Ansøgning fra Københavns Drengekor om forhøjelse af driftstilskud i 2001
Ansøgning fra Københavns Drengekor om forhøjelse af driftstilskud i 2001
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 24. august 2000
11. Ansøgning fra Københavns Drengekor om forhøjelse af driftstilskud i 2001
(KFU 346/2000)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag på ansøgning fra Københavns Drengekor om forhøjelse af driftstilskud i 2001
RESUME
Københavns Drengekor har ansøgt om, at det årlige driftstilskud reguleres til 150.000 kr. i 2001. I budgetforslaget for 2001 er der afsat 106.000 kr.
Ansøgningen begrundes med et lavere renteafkast, øgede udgifter til solister og orkestermusikere samt en stigning i udgifterne til basisensemblet.
Sagen har været drøftet i forbindelse med budgettet for 2001, hvor det blev besluttet ikke at afsætte ekstra midler til Københavns Drengekor.
På den baggrund indstilles ansøgningen til afslag.
SAGSBESKRIVELSE
På budget 2000 er der afsat 103.000 kr. til Københavns Drengekor, men på møde den 25. november 1999 besluttede Kultur- og Fritidsudvalget på baggrund af en ansøgning fra Københavns Drengekor at bevilge 47.000 kr. i ekstratilskud til koret i 2000. Udvalget tilkendegav samtidigt, at der hermed ikke var taget stilling til bevillingen i 2001.
Københavns Drengekor har på den baggrund i brev af 15. maj 2000 ansøgt om regulering af det årlige driftstilskud til 150.000 kr. fra 2001. Der er på budget 2001 afsat 106.000 kr. til koret. Der søges således om en forøgelse af det årlige driftstilskud på 44.000 kr. fra 2001.
Ansøgningen begrundes med stærkt stigende musikerudgifter samt et kraftigt fald i kuratelformuens renteafkast.
Budgettet for 2000 balancerer, idet koret har fået tilsagn om de indtægter, der fremgår af korets budget 2000, dateret den 15. november 1999.
Budgettet for 2001 er endnu ikke godkendt, men det er mundtligt oplyst, at budget 2001 vil ligne budgettet for 2000.
Københavns Drengekor har tidligere foreslået, at Kultur- og Fritidsudvalget stillede kaution for en permanent kassekredit på 250.000 kr., hvilket udvalget på møde den 27. april 2000 gav afslag på.
Københavns Drengekor har efterfølgende oprettet en kassekredit, der dækker korets likviditetsbehov i de perioder, hvor koret har meget begrænsede indtægter.
I forbindelse med budgetforhandlingerne for år 2001 blev der stillet forslag om en forøgelse af det faste tilskud til Københavns Drengekor. Forslaget blev ikke tiltrådt. I budgetforslaget for 2001 er der således afsat 106.000 kr. i driftstilskud til Københavns Drengekor. På den baggrund indstilles ansøgningen til afslag.
ØKONOMI
Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser
BILAG
1. Brev af 11. august 2000 fra Københavns Drengekor
- Ansøgning af 15. maj 2000 fra Københavns Drengekor
- Københavns Drengekors budget 2000 af 15. november 1999
Ida Munk
/ Mikael Keller-Hansen