Mødedato: 23.09.2004, kl. 16:00

Copenhagen Jazz Festival 2004 - ekstratilskud

Copenhagen Jazz Festival 2004 - ekstratilskud

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 23. september 2004

 

 

Sager til beslutning

 

3.      Copenhagen Jazz Festival 2004 - ekstratilskud

(KFU 287/2004)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag på ansøgningen om et ekstra tilskud på 400.000 kr. til Copenhagen Jazz Festival 2004.

 

 

RESUME

Copenhagen Jazz Festival har ansøgt om et ekstratilskud på op til 400.000 kr. til dækning af underskuddet på Copenhagen Jazz Festival 2004. Det elendige sommervejr medførte et fald i publikum på 25 % i forhold til 2003 og et tilsvarende fald i entré-, bar- og programsalg.

Kultur- og Fritidsudvalget har ikke i sit budget 2004 afsat midler til formålet, og der er pt. ikke udisponerede kulturmidler på budget 2004.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Copenhagen Jazz Festival har i brev af 23. august 2004 (bilag 1) ansøgt om et ekstratilskud på op til 400.000 kr. til dækning af underskuddet på Copenhagen Jazz Festival 2004.

Copenhagen Jazz Festival blev i 2004 afviklet i dårligt vejr, hvilket betød et fald i antallet af publikummer i forhold til 2003-festivalen. I 2003 havde festivalen 200.000 publikummer, mens tallet i 2004 ligger på ca. 150.000 publikummer.

Det dårlige vejr medførte en betydelig nedgang i entreindtægter, bar- og program-salg som følge af det udeblevne publikum, selvom festivalen i 2004 satte ny rekord med 850 koncerter på 92 spillesteder.

 

Økonomi

Copenhagen Jazz Festival vurderer, at årets resultat bliver et underskud på ca. 400.000 kr. I det foreløbige regnskab er alene entréindtægterne ca. 600.000 kr. under det forventede i 2004 og bar - og programsalget 290.000 kr. mindre end forventet. Copenhagen Jazz Festival havde en egenkapital på 80.000 kr. ved indgangen til 2004, der nu har udviklet sig til et underskud på ca. 400.000 kr.

Kultur- og Fritidsudvalget har i 2004 ydet et tilskud på 900.000 kr. til gennemførelse af Copenhagen Jazz Festival 2004 og Vinterjazz 2005.

 

Forvaltningens indstilling

Kultur- og Fritidsudvalget har ikke i sit budget 2004 afsat midler til formålet, og da der pt. ikke er udisponerede kulturmidler, indstiller forvaltningen, at ansøgningen meddeles afslag.

 

MILJØVURDERING

Der er ikke foretaget miljøvurdering.

 

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

BILAG

1.      Ansøgning fra Copenhagen Jazz Festival

2.      Foreløbigt regnskab for Copenhagen Jazz Festival 2004 (fremlagt)

 

Carsten Haurum

/Merete Evers

 


 


Til top