Mødedato: 24.02.2023, kl. 15:00
Mødested: Comwell, Kongevejen 495 A, Holte

Profil for idrætshal ved specialskole i Ørestad

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til profil for ny idrætshal som del af byggeri af en ny specialskole for udviklingshæmmede på Ørestad Boulevard 220. Med udgangspunkt i elevgruppens behov foreslås det at afvige fra funktionsprogrammet for skoleidrætshaller, hvilket i det konkrete tilfælde også vil være attraktivt for fritidsbrugere.

Skolens elever har svært ved at indgå i aktiviteter i en stor, klassisk idrætshal. Derfor kan man med fordel i stedet etablere flere idrætsrum og en mindre hal egnet til halidræt som fx basketball og volleyball, så faciliteterne både tilgodeser den særlige målgruppe og foreningsbrugere i øvrigt. Det foreslås samtidig at anvende universelt design i planlægningen, så idrætsfaciliteten ikke kun henvender sig til brugere med funktionsnedsættelser, men opleves som en idrætsfacilitet for alle idrætsaktive.    

Planlægningsfasen er igangsat med Budget 2023 med bestilling på en skoleidrætshal uden forudgående behovsafklaring og brugerdialog. Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer derfor, at der skal tages politisk stilling til at afvige fra funktionskravene til en klassisk skoleidrætshal.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at profil for kommende idrætsfacilitet ved ny specialskole i Ørestad målrettes specialskolens elever og fritidsbrugere med funktionsnedsættelser og derfor etableres som en opdelt hal fremfor én stor standardhal.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om hallen ved ny specialskole i Ørestad skal målrettes specialskolens elever og fritidsbrugere med særlige behov eller være en traditionel 20x40 hal.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen har siden vedtagelsen af Budget 2023 været i dialog med de eksisterende københavnske specialskoler og repræsentanter for foreningslivet for at afdække forskellige målgruppers behov og ønsker til idrætsfacilitetens udformning og indretning.

Specialskolen

Specialskolen kommer til at indeholde 96 specialskolepladser inkl. KKFO og klubpladser. Det er en skole med børn fra 0.-9. klasse, der har svære fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.

Elevernes funktionsnedsættelser betyder, at de har svært ved at deltage i idrætsaktiviteter i en stor, klassisk idrætshal. Både de sansesarte og sansesøgende har brug for mindre rum afskærmet fra forstyrrende lyd og synsindtryk.

Fysisk aktivitet spiller en afgørende rolle for elevernes motoriske udvikling, læringsparathed og trivsel. Der er derfor et stort ønske om at skabe gode rammer for både idrætsundervisning i grupper på 5-10 børn og individuelle, aktive pauser i løbet af skoledagen.

Samtidig har skolen et ønske om adgang til 2-3 lydadskilte aktivitetsrum, så idrætsundervisningen kan afvikles for flere klasser samtidig i eftermiddagstimerne. Det efterspørges, at et af idrætsrummene kan anvendes til fællesarrangementer for alle skolens 96 elever inkl. personale og forældre.

Hvis idrætsfaciliteten specialindrettes til specialskolens elever, kan den også anvendes som stævnehal for de andre københavnske specialskoler. Derudover vil en idrætsfacilitet med foreningsaktivitet som del af skolebyggeriet lette børnenes vej til et aktivt fritidsliv, som er en vigtig social øvebane i at begå sig med andre i et fællesskab.

Fritidsbrugere

Idrætsfaciliteten vil efter skoletid blive anvendt af foreningsidrætten. Hvis idrætsfaciliteten udformes som en specialfacilitet målrettet specialskolens elever, vil den i særlig grad også være attraktiv for fritidsbrugere med funktionsnedsættelser.

En specialfacilitet til denne brugergruppe vil understøtte idrætsforeningers mulighed for at tilbyde målrettede aktiviteter i en velegnet idrætsfacilitet. Noget som i dag er vanskeligt for mange foreninger, og en medvirkende årsag til, at personer med funktionsnedsættelser er mindre aktive i foreningsidrætten.   

Idrætsfacilitetens placering stationsnært på Ørestad Boulevard betyder, at den både kan blive et vigtigt omdrejningspunkt for idrætsforeninger i Ørestad men også fungere som bydækkende specialfacilitet for hele København og omegn. I området findes i dag en multifunktionel idrætshal på Kalvebod Skole og to nye skoleidrætshaller er på vej (Bilag 1). Foreningsaktiviteter der kræver fuld halstørrelse vil derfor kunne tilgodeses i nærliggende haller.

En specialfacilitet spiller godt sammen med kommunens kommende handicappolitiks målsætninger om at gøre byen mere tilgængelig for flere, så flere blandt andet kan deltage i kultur- og fritidslivet.

Arealdisponering og særindretning

Det foreslås, at idrætshallen etableres som en opdelt hal, der indrettes særligt til udvalgte brugergrupper og typer af idrætsaktiviteter, der kan benyttes af en bred gruppe af foreninger til både almen- og specialhold. Målretning af idrætshallen til brugere med funktionsnedsættelse medfører blandt andet særlige krav til akustikregulering og gulvbelægning og fast inventar.

Da specialskolens idrætsaktiviteter primært gennemføres i mindre idrætssale vil en løsning med flere sale og en mindre hal frem for en stor idrætshal give en bedre udnyttelse, hvor overskydende haltider om dagen kan frigives til andre brugere end skolen. Det forudsætter dog, at hallen kan afskærmes fra resten af skolen.

En tilpasset hal skal fortsat kunne tilgodese de mere pladskrævende aktiviteter som basket og volley og herved også leve op til arealkrav til handicapidrætsgrene som goalball, kørestolsbasket og kørestolsrugby. Hallen vil således kunne benyttes af en bred gruppe af foreninger til både almen- og specialhold. For en uddybning af forhold vedr. arealdisponering og særindretning se bilag 2.

I den videre planlægning af idrætsfaciliteten, undersøges muligheden for at forberede konstruktionen til en fremtidig ombygning til én samlet idrætshal, hvis behovene ændrer sig.   

Økonomi

En specialfacilitet med to separate idrætsrum og særindretning forøger anlægsudgifterne. Anlægsprisen fastsættes i planlægningsfasen frem mod fælles budgetnotat for skole og idrætshal til Budget25.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen indarbejde udvalgets tilkendegivelse i et budgetnotat til forhandlingerne om overførselssagen 2022-23 med henblik på politisk fastlæggelse af valg af hal.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil herefter arbejde videre med planlægning af en specialfacilitet i tæt dialog med brugerrepræsentanter og Børne- og Ungdomsforvaltningen.

 

Søren Tegen Pedersen

                                                      /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2023:

Indstillingen blev godkendt.

Til top