Mødedato: 24.04.2014, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Badning i Københavns Havn

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til mulighederne for badning i Københavns Havn.  

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager status på muligheder for badning i Københavns Havn til efterretning, og
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget, såfremt udvalget ønsker der etableres en badezone, beslutter at denne etableres ved Refshaleøen og i den forbindelse  tager stilling til finansiering af en midlertidig badezone ved Refshaleøen, gennem en bevilling på 1,4 mio. kr. i 2014 i etablering og 0,3 mio. kr. til drift i hvert af årene 2014 og 2015.

Problemstilling

Københavns Kommune har vedtaget en vision for mere og friere badning i København (bilag 1). Ambitionen er at åbne havnen for københavnerne og udnytte havnens rekreative potentiale ved at give mulighed for badning uden for de faste badeanlæg.

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges resultaterne af dialogen med Transportministeriet og havnemyndigheden, By & Havn, om muligheder for badning i badezoner, samt økonomi ved etablering af midlertidig badezone ved Refshaleøen. 

Løsning

Med afsæt i visionen for friere badning i Københavns Havn, har Kultur- og Fritidsforvaltningen haft dialog med Transportministeriet og havnemyndigheden, By & Havn, om rammerne for mere og friere badning i havnen (bilag 2 og 3).

Resultatet af dialogen er, at By & Havn har tilkendegivet, at de overlader det til Kultur- og Fritidsforvaltningen at afgøre, hvilket sikkerhedsniveau kommunen finder tilstrækkeligt i de kommunalt drevne badeanlæg i Københavns havn – og overlader ansvaret for, at sikkerhedsforanstaltningerne er tilstrækkelige til kommunen (bilag 4). By & Havn vil alene vurdere om badezonens placering er forenelig med andre brugere af havnens interesser og skibstrafik i forbindelse med den vandareallejekontrakt, der skal indgås med By & Havn.

Det åbner for muligheden for, at etablere en første badezone i Københavns havn - placeret i et indhak i havnen, som By & Havn samt Teknik- og Miljøforvaltningen i dialogen samstemmende har peget på.

Før et anlæg kan tages i brug skal politiet desuden godkende den konkrete løsning.


Havnens kantsten
En badezone vil være et tiltag, der inviterer til en ny type brug af havnen. En brug, hvor den enkelte badende har ansvar for egen sikkerhed, og adskillelse mellem de badende og resten af havnens brugere sikres gennem tydelig skiltning og markeringer, ikke gennem markante fysiske barrierer. På den måde tager badezonen afsæt i de principper for regulering og adfærd, københavnerne kender fra trafikken - hvor adskillelsen mellem cykler, gående og biler er gennem tydelige markeringer, som streger og kantsten, der indikerer, hvor det er sikkert at færdes.

For at sikre dette, vil badezonen
  • Blive placeret i et indhak/bassin i havnen, så der er naturlig afstand mellem de badende og havnens skibstrafik.
  • Blive markeret tydeligt, gennem en dobbelt markering. Først ved bøjer på tværs af bassinet, med skiltning, der forbyder brug af motor i bassinet. Dernæst gennem en tydelig markering af selve badezonen, ved sammenhængende flydemarkeringer.

Gevinst
Åbnes der for badning uden for de faste anlæg, vil det blive muligt at bade uden for de åbningstider, der i dag sætter rammen for badning i havnen. I modsætning til de faste anlæg, vil det således være muligt at bade om aftenen såvel som om vinteren i badezonen. Det vil desuden lette presset på de eksisterende anlæg – og, nemt og billigt, udvide københavnernes muligheder for bruge havnen aktivt.


Badezone ved Refshaleøen
For at opfylde visionen om friere badning i havnen anbefaler Kultur- og Fritidsforvaltningen, at der anlægges en badezone i Nordre Bassin ved Refshaleøen – og har udfærdiget et forslag til en badezone i i samarbejde med Refshaleøens Ejendomsselskab A/S.
By & Havn har godkendt placeringen i Nordre Bassin, da bassinet, som et indhak i havnen, trækker zonen væk fra havnens trafik.
Det foreslås, at badezonen er midlertidig. Efter en prøveperiode på 2 år, skal erfaringerne evalueres med henblik på at kunne bruges andre steder i havnen.


Anlæg

Nordre Bassin har en bredde på 100 meter. Forslaget indeholder en bade- og aktivitetszone på 50x35 meter. Nedgang til zonen fra kajkanten kan ske via en badebro, der fører ned til en ponton på ca. 45 m2 (bilag 5)

Badezonen vil ikke have opsyn af livreddere, og information til de badende om badevandkvaliteten sker på infoskærme og via app som på de faste badeanlæg.

Bassinets bolværker, der støder ned til badezonen, er medtagne. Med en klart aflæselig badezone og skilte, der markerer, hvor der kan bades, vil det blive indikeret klart, at de badende ikke skal benytte bolværkerne til at bade fra.

På land indeholder forslaget etablering af cykelparkering, skraldespande og toiletfacilitet. Hertil kommer siddelandskaber af egetræssveller og simpel omklædningsafskærming, der vil give badezonen ydelrigere identitet og karakter. 

Udformningen forudsætter, at poltiet godkender løsningen.


Pris
Etableringsomkostninger anslås til 1,4 mio. kr. i 2014 og driftsomkostninger til vedligehold, renhold og vandarealleje til By & Havn på 0,3 mio. kr. for hvert af årene 2014 og 2015. (bilag 6).

Til sammenligning vil en zone med faste pontoner samt rækværk, som anlægget ved Fisketorvet koste 2,3 mio. kr. (p/l 2014) i anlæg.

Økonomi

Såfremt udvalget beslutter at etablere en badezone ved Refshaleøen, skal der afsættes 1,4 mio. kr. til etableringsomkostninger i 2014 og 0,3 mio. kr. for hvert af årene 2014 og 2015 til drift (alle beløb er i 2014 p/l). Midlerne skal finansieres inden for udvalgets egen ramme.

Videre proces



Carsten Haurum

                                                                    /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. april 2014:

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at arbejde videre med sagen på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser.

Finansieringen af sagen henvises til de kommende forhandlinger om budget 2015.
Til top