Kampsportens Hus
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der igangsættes en arkitektkonkurrence for Kampsportens Hus med en placering på Skodagrunden ved Nørrebro Station.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
2. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser den kommunale del af finansieringen af Kampsportens Hus til forhandlingerne om Overførselssagen 2016-2017.
Problemstilling
Med Budget 2016 blev der afsat 4,1 mio. kr. til planlægning og udvikling af Kampsportens Hus. Samtidig har Borgerrepræsentationen besluttet en placering af Kampsportens Hus på Skodagrunden på hjørnet af Lygten og Frederikssundvej; lige ved Nørrebro Station og den kommende metro. Kultur- og Fritidsforvaltningen har fået til opgave at afsøge mulighederne for fondsfinansiering.
Kampsportens Hus vil kunne anlægges for 107 mio. kr. p/l 2017. Kultur- og Fritidsforvaltningen har en konstruktiv dialog med flere fonde om en fondsfinansiering på i alt 60 mio. kr. p/l 2017 dog uden endeligt tilsagn. Når der er kalkuleret med fondsmoms resterer en finansiering på 55,75 mio. kr. p/l 2017.
Et fælles hus til kampsport forventes at få en positiv effekt ikke bare for kampsportsforeningerne, men også for børn og unges generelle deltagelse i et aktivt fritidsliv, for inklusionen af børn og unge samt for lokalområdet.
Løsning
Arkitektkonkurrence
Kultur- og Fritidsforvaltningen har, sammen med brugere, lokale interessenter og Byggeri København, udarbejdet et konkurrenceprogram for Kampsportens Hus. I arbejdet med programmet har særligt lokale kampsportsforeninger, Bispebjerg Lokaludvalg, Nørrebro Lokaludvalg, Lokale & Anlægsfonden, Team Copenhagen og Idrætsforum København spillet en central rolle. Herudover har der været tæt dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om indhold og teknik. Udarbejdelsen af konkurrenceprogrammet er sket indenfor rammen af de allerede afsatte 4,1 mio. kr. og med afsæt i flere fondes tilkendegivelser om, at der ønskes en arkitektkonkurrence.
Konkurrenceprogrammet danner rammen om arkitektkonkurrencen. Vision og funktionsprogram er vedlagt i bilag 1. I konkurrenceprogrammet er der hertil tekniske afsnit af udbudsretlig karakter, der holdes fortroligt frem til konkurrencen eventuelt udskrives.
Med en arkitektkonkurrence kan man få kvalificerede og nytænkende bud på et byggeri, som er indrettet specifikt til kampsport og som udnytter den centrale beliggenhed bedst muligt. Kampsportens Hus indføjer sig i hele udviklingen af området omkring Nørrebro Station. Ønsket er derfor, at der også etableres en plads som en del af byggeriet, der skaber et samspil mellem udendørs og indendørs arealer.
Der er lagt op til en arkitektkonkurrence med prækvalifikation og efterfølgende udbud med forhandling. Bedømmelsesudvalget foreslås at bestå af repræsentanter fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen, relevante fonde samt fagdommere.
Vision og indhold
Kampsporten i København er udfordret på flere fronter. Flere foreninger har til huse i dyre, privatlejede lokaler, som er midlertidige og ikke kan indrettes optimalt til kampsport. Samtidigt er interessen for kampsport stigende blandt københavnerne. Det gælder især på Nørrebro, hvor kampsport er en af de mest populære foreningsaktiviteter – særligt blandt børn og unge.
Rammen for arkitektkonkurrencen er et Kampsportens Hus på 3.000 m2 med tilhørende pladsdannelse.
Visionen er et hus, der skal være en katalysator for udvikling af kampsportsudøvere, foreningerne og fællesskabet. Huset skal være et fyrtårn for kampsport i København med rødder i det lokalområde, det er en del af. Et hus med fokus på et aktivt fritidsliv og med børn og unge i centrum.
Afsættet for huset er de asiatiske kampsportsgrene med fokus på taekwondo, karate og thaiboksning. Kampsportens Hus skal særligt være kendt for at sammenknytte idrætsudøvelse og åndelig dannelse. Samtidigt skal huset sikre de bedst mulige fysiske rammer for at udøve, fordybe sig i og dygtiggøre sig indenfor kampsport.
Sigtet er, at Kampsportens Hus skal være et fælles holdepunkt for lokale kampsportsforeninger og et nyt samlingssted i området. Et åbent hus, der inviterer indenfor og synliggør kampsporten på nye måder, samtidigt med at det opleves som et trygt miljø at færdes i.
Det er tanken, at huset primært skal benyttes af kampsportsudøvere, men at andre brugere også vil kunne bruge huset til f.eks. gymnastik, yoga og motorik særligt i dagtimerne. Det gælder blandt andet ældreidræt, aftenskoler, dagtilbud og skoler.
I funktionsprogrammet lægges der op til, at Kampsportens Hus skal bestå af træningslokaler i forskellige størrelser, et område til kampsportsspecifik styrketræning, træningsnære ophold- og pauseområder samt forskellige understøttende funktioner som f.eks. omklædning og mødelokaler. I forbindelse med ankomstområdet er det endvidere tanken, at der etableres en mindre café med anretterkøkken.
Som en del af byggeriet er det ambitionen at skabe et bevægelses- og legelandskab, der tager afsæt i kampsportens univers og inviterer til fysisk aktivitet - både udendørs og indendørs. Dette vil give plads til oplevelser med kampsport, bevægelse, motorik, leg og læring, og vil samtidigt skabe et nyt samlingspunkt i nærområdet og i bydelen som helhed. Bevægelses- og legelandskabet indføjer sig fint i kampsportens tradition for helhedstænkning og vil i særlig grad være målrettet mindre børn.
Den samlede økonomi i projektet
Den samlede anlægssum for Kampsportens Hus er 107 mio. kr. p/l 2017 som kommunalt byggeri. Kultur- og Fritidsforvaltningen har en konstruktiv dialog med flere fonde om en medfinansiering på samlet set 60 mio. kr. p/l 2017 dog uden endeligt tilsagn. Når der er kalkuleret med fondsmoms resterer en finansiering på 55,75 mio. kr. p/l 2017. Den resterende finansiering henvises, såfremt denne indstillings 2. at-punkt godkendes, til forhandlingerne om Overførselssagen 2016-17. Det bemærkes, at igangsættelsen af arkitektkonkurrencen ikke binder Borgerrepræsentationen til at opføre byggeriet.
Skodagrunden er midlertidigt udlejet til Copenhagen Containers. Lejemålet ophører 31. december 2017. Den nuværende årlige lejeindtægt udgør 85.000 kr. Københavns Ejendommes indtægtskrav nedsættes per 1. december 2018 med 85.000 kr. årligt. Såfremt grunden udlejes midlertidigt, inden byggeriet overtages af Kampsportens Hus, håndteres fornyet indtægtskrav til Københavns Ejendomme i førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.
Drift
Kampsportens Hus er udviklet som et offentligt idrætsbyggeri for folkeoplysende foreninger.
Målsætningen er at skabe et lokalt forankret, brugerdrevet hus for en gruppe af de mange kampsportsforeninger, som i dag har adresse på Nørrebro.
Brugerdrift har mange fordele. Erfaringerne peger i retning af, at foreningernes medlemmer og brugere typisk tager mere ansvar for huset og dets aktiviteter, når de selv skal drifte det. Samtidigt kan det skabe en større lokal ansvarstagen for, at faciliteten udnyttes maksimalt. I denne sammenhæng vil det være lokale kampsportsforeninger, som vil kunne få til ansvar at sikre, at huset er aktivt og også anvendes bredt af folkeoplysende foreninger og aftenskoler. I konkurrenceprogrammet er der taget højde for, at bygningen alternativt vil kunne driftes af Københavns Kommune.
De årlige udgifter til drift og vedligehold er skønnet til 4,8 mio. kr. p/l 2017.
TidsplanDer planlægges med en tidshorisont på 4 år fra politisk godkendelse til færdigt byggeri. Ved udskrivelse af arkitektkonkurrence 31. marts 2017 vurderes byggeriet at kunne ibrugtages medio 2021. Lokalplanprocessen, der vurderes at vare et år, vil blive igangsat, når der er fundet en vinder af arkitektkonkurrencen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at der igangsættes en arkitektkonkurrence vil denne, med godkendelse i Borgerrepræsentationen 30. marts 2017, kunne udskrives umiddelbart herefter.
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingens andet at-punkt, vil den kommunale udgift til Kampsportens Hus indgå i forhandlingerne om Overførselssagen 2016-2017.
Mette Touborg
/ Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.
Kultur- og Fritidsudvalget lægger særlig vægt på, at visionerne om det åbne og inviterende hus, der giver plads til både kampsport og andre lokalt forankrede aktiviteter, fastholdes både i det videre arbejde med arkitektkonkurrencen og i realiseringen af det færdige byggeri.