Helhedsplan for hele Gasværksgrunden, med en sydlig placering af skøjtehallen, er del af en særskilt fællesindstilling på dagsorden: "Startredegørelse for Østre Gasværksgrunden, Østerbro".

Der er elementer i helhedsplanen, der er en forudsætning for, at der kan bygges en skøjtehal på Østre Gasværksgrunden. I det følgende er anført en række følgeomkostninger og udgifter til arealudvikling, som skal afholdes hvis grunden i fremtiden skal anvendes:
  • Jordoprensning: Gasværksgrunde er blandt de mest forurenede grunde. Oprensning af jord er derfor meget omfattende og dyrt. Budget for jord og forurening er afhængig af hallens størrelse, placering og myndighedskrav til oprensning. I forbindelse med dispositionsforslag skal der udføres egentlige geotekniske undersøgelser samt geoteknisk rapport for det pågældende areal for at få et mere præcist billede af forureningens omfang og økonomiske konsekvenser. Ved Scenarie 1, er jordoprensning beregnet til 67 mio. kr., ved Scenarie 2 er jordoprensning beregnet til 44 mio. kr., og ved Scenarie 3, er jordoprensning beregnet til 41 mio. kr.
  • Byggeri København (ByK) anbefaler, at der afsættes en risikopulje til jordforurening, som kan tilgå projektet, hvis udgiften til jordforurening overstiger det anslåede beløb: 21 mio. kr. ved Scenarie 1, og 15 mio. kr. ved Scenarie 2 og 3.
  • Udarbejdelse af lokalplan er beregnet til 300.000 kr. Opførelse af skøjtehal på den foreslåede placering forudsætter ændring af kommuneplanrammen og en tilhørende lokalplan.
  • Omplacering af fodboldbaner med sågræs er beregnet til 9 mio. kr. Skøjtehallens placering medfører, at nogle af de nuværende fodboldbaner skal omplaceres. Det bemærkes, at Borgerrepræsentationen har indgået en lejekontrakt på arealet med boldbaner mv. med B93, der løber til 2038. Lejen er sat til 0 kr. Kultur- og Fritidsforvaltningen har drøftet helhedsplanen med B93, som principielt har tilkendegivet at ville tiltræde nødvendige ændringer i aftalegrundlaget. Der fremlægges forslag om, at to af banerne omlægges til kunstgræs, i et samlet budgetnotat om kunstgræsbaner, i Budget 2016.
  • Udgifter til etablering af infrastruktur til skøjtehallen er beregnet til 23 mio. kr.
  • Opførelse af en del af helhedsplanens aktivitetsring, i forbindelse med etablering af skøjtehal, er beregnet til 24 mio. kr.
  • Udgifter til nedrivning af den midlertidige skøjtehal er beregnet til 4 mio. kr.

Der er afsat varige driftsmidler på 4,9 mio. kr. til driften af den midlertidige skøjtehal. Disse driftsmidler vil overgå til den permanente skøjtehal. Øges banearealet, vil driftsudgifterne stige i takt hermed.  

Det bemærkes, at helhedsplanen giver mulighed for frasalg af grunde. Omkostninger i forbindelse med etablering af skøjtehal på Østre Gasværksgrunden sammenholdes med de økonomiske og byplanmæssige konsekvenser, der fremgår i helhedsplan og businesscase. Dette sammenholdes ved helhedsplanen ved de indtægter, der er fra salg af byggeretter på arealet.

Bevilges der midler til skøjtehallen i Budget 2016, kan skøjtehallen stå klar til ibrugtagning to måneder inden Ishockey-VM i maj 2018 og benyttes som træningshal under arrangementet. Tidsplanen afhænger bl.a. af den lokalplan, som skal udformes for området. Hvis skøjtehallen skal ibrugtages marts 2018, er det nødvendigt, at lokalplanen godkendes af BR senest oktober 2016. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Scenarierne 1-3 indgår i forhandlingerne om Budget 2016.



Carsten Haurum 
                                                        /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. august 2015:

Dagsordenens punkter 6 og 7 behandledes under eet.

Indstillingen blev godkendt.
Til top