Det Kongelige Teaters aktivitetsplan 2017
Københavns Kommune og Det Kongelige Teater har indgået en samarbejdsaftale om Det Kongelige Teaters aktiviteter. Det Kongelige Teater har indsendt en aktivitetsplan for 2017.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur-og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at godkende Det Kongelige Teaters aktivitetsplan for 2017.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget har den 8. september 2016 besluttet, at udvalget ønsker en drøftelse af aktivitetsplanen, før forvaltningen mødes med teatret for at drøfte og godkende aktiviteterne for det kommende år.
Løsning
I forbindelse med indgåelse af aftalen mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater blev parterne enige om fire indsatsområder. Indsatsområderne er en fælles aktivitetsramme med interesse og fokusområder, der skal involvere Københavns Kommunes borgere mest muligt.
De fire indsatsområder er:
-
Børn og unge
-
Events, festivaler og turisme
-
Outreach
-
Netværk
Udarbejdelsen af en aktivitetsplan er nyt i forhold til de tidligere år og har til formål, at Teatret, i dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen, afstemmer det kommende års aktiviteter og fokusområder.
Aktivitetsplanen følges op af en rapport og regnskabsaflæggelse specifikt om de 5 mio. kr., der er øremærket indsatsområderne.
Jf. aftalen mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater skal direktørerne for Det Kongelige Teater, Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen mødes årligt for at drøfte og godkende aktivitetsplanen.
Den fremlagte aktivitetsplan indeholder aktiviteter på alle indsatsområder og tager særligt højde for Kultur- og Fritidsudvalgets ønsker om samarbejde med øvrige københavnske kulturaktører, aktiviteter for københavnske børn og unge og udnyttelse af teatrets faciliteter hele året.
Aktivitetsplanen indeholder bl.a. planer for partnerskaber med flere københavnske skoler.
Der er samarbejder med Frost festival, Jazzfestivalen, Operafestivalen og Kulturhavn. I 2017 er Det Kongelige Teater vært og huser CPH Stage.
I sommermånederne vil et legeskib lægge til ved Ofelia Plads, der vil bl.a. være et loppemarked, der tiltrækker borgerne, og kan være med til at vise Det Kongelige Teater som et sted københavnerne kan komme og få mange slags oplevelser.
Forvaltningen indstiller derfor, at der gives mandat til forvaltningens direktør til at godkende aktivitetsplanen for 2017.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur-og Fritidsudvalget beslutter at godkende indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen gennemgå Det Kongelige Teaters aktiviteter, statusrapport og årsrapport og sikre, at Det Kongelige Teaters aktiviteter er i overensstemmelse med de vedtagne indsatsområder.
Statusrapport og årsrapport forelægges Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.