Ansøgning: støtte til brandsikring på Fabrikken for Kunst og Design
Kunst og Design (Fabrikken).
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om 1,5 mio. kr. til færdiggørelse af byggesag vedr. brandsikring af Fabrikken, da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2017.
Problemstilling
Fabrikken søger Kultur- og Fritidsudvalget om 1,5 mio. kr. til færdiggørelse af byggesag vedr. brandsikring (bilag 1).
Løsning
Fabrikken - som er beliggende i en tidligere vaskeribygning til det tidligere Sundby Hospital - består af 50 atelierer for anerkendte københavnske kunstnere, samt en hal på 1000 m2.
Fabrikken er en selvejende institution, som får lejemålet Sundholmsvej 46 stillet huslejefrit til rådighed gennem en driftsaftale. Fabrikken afholder selv forbrugsudgifter og modtager ikke tilskud til driften.
Hallen i Fabrikken anvendes til husets store arrangementer, bl.a. den alternative kunstmesse Alt_Cph og til åbent hus i foråret.
Indtægter fra udlejning af hallen udgør en betragtelig del af Fabrikkens økonomiske grundlag og er med til at sikre, at Fabrikken kan løfte andre af sine kerneopgaver.
Ifølge Fabrikken er hallen med til at sikre:
- at Fabrikken selv kan afholde de driftsomkostninger, som knytter sig til bygningen.
- at Fabrikken kan afholde offentlige arrangementer og løfte de opgaver, som er indeholdt i driftsaftalen med Københavns Kommune.
- at Fabrikken kan tilbyde de bedst mulige produktionsbetingelser for kunstnere, herunder tilbyde en lav husleje.
Der er derfor nødvendigt, at hallen godkendes til 500 personer. Hidtil har Fabrikken fået dispensation til store arrangementer, men i forbindelse med dispensationsansøgning til afholdelse af kunstmessen Alt_Cph i september 2016 blev det slået fast,
- at Fabrikken ikke kan få yderligere dispensationer, og at et påbud er nært forestående, medmindre Fabrikken afslutter den flerårige byggesag vedr. brandsikring. Fabrikken har i 2013 fået byggetilladelse til at udbedre de forbedringer, der kræves for at kunne blive brandgodkendt til ophold for op til 500 personer.
- at der indtil brandsikringen er godkendt ikke må opholde sig mere end 50 personer i hallen. Fabrikken har derfor været nødt til at udsætte kunstmessen fra september 2017 til 2018, hvor man forventer, at byggesag vedr. brandsikring er afsluttet. Udlejning til store arrangementer er heller ikke muligt før byggesagen er afsluttet.
- at færdiggørelse af brandsikringen er mere omfattende end tidligere oplyst fra den tilsynsførende i Teknik- og Miljøforvaltningen. I stedet for de tidligere oplyste ca. 500.000. kr. vil en færdiggørelse af byggesag vedr. brandsikring nu koste ca. 1,7 mio. kr. (bilag 2).
En række af de krav til forbedringer, som byggetilladelsen rummer, har Fabrikken udført bl.a. med økonomisk bidrag fra Københavns Kommune.
Hvis der kan findes finansiering til færdiggørelse af brandsikring, kan Fabrikken sætte arbejdet i gang med kort varsel.
Fabrikken søger private fonde til medfinansiering af brandsikringen på Fabrikken. Men da sagen er akut, ansøger Fabrikken om det fulde beløb hos Kultur- og Fritidsudvalget, eventuelt delvist som underskudsgaranti i tilfælde af, at det ikke lykkes Fabrikken at rejse fondsmidler til projektet.
Fabrikken har indsendt følgende finansieringsplan, der tager højde for fondsstøtte:
Finansieringsplan:
Københavns Kommune: 1.000.000 kr.
Private fonde: 500.000 kr.
Egenfinansiering: 186.000 kr.
I alt: 1.686.000 kr.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at henvise sagen til overførselssagen.
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om at sagen sættes på KFU-dagsordenen når resultatet af forhandlingerne om overførselssagen foreligger.