Kulturvision og lejemål i Kødbyen
Kultur- og Fritidsudvalget havde den 11. august 2022 en temadrøftelse om Kødbyen. Udvalget besluttede at undersøge mulighederne for at udarbejde et medlemsforslag til Borgerrepræsentationen om en ny kulturvision for Kødbyen.
Nogle kulturelle aktører er udfordret af, at bygningerne i Kødbyen i deres nuværende form og indretning ikke umiddelbart kan godkendes til de formål, aktørerne ønsker at anvende dem til i dag. Aktørerne har benyttet faciliteterne i flere år, og aktørerne har udviklet sig undervejs, og samtidig er kravene til ændret godkendelse ret omfattende og kan være en udfordring. Herudover kan lejens størrelse og vedligeholdelsesefterslæb være en udfordring for nogle kulturelle aktører.
Udvalget besluttede endvidere på mødet den 11. august, at forvaltningen skulle vende tilbage med en model for orientering af udvalget om ledige lejemål i Kødbyen. Udvalget forelægges særskilt indstilling på dagsordenen (pkt. 16) med model for håndtering af forvaltningens orientering om ledige lejemål i Københavns Kommune, herunder ledige lejemål i Kødbyen.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter, om der skal fremsættes forslag om ændring af vision for Kødbyen.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget ønskede på mødet den 11. august 2022 en drøftelse af, hvorvidt der skal udarbejdes en ny kulturvision for Kødbyen. Den seneste strategi for Kødbyen er fra 2011 og omhandler en strategi for Den Brune og Den Hvide Kødby som hjemsted for kreative erhverv.
Løsning
Udviklingen af Kødbyen har været forankret i de tidligere vedtagne visioner for Den Hvide Kødby fra 2005 (bilag 2) og ”Kød og Kreativitet” fra 2011 (bilag 3). Den overordnede vision er, at Den Hvide Kødby skal omdannes til ”Et gastronomisk og kreativt fyrtårn”, og Den Brune Kødby skal være ”kultur- og idrætscentrum på Vesterbro”.
Disse visioner er skabt for at sikre en udvikling af Kødbyen, så der bliver plads til såvel fødevareproduktion som kreative erhverv.
Af den seneste lokalplan for Den Hvide Kødby, som blev vedtaget i juni 2018, fremgår det, at min. 30 % af etagearealet i område I, II og III (bilag 4) fastlægges til produktions-, engros- og udviklingsvirksomhed med dertilhørende administration indenfor fødevarebranchen.
Københavns Kommune har allerede en række aktører med enten erhvervslejemål eller brugsaftale i Kødbyen. Nogle af disse aktører er udfordret af, at bygningerne i deres nuværende form og indretning ikke umiddelbart kan godkendes til de formål, de ønskes anvendt til. Herudover bliver kulturaktørerne udfordret af lejens størrelse, når der skal betales markedskonform leje. Hertil kommer, at der er et stort vedligeholdelsesefterslæb i Kødbyen.
De kulturaktører, der er interesserede i lejemål eller brugsaftale i Kødbyen, mødes af udfordringer med at finansiere de ønskede ombygninger, som f.eks. i H17. Prisen for en ombygning, så de kan benytte lokalerne til de ønskede formål, vil ofte være høj, og den efterfølgende betaling af markedsleje kan være vanskelig at betale.
Uanset hvornår en fremtidig renovering af Kødbyen vil blive besluttet, kan der, efter Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, være behov for et større råderum for tildeling af lejemål til kulturelle aktører i Kødbyen. Det vil bl.a. kræve, at der tilvejebringes finansiering til indgåelse af flere KFF-lejemål og gennemførelse af eventuelle anvendelsesændringer til formålet.
Ændrede godkendelser til anvendelse til kulturelle formål vil kræve en større screening og planlægningsbevilling for at kunne vurdere omkostningerne ved at lovliggøre de enkelte mulige lejemål, herunder vurdering af muligheder under den eksisterende fredning.
Der pågår i øjeblikket et arbejde i Økonomiforvaltningen/KEID med at udarbejde en ny udlejningsstrategi for Kødbyen. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil blive inddraget i dette arbejde, og her vil der også kunne bidrages med ønsker for kulturlivet i Kødbyen. Den fremtidige udlejning vil foregå efter samme retningslinjer (Huslejemodellen) som hidtil: Ledige lejemål udbydes til alle forvaltninger, og hvis ingen er interesserede i at leje det pågældende lejemål, kan KEID udleje på markedsvilkår.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre på baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelser og beslutninger.
Søren Tegen Pedersen
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2023:
Kontorchef Marianne Kruckow deltog under behandling af punktet.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at der ikke skulle fremsættes forslag om ændring af visionen for Kødbyen.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skal gå i dialog med Økonomiforvaltningen om en tilfredshedsundersøgelse blandt lejerne i Kødbyen.