Mødedato: 24.02.2005, kl. 16:00

Organisering af KULTURHAVN i fremtiden

Organisering af KULTURHAVN i fremtiden

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 24. februar 2005

 

 

Sager til beslutning

 

10.      Organisering af KULTURHAVN i fremtiden

(KFU  58/2005)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller

at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at KULTURHAVN-festivalen får status af projekt i Kultur- og Fritidsforvaltningen fra 1. januar 2005

at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter ikke at etablere et egentligt festivalsekretariat.

 

 

RESUME

Den 22. april 2004 (KFU126/2004) blev Kultur- og Fritidsudvalget forelagt en sag om KULTURHAVNs fremtidige organisering. Kultur- og Fritidsudval get besluttede at sende sagen i høring. På baggrund af høringssvarene besluttede Kultur- og Fritidsudvalget den 17. juni 2004 (KFU201/2004) at udsætte sagen med henblik på, at forvaltningen kommer med forslag til, hvordan KULTURHAVN-arrangementet kan fastholdes. Samtidig ønskedes forslag til at oprette et festivalsekretariat.

Foreningen KULTURHAVN og Kultur- og Fritidsforvaltningen er enige om at forvaltningen fremover skal være ansvarlig for de personalemæssige, økonomiske og juridiske forhold. Foreningen KULTURHAVN får ansvaret for det overordnede indhold i KULTURHAVN-festivalen.

Det foreslås endvidere, at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter ikke at etablere et festivalsekretariat. Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at der hverken er behov for eller tilstrækkelig efterspørgsel efter en sådan ydelse fra hverken den professionelle eller den folkelige del af kulturlivet i kommunen.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Den 22. april 2004 (KFU126/2004) blev Kultur- og Fritidsudvalget forelagt en sag om KULTURHAVNs fremtidige organisering. Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at sende sagen i høring. På baggrund af høringssvarene besluttede Kultur- og Fritidsudvalget den 17. juni 2004 (KFU201/2004) at udsætte sagen med henblik på, at forvaltningen kommer med forslag til hvordan KULTURHAVN-arrangementet kan fastholdes. Samtidig ønskedes forslag til at oprette et festivalsekretariat. Det fremlægges nu.

Foreningen KULTURHAVN, som består af de folkeoplysende foreninger i Københavns Kommune, har siden 2000 fået bevilget tilskud til at gennemføre en årlig KULTURHAVNfestival. Festivalen  profilerer de enkelte foreninger, folkeoplysningen generelt og kommunen som en attraktiv by. I 2004 tiltrak festivalen 100.000 borgere de fire dage KULTURHAVN varede.

Den nuværende organisering og problemstilling

KULTURHAVN var først et kommunalt projekt med en styregruppe bestående af repræsentanter fra foreningslivet. I dag er KULTURHAVN en selvstændig forening med egne vedtægter. KULTURHAVN er gået fra at være et lille projekt med en halvtidsmedarbejder - hvor arbejdet hovedsageligt bestod i at koordinere nogle aktiviteter - til at være et kulturpolitisk flagskib, der markedsfører foreningerne. Foreningen har en bestyrelse, som lægger rammerne for festivalen. Der er i dag ansat to personer året rundt til at koordinere festivalen.

Som en følge af at projektet var kommunalt i begyndelsen får KULTURHAVN stillet kontorfaciliteter og andre kommunale ydelser gratis til rådighed som et indirekte tilskud. Denne konstruktion har skabt uklarhed i såvel foreningen som forvaltningen om, hvorvidt KULTURHAVN reelt er en selvstændig forening, der skal betale for ydelser leveret af kommunen på lige fod med andre selvstændige projekter som f.eks. Team Copenhagen, eller et kommunalt projekt, der agerer som en privat forening, der kan søge tilskud i private fonde og puljer.

KULTURHAVN-festivalen blev forankret i en forening, da man fra politisk side ønskede at skabe et samarbejde med erhvervslivet om at finansiere en  del af budgettet. I starten havde foreningen en vis succes med finansieringen fra erhvervslivet, men de sidste år har det trods ihærdig indsats vist sig sværere og sværere at få erhvervslivet og fonde til at give tilskud. Baggrunden herfor er bl.a., at der har været afmatning i økonomien og det forhold, at KULTURHAVN har svært ved at give modydelser for sponsoraterne. De tilskud, erhvervslivet giver, er næsten udelukkende naturaliesponsorater. I 2004 blev ca. 90 % af festivalbudgettet finansieret af kommunale tilskud. Det er forvaltningens vurdering, at der heller ikke i de kommende år er udsigt til at en større andel af festivalbudgettet vil kunne finansieres af erhvervslivet. På denne baggrund er der ikke ud fra et økonomisk synspunkt noget behov for, at festivalen ligger i foreningsregi.

 

Organisering i fremtiden

Med henblik på at sikre en fortsat udvikling af Kulturhavn-festivalen og en mere entydig forankring, har forvaltningen i samarbejde med Foreningen KULTURHAVN drøftet den fremtidige organisering af Kulturhavn.

Drøftelserne har resulteret i et forslag om at KULTURHAVN fremover får status af projekt i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Det betyder, at Kultur- og Fritidsforvaltningen fremover har ansvaret for KULTURHAVN-festivalen hvad angår økonomiske, juridiske og personalemæssige forhold. Foreningen KULTURHAVN har fremover det overordnede indholdsmæssige ansvar for festivalen.

Det betyder, at Foreningen KULTURHAVN hvert år vælger medlemmer fra foreningen til i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen at planlægge og gennemføre den årlige foreningsfestival.

Med denne model vil der blive skabt klarhed i organiseringen samtidig med, at foreningslivet stadig er omdrejningspunktet ved udviklingen af KULTURHAVN-festivalen.

Forslaget har været forelagt Foreningen KULTURHAVNs medlemmer ved en ekstraordinær generalforsamling. Ud af generalforsamlingens 20 deltagende foreninger stemte 19 for og 1 undlod at stemme.

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at følge indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen indgå aftale med Foreningen KULTURHAVN om overdragelse af rettigheder, økonomi og medarbejdere efter lov om virksomhedsoverdragelse.

 

Festivalsekretariat

Forvaltningen har vurderet behovet for oprettelse af et egentligt festivalsekretariat i kommunen. Vurderingen er gået på både den professionelle og den folkelige del af kulturlivet.

Ved vurderingen af behovet har forvaltningen set på, hvad der er i dag, hvilken kapacitet det har, og hvilken efterspørgsel der er.

 

Det professionelle kulturliv

Det professionelle kulturliv i København har i dag ve letablerede sekretariatsfunktioner i forbindelse med afvikling af festivaler. Kendetegnet for disse sekretariatsfunktioner er, at de er i drift hele året – også udenfor festivalperioden, at der er afsat de fornødne ressourcer i festivalernes budget til drift af sekretariat, samt at sekretariaterne betjener sig af professionel rådgivning i forbindelse med både kunstnerisk planlægning, afvikling og administration (jura, økonomi mv.).

Disse festivalsekretariater besidder en stor værdifuld viden, som kommunen fremover kan udnytte ved at støtte og udvikle nye begivenheder i samarbejde med de eksisterende festivaler og/eller udlægge opgaver til disse festivalsekretariater.

For at øge den internationale gennemslagskraft i forbindelse med afvikling af festivals er endvidere etableret Copenhagen Eventures, som samarbejder med de større kulturfestivaler mhp. at skabe deciderede internationale events i Hovedstaden.

På den baggrund vurderer forvaltningen, at der ikke er brug for etablering af et festivalsekretariat for at understøtte det professionelle kulturliv. Forvaltningen finder endvidere at ressourcerne og den faglige kapacitet kan udnyttes bedre ved at henlægge flere opgaver til de allerede etablere organisationer.

Det folkelige kulturliv

I forhold til den folkelige del af kultur- og fritidslivet i kommunen er KULTURHAVN i dag den eneste større, tilbagevendende festival ud over de lokale bydelsfestivaler.

Her er der i dag opbygget en ekspertise i forhold til at arrangere en stor festival i havnen med foreningerne som det primære omdrejningspunkt

Kun enkelte foreningsfolk og organisationer kontakter det nuværende KULTURHAVN-sekretariat for at høre, hvordan man laver en god festival eller arrangementer primært i og omkring havnen.

Vurdering

Da der er stor forskel på de professionelle og folkelige festivaler er det forvaltningens vurdering, at der ikke vil kunne opstå nogen stor synergi mellem disse sekretariater.

Samlet set vurderes der derfor ikke at være noget behov for oprettelsen af et festivalsekretariat hverken fra den professionelle eller den folkelige del af kulturlivet i kommunen.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

I 2005 er der bevilget 1,5 mio. kr. til Foreningen KULTURHAVN til gennemførelse af den årlige KULTURHAVN-festival. Derudover er der bevilget 1 mil. kr. til gennemførelse af et særligt KULTURHAVNprojekt i form af en teaterforestilling, som opføres i anledning af H.C. Andersen året. Til undervisningsdelen i teaterprojektet er der bevilget  682.500 kr. fra den folkeoplysende voksenundervisning. Derudover søges private sponsorer om tilskud til teaterforestillingen. Der kalkuleres med billetindtægter til teaterforestillingen på 1,8 mil. kr. ex. moms til de 8 forestillinger. Budgettet balancerer således.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen kendte.

 

HØRING

På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning på mødet d. 22. april 2004 blev Folkeoplysningsudvalget hørt om deres holdning til ideen om at overdrage det administrative ansvar for KULTURHAVN-festivalen til kommunen. Folkeoplysningsudvalgets holdning er, at det er fornuftigt, at KULTURHAVN får status som projekt i forvaltningen, men pointerer, at det er af afgørende vigtighed, at foreningerne til stadighed kan påvirke indhold og udvikling i aktiviteterne. Man udtaler endvidere, at det er vigtigt, at KULTURHAVN fortsat bevarer sin status som en bred folkelig foreningsfestival, hvor foreningslivet har mulighed for at profilere sig selv og skabe interesse for foreningslivet.

 

BILAG

1.      Høringssvar fra Folkeoplysningsudvalget.

 

 

Carsten Haurum

/ Mads Kamp Hansen

 


 


Til top