Ansøgning: Talk Town
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om støtte til debatfestivalen Talk Town, da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2017.
Problemstilling
Kulturproduktionskollektivet Indgreb og Kvinderådet søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 150.000 kr. til debatfestivalen Talk Town på Københavns Hovedbibliotek (bilag 1).
Der er ikke afsat midler til formålet på Budget 2017.
Løsning
Talk Town er en debatfestival om køn, ligestilling og feminisme. Festivalen indtager hele Københavns Hovedbibliotek inkl. hemmelige kældre og hyggelige gårdhaver med gratis offentlige debatter, foredrag, konferencer, vandringer, samtalemiddage, kammerkoncerter, feministisk spilcafé, live radio podcast og performances. Det offentlige rum, unge, sex og grænser, FNs Mål 5, mænd og nye manderoller er nogle af de overordnede temaer på festivalen. Talk Towns formål er at understøtte den folkelige og faglige debat om ligestilling og feminisme. Festivalen skaber en faglig, social og kulturel ramme, hvor danske kvindeorganisationer, erhvervsliv, fagbevægelse, politiske partier, offentlige aktører, medier, relevante uddannelser m.fl. diskuterer køns- og ligestillingspolitik med hinanden, borgere og internationale meningsdannere. Ideen er, at de forskellige indholdsarrangører selv udvikler, faciliteter og inviterer til arrangementerne. Det vil også sige, at de deltagende indholdsarrangører selv annoncerer i deres respektive netværk, hvilket vil give et meget bredt markedsføringsfelt til mange målgrupper.
Talk Town afholdtes første gang i Den grå Kødby i 2016, hvor 2.500 - 3.000 publikummer, ifølge ansøger, besøgte festivalen. Kultur- og Fritidsudvalget støttede festivalen i 2016 med 130.000 kr.
I år har ansøger valgt at flytte festivalen til Københavns Hovedbibliotek for at nå et endnu bredere publikum.
Som noget nyt i år udvikles der en specifik ungescene for ungdomsorganisationer- og aktører. Det er festivalens ambition fortsat at holde festivalen international ved at opfordre samarbejdspartnere til at invitere udenlandske gæster og publikummer. Dette for at perspektivere den hjemlige debat med den internationale virkelighed, løfte blikket for verdens udfordringer og forstå ligestilling som en global udfordring.
Talk Town arrangeres af Kvinderådet i samarbejde med kulturproduktionskollektivet Indgreb. Festivalen forventes at indeholde
- 40-50 offentlige debatter, seminarer og foredrag
- 10-15 kulturelle indslag i form af musik, kunstudstillinger, performance, film og lignende med kvinder i fokus og på scenen
- Mindst 30 forskellige indholdsarrangører
- Mellem 3.000 - 4.000 deltagere
Festivalen har et budget på 595.000 kr. Statens Kunstfond har støttet festivalen med 50.000 kr. Kultur- og Fritidsudvalget søges om et tilskud på 150.000 kr. (bilag 2)
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2017:
Der blev begæret afstemning om et forslag om at bevilge et tilskud på 150.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Et mindretal (Rikke Lauritzen og Jens Kjær Christensen) stemte for forslaget.
Et flertal (Rune Dybvad, Taner Yilmaz, Simon Strange, Carl Christian Ebbesen, Jens-Kristian Lütken, Andreas Pourkamali, Michael Gatten) stemte imod.
Forslaget blev således forkastet.
Maria Frej deltog ikke i sagens behandling.