Mødedato: 24.02.2024, kl. 11:00
Mødested: Comwell Holte, Kongevejen 495A, 2840 Holte

Håndtering af budgetudfordringen i Kultur- og Fritidsforvaltningen

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til håndteringen af en strukturel økonomisk udfordring i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Udfordringen udgør 18,9 mio. kr. i 2024 og 19,0 mio. kr. fra 2025 og frem. Beløbene er opgjort efter, at forvaltningen har tilpasset driften, udmøntet effektiviseringer og administrative besparelser, og forudsat at Folkeoplysningsudvalget på sit møde den 20. februar 2024 beslutter at omplacere midler fra aftenskolerammen til forvaltningens faciliteter. Herudover er det forudsat, at udvalget godkender investeringsforslag, der kan indgå i finansieringen af udvalgets forvaltningsspecifikke effektiviseringskrav i 2025.

Kultur- og Fritidsudvalget har tidligere besluttet at henvise 5,1 mio. kr. af udfordringen i 2024 til Overførselssagen 2023-2024 med henblik på, at der tilføres ny bevilling til svømmeområdet, som er præget af færre betalende gæster. Udfordringen er fra 2025 5,4 mio. kr. årligt og er henvist til Budget 2025. Udfordringen vil i forhandlingerne om Overførselssagen ikke kunne løftes inden for kategorierne need to eller rettidig omhu og vil derfor skulle løftes og prioriteres politisk for at opnå finansiering.

Udvalget skal med sagen beslutte, hvordan den øvrige del af udfordringen på 13,8 mio. kr. i 2024 og 13,6 mio. kr. fra 2025 og frem skal håndteres. I 2024 vil de udgiftsreducerende håndteringsmuligheder knytte sig til opbremsninger, f.eks. gennem ansættelsesstop, reduktion i servicemål og reduktioner i tilbud til borgerne.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget:

  1. Beslutter hvordan den strukturelle ubalance på 13,8 mio. kr. i 2024 og 13,6 mio. kr. i 2025 og frem skal håndteres.

Problemstilling

Det fremgår af kommunens bevillingsregler, at serviceområdet er rammestyret, og at udvalgene skal sikre, at de bevillinger, der er tildelt, ikke overskrides. Ubalancer skal søges håndteret inden for udvalgets egne rammer med henblik på at sikre et budget i balance og en langsigtet plan for strukturelle udfordringer.

Kultur- og Fritidsforvaltningen forventer en strukturel udfordring på 18,9 mio. kr. i 2024 og 19,0 mio. kr. fra 2025 og frem, jf. tabel 1. Dette er efter, at forvaltningen har tilpasset omkostningerne og forudsat, at der bliver øremærket midler fra aftenskolerammen til forvaltningens faciliteter. Det er ligeledes forudsat, at Kultur- og Fritidsudvalget på mødet den 24. februar godkender tre investeringsforslag, der kan indgå i finansieringen af udvalgets forvaltningsspecifikke effektiviseringskrav i 2025 (vedtaget af Økonomiudvalget den 24. januar 2024). De tre investeringsforslag vil medføre effektiviseringer på 1,4 mio. kr. allerede i 2024, da indsatserne – såfremt de vedtages – igangsættes umiddelbart efter Overførselssagen 2023-2024. Herudover er den strukturelle udfordring efter, at forvaltningen har udmøntet effektiviseringer og tilpasset driften på det administrative område og myndighedsområdet.

Tabel 1. Strukturel ubalance i Kultur- og Fritidsforvaltningen (i mio. kr.)

2024

2025 og frem

Strukturelle udfordringer på kultur- og fritidsområdet

11,6

11,6

Strukturel udfordring på svømmehalsområdet *

6,1

7,4

Forøget budgetudfordring som følge af finansiering af Foreningsportalen**

2,6

0,0

Effekt af investeringsforslag i 2024 ***

-1,4

0,0

I alt ****

18,9

19,0

* Udfordringen ligger 1,3 mio. kr. lavere i 2024 grundet Vesterbro Svømmehal.

** En del af det beløb, som Folkeoplysningsudvalget forventes at afsætte til, at aftenskolerne i stigende omfang kan anvende kulturhusene mv., vil i 2024 gå til køb af Foreningsportalen. Dermed forøges ubalancen i 2024 i forhold til det, der fremgik af sagen fra Kultur- og Fritidsudvalgsmødet den 25. januar 2024.

*** De tre investeringsforslag, som har effekt i 2024 er: Bedre konserveringskapacitet på kulturarvsområdet, ændret ansøgningsprocedure for alkoholbevillinger og udvidet digital understøttelse af ledelsesopgaven på facilitetsområdet.

**** Udfordringsbilledet omfatter ikke evt. ubalancer knyttet til erhvervslejeprojektet, reinvestering i it, planlagt vedligehold af bygningsmassen eller det effektiviseringsbidrag, som kan forventes udmeldt for 2025, da disse forhold håndteres i selvstændige sagsforelæggelser.

Løsning

Kultur- og Fritidsudvalget har på mødet den 25. januar 2024 besluttet at henvise en del af udfordringen på svømmeområdet til Overførselssagen 2023-2024 og Budget 2025 med henblik på, at der tilføres ny bevilling. Udfordringen vil i forhandlingerne om Overførselssagen 2023-2024 ikke kunne løftes i kategorierne need to eller rettidig omhu og vil derfor skulle løftes og prioriteres politisk for at opnå finansiering.

Herefter mangler udvalget at håndtere 13,8 mio. kr. i 2024 og 13,6 mio. kr. fra 2025 og frem, jf. tabel 2.

Tabel 2. Håndtering (i mio. kr.)

I mio. kr.

2024

2025 og frem

Strukturel udfordring

18,9

19,0

Henvises til Overførselssagen 2023-2024 og Budget 2025

-5,1

-5,4

Resterende udfordring

13,8

13,6

Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet forslag til modeller for justering af taksterne på svømmeområdet, som kan generere merindtægter på 1,0 mio. kr. i 2024 og 2,0 mio. kr. fra 2025 og frem. Modellerne er omtalt i bilag 1. Under forudsætning af, at taksterne hæves, så der opnås de anførte merindtægter, hvilket vil kunne ske med den i bilaget omtalte model 1, udestår der en ubalance på 12,8 mio. kr. i 2024 og 11,6 fra 2025 og frem, jf. tabel 3.

Tabel 3. Øvrigt håndteringshov

Til håndtering jf. indstillingen

13,8

13,6

Dækning af indtægtstab på svømmeområdet ved at hæve taksterne

-1,0

-2,0

Håndteringsbehov – øvrige initiativer

12,8

11,6

For at adressere udfordringen for 2025 og frem bliver udvalget præsenteret for forslag til en bedre udnyttelse af kultur- og fritidskvadratmeter ved bl.a. samlokaliseringer. Da strukturelle omstillinger først kan forventes at få virkning fra 2025, skal der findes midlertidige løsninger i 2024. De midlertidige løsninger for 2024 drøftes på budgetseminaret med udgangspunkt i et bruttokatalog, som Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder. Såfremt ubalancen i 2024 skal håndteres via udgiftsreducerende tiltag, vil det ske via opbremsninger, f.eks. gennem ansættelsesstop, reduktion i servicemål og reduktioner i tilbud til borgerne.

De disponible midler udgjorde 24,0 mio. kr. i 2023. Heraf blev 15,9 mio. kr. disponeret til foreningerne, mens 8,1 mio. kr. gik til håndtering af budgetudfordringen på kultur- og fritidsområdet på forvaltningsområdet.

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede på mødet den 25. januar 2024 muligheden for - ligesom i 2023 - at omprioritere en del af Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler til at håndtere den midlertidige ubalance i 2024. Bilag 2 viser i forlængelse heraf udviklingen i de disponible midler. Den samlede ramme for de disponible midler er steget til 32,1 mio. kr. i 2024, og der er 16,7 mio. kr., som ikke er udmøntet og som dermed vil kunne omprioriteres. Udvalget vil på senere møde få forelagt en indstilling om, at de disponible midler finansierer halvdelen af udgiften til køb af et nyt bookingsystem som erstatning for BookByen og Foreningsportal. Såfremt udvalget beslutter dette, vil der stadig være 13,0 mio. kr. til disponering og dermed mulig omprioritering. Finansieringen af det nye bookingsystem har været løftet i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2024 men opnåede ikke prioritering. Alternativt vil finansieringen af systemet skulle tilvejebringes via et internt lån, som vil belaste servicerammen yderligere i tilbagebetalingsperioden.

Økonomi

Der skal håndteres en økonomisk ubalance på 18,9 mio. kr. i 2024 og 19,0 mio. kr. fra 2025 og frem.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil implementere Kultur- og Fritidsudvalgets beslutninger i umiddelbar forlængelse af udvalgsmødet.

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2024

Et samlet Kultur- og Fritidsudvalg fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1), om erstatning af indstillingen:

”Det foreslås,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at den strukturelle ubalance udgør 18,9 mio. kr. i 2024 og 19,0 mio. kr. fra 2025 og frem, idet udvalget har valgt ikke at henvise en del af udfordringen vedrørende svømmeområdet til forhandlingerne om Overførselssagen 2023-2024.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget vedtager de tiltag, som er nævnt i bilag 4, hvilket frigiver 18,9 mio. kr. i 2024 og 8.9 mio. kr. fra 2025 og frem.
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget tilslutter sig, at forvaltningen i forlængelse af drøftelserne på budgetseminaret på et senere udvalgsmøde fremlægger forslag til håndtering af den resterende udfordring fra 2025 og frem.”

 

Det af et samlet Kultur- og Fritidsudvalg fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev godkendt uden afstemning.

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti ønsker ikke at spare på biblioteker (bibliotekarer, fysiske bøger, arrangementer) eller kulturhuse. Mht. svømmehaller ønskede vi model 3. Vores fremlagte løsningsforslag gik på at afskaffe Filmstriben for 3,7 mio. kr. og anvise resten via puljen med disponible midler. Vi anerkender imidlertid, at der er flertal for denne beslutning i budgetforligskredsen, som vi er en del af og derfor kommer til at følge.”

 

Til top