Mødedato: 24.02.2017, kl. 10:00
Mødested: Comwell Hotel Borupgaard, Nørrevej 80, 3070 Snekkersten

Maritimt idrætscenter i Pladehallen i Sydhavn

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om forslag til en kulturel facilitet i Sydhavn skal indgå i forhandlingerne om Overførelsessagen 2016/2017.      

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,                          

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at et beløb (fortroligt bilag 2) til køb af et areal i Pladehallens stueetage, samt bygherrerådgivning og inventar til projektet ”Maritimt idrætscenter i Pladehallen” i Sydhavn henvises til forhandlingerne om Overførelsessagen 2016/2017.  

Problemstilling

Nordea Ejendomme er i gang med at udvikle et større boligprojekt i Pladehallen på Frederiks Brygge i det nye Sydhavn (bilag 1). En ny anvendelsesbestemmelse for Pladehallens stueetage blev besluttet i Borgerrepræsentationen den 15. december 2016, da tillæg 7 til lokalplan 310 ”Teglværkshavnen” blev vedtaget. Den nye anvendelsesbestemmelse betyder, at 50 pct. af stueetagens 1.500 m2 skal bruges til kulturelle aktiviteter. Det kan være idræt, bibliotek, museum, koncertsal, teater, biograf, galleri og/eller foreningslokaler.     

Løsning

Hvis en kulturel aktivitet i Pladehallen skal realiseres, er én mulighed, at Københavns Kommune erhverver arealer i Pladehallens stueetage. I det videre arbejde er sigtet at gå i dialog med private parter om køb og udvikling af op mod 50 pct. af Pladehallens stueetage (svarende til 750 m2 i alt) med henblik på at etablere en kultur- og idrætsfacilitet i samspil med andre kommercielle bylivsfunktioner, f.eks. en café.  

Maritimt idrætscenter i Pladehallen         
Det er oplagt at udnytte Pladehallens nærhed til vandet og bruge stueetagen til et maritimt idrætscenter. Flere foreninger inden for det maritime og vandidrætten efterspørger faciliteter i Københavns havn, heriblandt Københavns Kajakklub, der har over 300 medlemmer. Et maritimt center i Pladehallen kan fungere som et samlingssted for vandaktiviteter inden for både foreningslivet og det selvorganiserede. De primære vandidrætsgrene kan være de mindre pladskrævende, f.eks. kajak, stand-up paddling, surf, dykning mv. Derudover er der i et maritimt center mulighed for at etablere et læringscenter for blandt andet skoleklasser og søspejdere. Således kan faciliteten bruges på tværs af aldersgrupper og udnyttes gennem hele dagen.           

Sigtet er et brugerdrevet idrætscenter for en gruppe af de foreninger, som i dag er aktive i Københavns havn. Det er tanken, at projektet skal udvikles i tæt dialog med interessenter inden for det maritime område.      

Kultur- og Fritidsforvaltningen har allerede været i dialog med maritime foreninger, som tilkendegiver et stort behov for fysiske rammer for foreninger, der anvender vandet som rekreativt område. Med erfaringen fra blandt andet Den Blå Foreningsby på Amager skal faciliteten i Pladehallen være rammen om et praksisfællesskab med nøglefunktioner såsom forenings- og undervisningslokaler, opholdsarealer og omklædning samt støttefunktioner, f.eks. deleværksted og motionsrum mv. Depoter til opbevaring af udstyr, såsom kajakker og forskellige boards, skal så vidt muligt etableres i udearealer, f.eks. på forpladsen, i forbindelse med flydedokken, som integreret del af en flydende ponton eller lign. Mulighederne for opbevaring i udearealerne skal bearbejdes og konkretiseres i det videre arbejde.      

Der er god mulighed for adgang til vandet fra Pladehallen ved etablering af passage og slæbested for kajakker mv. Udvikling af forpladsen samt opbevaringsmuligheder skal ske i dialog med Nordea Ejendomme og Teknik- og Miljøforvaltningen.                

Et maritimt idrætscenter i Sydhavn har indgået i flere bydels- og byudviklingsplaner. I kombination med andre bylivsfunktioner i byrummet omkring Pladehallen kan en ny vandfacilitet skabe et dynamisk mødested og et levende havnemiljø til glæde for både beboere, de aktive brugere af det maritime center og øvrige københavnere.         


Drift:

Årlige driftsudgifter forventes at være 1,0 mio. kr. (eksklusiv husleje). De endelige udgifter til drift vil blive konkretiseret i en planlægningsfase.


Økonomi

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at udvikle et maritimt idrætscenter i Pladehallen, skal der afsættes et beløb til køb af arealer i Pladehallens stueetage, samt midler til inventar og bygherrerådgivning (fortroligt bilag 2).  

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.   

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, forbereder forvaltningen budgetforslag til ”Maritimt idrætscenter i Pladehallen” til forhandlingerne om Overførelsessagen 2016/2017.

 

Mette Touborg                                                                                     

                                                                                                  / Mads Kamp Hansen

 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Kultur- og Fritidsudvalget fremhævede, at det skal sikres, at depoter til opbevaring af udstyr ikke forhindrer den generelle rekreative brug af havnen og trædokken ved Pladehallen.


Til top