Mødedato: 24.02.2023, kl. 15:00
Mødested: Comwell, Kongevejen 495 A, Holte

Drøftelse af tilskud til de lokalhistoriske foreninger og arkiver i Københavns Kommune

Se alle bilag

De lokalhistoriske foreninger og arkiver i Københavns Kommune består af 10 lokalarkiver, bemandet af frivillige, som har til formål at sikre, at viden og materiale om lokalområder bevares for eftertiden.

Fra 2024 vil de lokalhistoriske foreninger og arkiver ikke modtage tilskudsmidler nok, til at kunne dække udgifter til husleje og aktiviteter, da lokalarkivernes midlertidige tilskud udløber.

Kultur- og Fritidsudvalget præsenteres for en oversigt over de lokalhistoriske foreninger og arkivers budgetter og bevillinger fra 2023, med henblik på at Udvalget kan drøfte situationen for de lokalhistoriske foreninger og arkiver i Københavns Kommune fra 2023.

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til om de udgifter som de lokalhistoriske foreninger og arkiver har til husleje og aktiviteter fra 2024, skal finansieres af midler fra Københavns Kommune, eller om de lokalhistoriske foreninger og arkiver skal skaffe nye indtægter, f.eks. øget kontingent, eller om der kan reduceres og/eller sammenlægges to eller flere arkiver for at spare udgifter til husleje og forbrug.

Der vil være engangsudgifter forbundet med flytning og sammenlægning af arkiver.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter tilskud til de lokalhistoriske foreninger og arkiver i Københavns Kommune fra 2023.

Problemstilling

Sammenslutning af Lokalhistoriske Foreninger og Arkiver (SLAK) i Københavns Kommune fik med Budget 2023 afslag på deres ansøgning om fornyelse af deres bevilling med udløb i 2022 på 176 t.kr. SLAK fik endvidere afslag på deres ansøgning til Kultur- og Fritidsudvalget om fortsættelse af deres eksisterende tilskud i 2023 på Udvalgets møde den 8. december 2022.

SLAK’s midlertidige bevilling på 200 t.kr. udløber også i 2023. Fra 2024 vil den varige bevilling på 521.462 kr. ikke være tilstrækkelig til at dække de faste udgifter til husleje ved de lokalhistoriske foreninger og arkiver i Københavns Kommune.

Løsning

SLAK i København er en sammenslutning af 10 lokalarkiver, som ligger i syv kommunale lejemål og tre private lejemål. Lokalarkiverne er foreninger bemandet med frivillige. Deres formål er at sikre, at viden og materiale om et lokalområde bevares for eftertiden. Arkiverne er løbende i kontakt med områdets borgere og foreninger og er leveringsdygtige i historier om alt fra gadenavne til skoler og områdernes familier. Arkiverne er åbne for alle, og foreningerne har til sammen omkring 1.000 medlemmer.

Lokalarkiverne har indsamlet over 122.000 billeder, ca. 1.000 film, ca. 500 lydbånd og ca. 590 hyldemeter dokumenter, som kommer fra lokale privatpersoner, organisationer og virksomheder, der alle omhandler historiske forhold i København.

Københavns Kommune har ikke pligt til at yde tilskud til lokalarkivernes virke, men skal modtage deres indsamlede materialer ved eventuelt ophør.

Budgettet for SLAK er i 2023 større end de bevilligede tilskudsmidler i 2023. Årsagen er, at SLAK har indsendt budget til Forvaltningen inden deres ansøgning til Udvalget, om en fortsættelse af deres tilskud i 2024. Ansøgningen blev behandlet af Udvalget på deres møde den 8. december 2022. Ansøgningen blev afslået og derfor er det samlede tilskud til SLAK i 2023 ikke tilstrækkeligt til at imødekomme deres ønsker til anskaffelser i år.

I 2023 vil de faste udgifter på 621.929 kr. kunne dækkes af hhv. den varige bevilling på 557.923 kr. og den midlertidige bevilling på 200 t.kr. De resterende midler (ca. 146 t.kr.) fordeles af SLAK til at dække driftsudgifter og ønsker til nyanskaffelser.

 Arkivfaglig vurdering

Lokalarkiverne varetager en lokalhistorisk opgave med indsamling og bevaring af private arkiver, som ingen andre i dag løser. Som betingelse for at få tilskud fra Københavns Kommune skal lokalarkivets vedtægter indeholde en bestemmelse om, at det indsamlede materiale overgår til Københavns Stadsarkiv ved en eventuel opløsning af arkivet. Det er en opgave Københavns Stadsarkiv i dag hverken har plads eller ressourcer til at løse.

Københavns Stadsarkiv har som del af sin virksomhed opbygget et billedarkiv, hvor man indsamler, registrerer, opbevarer og formidler fotografier og billeder fra København. Denne billedsamling er gjort tilgængelig i kbhbilleder.dk, et website der drives af Forvaltningen/Kunst & Historie.

Forvaltningen/Kunst & Historie har tidligere været i dialog med SLAK vedrørende deres ønske om at gøre deres digitaliserede historiske fotos tilgængelige på kbhbilleder.dk. De mange fotos vil være et godt supplement til den eksisterende samling, og de tekniske udfordringer i forbindelse med overførslen vurderes at være relativt overskuelige.

En aftale om udvidelse af kbhbilleder.dk vil dog kræve en afklaring af den fortsatte, langsigtede drift af kbhbilleder.dk, som i dag ikke er finansieret.

Konsekvenser

Fra 2024 vil den varige bevilling på 557.923 kr. ikke være tilstrækkelig til at dække de faste udgifter til husleje på ca. 620 t.kr. ved de lokalhistoriske foreninger og arkiver i Københavns Kommune, og der vil ikke være midler til aktiviteter og anskaffelser.

Af bilag 1 fremgår oversigt over de faste udgifter for de enkelte lokalarkiver. Ved en mindre bevilling vil det være nødvendigt, at enten skaffe nye indtægter for arkiverne, hvis det nuværende antal arkiver og aktivitetsniveau skal opretholdes. Alternativt skal der reduceres og/eller sammenlægges to eller flere arkiver for at spare udgifter til husleje og forbrug.

Det må påregnes at ændringer i form af nedlæggelse, flytning og sammenlægning vil medføre engangsudgifter, som ikke kan dækkes af den samlede bevilling.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med de lokalhistoriske foreninger og arkiver baggrund af udvalgets drøftelser og eventuelle beslutninger.

 

Søren Tegen Pedersen

 

                                                          /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2023:

Kontorchef Marianne Kruckow deltog under behandling af punktet.

Jonas Bjørn Jensen forlod lokalet under drøftelsen af dette punkt.

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede punktet.

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om et budgetnotat til Budget 2024.

Til top