Mødedato: 24.02.2017, kl. 10:00
Mødested: Comwell Hotel Borupgaard, Nørrevej 80, 3070 Snekkersten

Status på DIT:KBH

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en status på DIT:KBH.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager status på DIT:KBH til efterretning.

Problemstilling

DIT:KBH blev etableret 1. januar 2016 som en kulturenhed for frivillighed, samskabelse og kreativ vækst.

Enheden samler kulturhusene Huset-KBH, VerdensKulturCentret, Kulturhuset Indre By, Kraftwerket, KW3, Onkel Dannys Plads samt frivilligkorpset CPH Volunteers og projektet Projektpionererne. Samlet set havde enheden i 2016 mere end 1,2 mio. besøgende og afholdt over 3.000 arrangementer skabt sammen med et aktivt og stærkt miljø af foreninger, selvorganiserede kulturskabere, kulturelle iværksættere og frivillige ildsjæle.

Løsning

DIT:KBH har fem udviklingsområder:

  1. Udvikle kulturudbuddet ved at samskabe og teste nye modeller for dette.
  2. Afspejle og omsætte byens diversitet til at udvikle et mere levende kulturudbud.
  3. Øge kulturudbuddet gennem partnerskaber med foreninger, kulturelle iværksættere og socioøkonomiske virksomheder.
  4. Skabe en kulturenhed, der trives og drives effektivt.
  5. Udvikle Kultur- og Fritidsforvaltningens frivillighedsindsats – herunder frivillighedskorpset CPH Volunteers og frivillighedsplatformen iVolunteer.

 

I bilag 1 fremhæves en række resultater for 2016. I 2017 arbejder DIT:KBH videre med at skabe en samlet vision og strategi for enheden bl.a. gennem følgende strategiske fokusområder:

Projekt VILLA kultur i KW3

DIT:KBH vil i partnerskab med en forening, bestående af flere af husets eksisterende brugere, skabe et nyt laboratorium for kulturelle iværksættere og mindre kulturproducenter, som arbejder målrettet, ambitiøst og engageret med en kulturprofil.

Projektet hedder VILLA kultur og løber fra 1. april 2017 til 31. december 2019. I den forbindelse skifter KW3 navn til VILLA kultur.

 

Ny vision og udvikling af profil for Kulturhuset Indre By

I forlængelse af Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af indstillingen vedr. smarte investeringer på udvalgets møde den 28. april 2016 besluttede Kultur- og Fritidsudvalget, at forvaltningen kunne arbejde videre med konceptet kreative og strategiske partnerskaber i samarbejde med f.eks. medarbejdere og brugere.

Kulturhuset Indre By har siden 2014 oplevet en nedgang i besøgende på 40% i en periode, hvor Kultur- og Fritidsforvaltningens generelle besøgstal er steget. Faldet skyldes, at huset pga. støjgener måtte indstille alle støjende arrangementer om aftenen samt nedlæggelse af kulturhusets nedslidte øvecontainere. Det vurderes, at der er kapacitet til at øge aktivitetsniveauet væsentligt.

Kultur- og Fritidsforvaltningens indtægtsanalyse i 2016 viste følgende potentiale for at højne aktivitetsniveauet i Kulturhuset Indre By:

  • Mere udlejning og mere aktivitet i teatersal og idrætslokaler.
  • Bedre udnyttelse af den centrale beliggenhed ved Nansensgade.
  • Indførelse af selvbetjening i på ydertidspunkter og dermed frigøre personale til at skabe flere kulturelle aktiviteter.

DIT:KBH skaber i 2017 en ny vision og nyt koncept for kultur- og fritidstilbud i Kulturhuset Indre By med involvering af borgere, brugere, medarbejdere samt Indre By Lokaludvalg. Målet er bl.a., at igangsætte nye og flere aktiviteter i huset, søge alternativ benyttelse af faciliteterne, samt afsøge muligheder for i nye partnerskaber.

Frivillighedsindsatsen og Cph Volunteers

Cph Volunteers er en delekulturel platform, der formidler kontakten mellem frivillige og byens events. For den enkelte frivillige er CPH Volunteers en let adgang til at deltage i byens liv, få sjove oplevelser og blive del af et fællesskab med andre frivillige. Korpset er for alle, der ønsker at yde en frivillig indsats, men to grupper er særligt aktive:

  • danske seniorer løfter 1/3 af alle vagter
  • unge expats løfter 1/3 af alle vagter.

CPH Volunteers har i 2016 leveret 25% flere frivilligvagter til 71% flere events sammenlignet med 2015. Årsrapporten for Cph Volunteers er vedlagt som bilag 2.

Cph Volunteers har udviklet den digitale platform iVolunteer, der gør det nemt for borgerne at være aktive frivillige i Kultur- og Fritidsforvaltningen samt i kommunen og regionen i øvrigt. I 2017 videreudvikles og udbredes iVolunteer i partnerskab med bl.a. andre kommuner.

 

Otte yderligere strategiske indsatser i 2017

DIT:KBH arbejder i 2017 videre med en samlet vision og strategi for hele enheden, der bl.a. omfatter følgende strategiske indsatser:

  1. Udbredelse af den digitale frivillighedsplatform iVolunteer

     

  2. Fastholdelse af kulturel aktivitet og netværk under eventuelle udflytningsperioder under renovation af Huset-KBH

     

  3. Udvikling af bygningerne på Onkel Dannys Plads omkring en samlet profil

     

  4. Bedre understøttelse af et aktivt og levende ungemiljø i Kraftwerket

     

  5. Ny international scenekunst i Huset-KBH

     

  6. Socialøkonomisk gastronomi i Huset-KBH

     

  7. Ombygning og etablering af scene- og aktivitetsrum der styrker den kulturelle synergi mellem VerdensKulturCentret og dets partnere

     

  8. Digital og kompetencemæssig udvikling af SOFs frivillighedsindsats

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

DIT:KBH arbejder videre med en samlet vision og strategi for enheden – herunder de fire strategiske fokusområder.

 

Mette Touborg

                                       /Jakob Kwederis

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2017:

Sagen blev behandlet efter dagsordenens punkt 27.

Indstillingen blev godkendt.

Til top