Mødedato: 24.08.2015, kl. 19:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: Støtte til FB44 Den Flydende Læsesal

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgningen fra foreningen FB44 Den flydende Læsesal (FB44) .

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på foreningen FB44's ansøgning om et tilskud til etablering og renovering af trækpram på i alt 1,0 mio. kr., da der ikke er afsat midler hertil på budgettet.

Problemstilling

FB44 Den flydende læsesal søger Kultur- og Fritidsudvalget om 1,0 mio. kr. til etablering og renovering af trækprammen, så den kan fungere som læsesal og anvendes til mødeafholdelse (Bilag 1).

Der er ikke afsat midler til formålet på budgettet.

Løsning

FB44 Den Flydende Læsesal
Foreningen FB44 anfører i ansøgningen, at de ønsker at skabe flere offentlige læsepladser for studerende i København samt skabe unikke rammer for virksomheder til afholdelse af seminarer, workshops o. lign. Foreningen arbejder med at etablere læsesalen på trækprammen FB44, der er placeret i havnen ved Islands Brygge. Foreningen ser placeringen i havnen ved Islands Brygge som en unik placering, hvor prammen kan bidrage til en anderledes brug af havnen. 

Sigtet med projektet er, at prammen skal omdannes til læsesal. Pramarealet er fordelt på to etager, hvoraf det øverste dæk skal fungere som café, hvor studerende kan læse og diskutere studierelaterede emner. Denne etage skal ifølge foreningen fungere som det uformelle mødested for studerende og andre besøgende. Prammens nederste dæk vil fungere som læsesal. Fra prammens dæk er der adgang til soltaget. Prammen skal fungere som læsesal i hverdagene i tidsrummet 9-19. I aftentimerne vil der være mulighed for at leje prammens lokaler til afvikling af workshops, private udstillinger, kulturarrangementer o. lign. Desuden kan mindre virksomheder leje sig ind til møder o. lign. dagstimerne.  

Finansiering af FB44 Den Flydende Læsesal
Af foreningens budget fremgår, at projektet har et samlet etableringsbudget på 5,3 mio. kr. Foreningen søger Kultur- og Fritidsudvalget om støtte på 1 mio. kr. til etablering og renovering af trækprammen. Det resterende beløb på 4,3 mio.kr. søges finansieret via fonde (Bilag 1). Af projektbeskrivelsen fremgår, at Maersk og NCC har tilkendegivet opbakning til projektet (Bilag 2). Udgifter til drift søges dækket ved udlejning af prammen til virksomheder.

Kultur- og Fritidsudvalget har tidligere behandlet en sag vedrørende Den Flydende Læsesal FB44. Udvalget anmodede i sit møde den 20. februar 2014 forvaltningen om at afsøge muligheder for en placering af FB44's projekt. Kultur- og Fritidsudvalget tog ikke stilling til evt. finansiering i den forbindelse. Forvaltningen har afdækket mulighederne for placering af en båd og meldt tilbage til foreningen, at det er praktisk muligt for foreningen at optage kajplads ved Islands Brygge Havnepark. Det er dog en forudsætning, at foreningen ejer den båd, der skal lægge til, før der kan gås videre med en aftale med By og Havn om areal ved kajplads. Det skal for god ordens skyld nævnes, at foreningen er ansvarlig for at indhente alle nødvendige tilladelser hos de relevante myndigheder.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt foreningens ansøgning imødekommes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, under forudsætning af, at der opnås tilsagn fra fonde for det resterende tilskudsbeløb på 4,3 mio. kr.
Carsten Haurum



                                            /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. august 2015:

Der blev begæret afstemning om et forslag om at henvise sagen til de kommende forhandlinger om budget 2016.

Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali) stemte for forslaget.
Et mindretal (Lilian Parker Kaule) stemte imod.

Forslaget blev således godkendt - sagen blev henvist til budgetforhandlingerne.
Til top