Mødedato: 23.10.2014, kl. 18:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: Driftstilskud til Teaterøen i 2015

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om driftstilskud på 1 mio. kr. til Teaterøen i 2015.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag på ansøgningen om driftstilskud til Teaterøen med henvisning til, at der ikke er afsat midler hertil på budgettet.

Problemstilling

Teaterøen søger om støtte til drift af en åben scene på Refshaleøen 8. Der søges om et tilskud på 1 mio. kr. i 2015.

Teaterøen har modtaget et tilskud på 1 mio. kr. i 2015 fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst (bilag 3) betinget af, at der opnås et ”rimeligt økonomisk bidrag fra Københavns Kommune.” Projektstøtteudvalget opfordrer på den baggrund Teaterøen til at etablere en dialog med Københavns Kommune om bidrag til fremtidig drift af Teaterøen. Teaterøen har på den baggrund sendt en fornyet ansøgning med et revideret budget (bilag 1 og 2).

Teaterøen har tidligere ansøgt Kultur- og Fritidsudvalget om et årligt driftstilskud på 2,5 mio. kr. i 2015-17. Udvalget besluttede d. 3. april 2014 at henvise sagen til forhandlingerne om budget 2015. Her blev der ikke fundet midler til projektet.

Løsning

Teaterøen lejer sig ind i 586 m2 af Lynetten kaserne på Refshaleøen. Teaterøen ønsker at være et sted, som benyttes til mange og forskelligartede teaterrelaterede formål, blandt andet for at skabe muligheder for vækstlaget i dansk scenekunst. Teaterøen ønsker at være et væsentligt fundament for dansk såvel som internationalt teater.

Teaterøen vurderer, at det ikke vil være muligt at bevare den klare teaterprofil uden støtte fra Københavns Kommune. I stedet vil fokus i højere grad vil blive rettet imod at skabe en bæredygtig forretningsmodel med udlejning af faciliteter til private og erhvervsmæssige formål.

Teaterøen ønsker at tilbyde:
  • En samarbejdende platform for egnsteatre, små storbyteatre og andre aktører
  • Et teatereksperimentarium for amatører og professionelle
  • En scene med plads til særhed
  • Et tilhørssted for hjemløse teatre
  • Flere forskellige locations samlet på et sted
  • En ramme for de gæster, som normalt ikke kommer i teatret
  • Outreachprojekter, hvor to busser kører ud og henter gæster, eller der laves teater, hvor publikum er
  • Afsøgning af fremtidige muligheder for fx et amfiteater, værksteder, restauranter eller lignende aktiviteter på Refshaleøen
Teaterøen budgetterer med samlede omkostninger på 4,4 mio. kr., som fordeler sig på lokaleudgifter (0,9 mio. kr.), lønninger (2,7 mio. kr.) og administrationsudgifter (0,8 mio. kr.). Disse omkostninger ønskes dækket af indtægter fra projekter og udlejning (1,9 mio. kr.), tilskud fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst (1 mio. kr.), forventet opstartsstøtte fra private fonde (0,5 mio. kr.) samt det ansøgte tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalget (1 mio. kr.).

Teaterøen håber at kunne finde en permanent økonomisk løsning i løbet af 2015, og Teaterøen opfordrer Kultur- og Fritidsudvalget til at overveje et lignende tilskud i 2016, samt at indgå i en dialog med Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst om fremtidige løsningsmodeller for Teaterøens drift.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt KFU vælger at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.



Carsten Haurum

                                                /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. oktober 2014:

Sagen blev udsat til det ekstraordinære møde torsdag den 30. oktober 2014 kl. 17.30.
Til top