Mødedato: 23.11.2006, kl. 16:00

Fordeling af midlerne til børnekulturhuse i 2007

Se alle bilag

Fordeling af midlerne til børnekulturhuse i 2007

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 23. november 2006

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

7.      Fordeling af midlerne til børnekulturhuse i 2007

(KFU 503/2006)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger følgende tilskud til børnekultursteder i 2007:

1.      593.000 kr. til Børnekulturhus Ama'r

2.      365.000 kr. til Børnekulturstedet Vesterbro

3.      212.000 kr. til Børnekulturstedet Karens Minde

4.      50.000 kr. til Sokkelundlille Børnekultursted

5.      240.000 kr. til børnekultur i Kulturhuset på Islands Brygge i samarbejde med Culture Kidz.

6.      210.000 kr. til Zone 2

7.      150.000 kr. til Brønshøj-Husum Børnekulturhus

8.      31.000 kr. til Vanløse Værkstedsatelier

9.      103.000 kr. til foreningen Karneval i København til børnekulturelle aktiviteter i forbindelse med Fastelavn i København samt under Pinsekarnevalet

at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag på Børnekulturhus Ama'rs ansøgning om øget driftstilskud i 2007.

at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger forvaltningen til - i samarbejde med børnekulturstederne - at foretage tilpasninger af aftalerne i relation til de erfaringer, der er opnået med de børnekulturhuse, der også fik tilskud i 2006.

at Kultur- og Fritidsudvalget fordeler 600.000 kr. til børnekultur i budget 2007 således:

1.      100.000 kr. til Københavns Bymuseums skoletjeneste, Dieselhouse

2.      250.000 kr. til børnekultur i Kulturhuset på Kapelvej 44

3.      150.000 kr. til børnekultur i Kulturhuset Pilegården i samarbejde med Brønshøj-Husum Børnekulturhus

4.      100.000 kr. til børnekultur i Valby Medborgerhus i samarbejde med Zone 2.

at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger forvaltningen til at indgå aftaler med Københavns Bymuseum, Kulturhuset Kapelvej 44, Kulturhuset Pilegården og Valby Medborgerhus om anvendelse af midlerne.

at der anvises dækning for tilskuddet på 1.954.000 kr.  til børnekulturstederne på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Børnekultursteder), og for tilskuddet på 600.000 kr. på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Børnekultur).

 

 

RESUME

I budgettet for 2007 er der afsat 1.954.000 kr. til børnekulturstederne, der svarer til den hidtidige støtte. Desuden er der i budget 2007 afsat yderligere 600.000 kr. til børnekultur.

I forslaget til fordeling af midlerne til børnekulturstederne er alle børnekulturstederne indstillet til at få forlænget deres aftale med undtagelse af Bryggens Børneatelier 2, fordi stedets leder og kreative drivkraft stopper sit engagement pr. 1. januar 2007. I stedet er der indstillet tilskud til børnekultur i Kulturhuset på Islands Brygge i samarbejde med Culture Kidz.

De ekstra midler til børnekultur er indstillet til fordeling mellem Københavns Bymuseums skoletjeneste, Kulturhuset Kapelvej 44, Kulturhuset Pilegården og Valby Medborgerhus.

Børnekulturhus Ama'r har ansøgt om 190.000 kr. i ekstra driftstilskud, hvilket forvaltningen indstiller til afslag, da rammen for børnekultursteder i 2007 ikke er tilsvarende udvidet.

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund
På mødet den 10. november 2005 (KFU 391/2005) blev der truffet beslutning om fordeling af tilskud til børnekulturstederne for 2006. I henhold til kontrakterne med børnekulturstederne skal der i løbet af 2006 tages stilling til en videreførelse af støtten til aktiviteter i børnekulturstederne i 2007.

Fordeling af midler i 2003, 2004, 2005 og 2006
Den 12. december 2002 (KFU 472/2002) besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at støtte alle 8 børnekultursteder i København samt Karneval i København. Efterfølgende blev der indgået kontrakter med hvert af stederne. Disse blev fornyet ved udgangen af 2003, 2004 og 2005 (se bilag 1).

Budget 2007
I budgettet for 2007 er der afsat 1.954.000 kr. til børnekultur i børnekulturstederne. Dette beløb svarer til budgettet for børnekulturstederne i 2006 inklusiv pris- og lønfremskrivning.

I budgettet er der desuden afsat et ekstra beløb på 600.000 kr. til børnekultur.

Forvaltningen har indstillet en fordeling af midlerne til børnekultursteder, der betyder, at alle børnekultursteder, undtagen Bryggens Børneatelier 2, får forlænget deres aftaler med et år fra 1. januar 2007.

Forvaltningen har ikke indstillet, at Bryggens Børneatelier 2 får forlænget deres aftale, fordi stedets daglige leder ophører sit engagement pr. 1. januar 2007 og derefter ikke længere står for stedets aktiviteter. Den daglige leder har hidtil været stedets kreative drivkraft og selv stået for alle aktiviteter i Bryggens Børneatelier 2. Forvaltningen har i stedet indstillet, at der gives tilskud til børnekultur i Kulturhuset på Islands Brygge i samarbejde med Culture Kidz.

Den foreslåede fordeling af de samlede midler til børnekultur i 2007 fremgår af bilagets tabel 1.

Det indstilles desuden, at forvaltningen bemyndiges til i samarbejde med børnekulturhusene at tilrette kontrakterne i relation til de erfaringer, der er opnået med de børnekultursteder, der også fik tilskud i 2006, samt indgå aftaler med Københavns Bymuseums skoletjeneste, Kulturhuset Kapelvej 44, Kulturhuset Pilegården og Valby Medborgerhus om anvendelse af ekstra midler til børnekultur i 2007.

 

Børnkulturhus Ama'r har ansøgt om, at deres driftstilskud øges med 190.000 kr. med henblik på at udvide aktiviteterne for de tosprogede børn. Forvaltningen indstiller til afslag med den begrundelse, at rammen til børnekulturstederne ikke er tilsvarende udvidet. Desuden er der allerede afsat 2 mio. i 2008 og 4 mio. i 2009 til drift af et nyt børnekulturhus på Amager.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes

Økonomi

Konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Børnekultursteder)
Budget ex. moms                                       1.817.000 kr.
Budget inkl. moms                                     1.954.000 kr.
Indstillet                                                     1.954.000 kr.
Rest                                                                       0 kr.

Konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Børnekultur)
Budget ex. moms                                          600.000 kr.
Budget inkl. moms                                        645.000 kr.
Indstillet                                                        600.000  kr.
Rest                                                               45.000 kr.

Bilag

1. Oversigt over fordeling af midler.

 

 

Carsten Haurum     /

Merete Evers Dewilde

 

 


 

Bilag

Til top