Mødedato: 24.02.2023, kl. 15:00
Mødested: Comwell, Kongevejen 495 A, Holte

Udmøntning af pulje til strategisk erhvervsudvikling i kreative bymiljøer og understøttelse af kreative erhverv

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til kriterier, krav og tidsplan for udmøntning af pulje til strategisk erhvervsudvikling i kreative bymiljøer og understøttelse af kreative erhverv. Formålet med puljen, som blev vedtaget med Budget 2023, er at fremme bylivet, skabe strategiske partnerskaber og understøtte Københavns kreative bymiljøer. Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at puljen udmøntes i to ansøgningsrunder med hver 1,35 mio. kr. i henholdsvis juni 2023 og marts 2024.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter kriterier og formelle krav for pulje til strategisk erhvervsudvikling i kreative bymiljøer og understøttelse af kreative erhverv og om ansøgningsrunderne skal ligge i hhv. juni 2023 og marts 2024.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget på baggrund af drøftelserne godkender kriterier for pulje til strategisk erhvervsudvikling i kreative bymiljøer og understøttelse af kreative erhverv. 

Problemstilling

I Budget 2023 blev der afsat 1,5 mio. kr. årligt i 2023 og 2024 til puljemidler og administration til strategisk erhvervsudvikling i kreative bymiljøer og understøttelse af kreative erhverv. Puljen kan søges af kreative aktører og kulturinstitutioner til indsatser, som kan fremme bylivet, skabe strategiske partnerskaber og understøtte udvikling af kreative bymiljøer i København (bilag 1).

De kreative erhverv og oplevelsesøkonomien er styrkepositioner for København. Puljen understøtter styrkepositionerne og følger desuden op på anbefalinger fra Københavns Kommunes virksomhedsnetværk om byens kreative erhverv, som blev præsenteret på møde i Københavns Erhvervsråd den 19. april 2022 (bilag 3).

Løsning

Formålet med puljen er, som beskrevet i budgetnotatet, at understøtte strategisk erhvervsudvikling i kreative bymiljøer. Puljen giver byens erhvervs-, kultur- og oplevelsesaktører mulighed for at ansøge om støtte til aktiviteter, der understøtter formålet, og midlerne kan søges af både offentlige og private aktører. 

Der kan ydes støtte til aktiviteter som: 

  • Etablering af netværk mellem erhvervsliv, ejendomsudviklere, kulturaktører m.m. i bydelene, der kan arbejde for at fastholde og videreudvikle kreative miljøer.
  • Etablering af nye strategiske partnerskaber om nyskabende initiativer eller nye fyrtårnsprojekter, der kan profilere og skabe erhvervsudvikling i et område eller hele hovedstaden.
  • Udvikling og afholdelse af lokale aktiviteter, der understøtter erhvervsudvikling igennem mere byliv, såsom markeder eller via lokal markedsføring.

Forvaltningen indstiller, at der stilles følgende kriterier for tildeling af puljen:

  • De ansøgte aktiviteter bidrager til øget kultur- og fritidsliv og tiltrækning af besøgende til en bydel eller til hele hovedstaden
  • De ansøgte aktiviteter bidrager til et bredere arbejdsmarked eller jobskabelse inden for kreative og relaterede erhverv
  • De ansøgte aktiviteter udvikles og finansieres i samarbejde mellem flere aktører, som har søgt samlet og indgår som samarbejdspartnere, fx erhvervsvirksomheder, kulturaktører og ejendomsudviklere
  • De ansøgte aktiviteter bidrager til at etablere nye partnerskaber, hvor aktører står sammen om en langsigtet indsats for byen, der rækker ud over den støttede aktivitet.
  • De ansøgte aktiviteter har karakter af fyrtårnsprojekt, der kan profilere hovedstaden eller et lokalt kvarter og fremme erhvervsudviklingen
  • Der kan maksimalt søges om 500.000 kr. og minimum 100.000 kr. i aktivitetsstøtte. Ved større indsatser eller projekter kan midlerne suppleres med Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler. 
  • Ansøgers egenbetaling skal være på minimum 50 procent.

Desuden stilles følgende formelle krav til ansøgere i puljen:

  • Der kan fortrinsvis ydes støtte til nye aktiviteter og kun i begrænset omfang ydes støtte til aktiviteter, der i forvejen er delvis finansieret af kommunale midler. Der kan ikke gives støtte til allerede gennemførte aktiviteter.
  • Aktiviteter skal være geografisk begrænset til Københavns Kommune og afvikles inden udgangen af december 2024. Det vil dog være muligt at søge til aktiviteter, som både vil blive gennemført i 2023 og 2024, og der kan søges/bevilges til aktiviteter i begge år i første ansøgningsrunde.

Hvis der er tale om tilskud til erhvervsaktører, skal tilskud øremærkes til lovlige kommunale aktiviteter.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil inddrage erhvervsorganisationer og brancheorganisationer mv., som kan bidrage til at sprede nyheden om puljen, bruge deres branchekendskab til at finde ansøgere og eventuelt medfinansiere projekter. 

Puljen supplerer en række erhvervs- og kulturpolitiske indsatser i Københavns Kommune (bilag 2). 

Alle ansøgere vil blive opfordret til at benytte Kultur- og Fritidsforvaltningens kommunikationskanaler til at udbrede kendskabet til arrangementer, der henvender sig til besøgende, fx Brug Byen og Copenhagen Visitor Services digitale guide til byens gæster. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Der er afsat 1,5 mio. kr. årligt i 2023 og 2024 til puljemidler og administration. Selve puljen vil være på 1,35 mio. kr. årligt, da der afsættes 150.000 kr. til administration og kommunikation.

Videre proces

Puljen lanceres i marts 2023, og der kan ansøges frem til medio maj. Kultur- og Fritidsforvaltningen varetager sekretariatsbetjeningen i forbindelse med udvælgelse af støttemodtagere og udmøntning af puljen. Udmøntning af puljen vil blive forelagt udvalget i henholdsvis juni 2023 og marts 2024 (bilag 4).

Søren Tegen Pedersen

                                                                                       /Aravni Jakobsen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2023:

Centerchef Aravni Jakobsen, kontorchef Marianne Kruckow og chefkonsulent Mikkel Holst deltog under behandlingen af punktet.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top