Mødedato: 23.08.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Mulig flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om finansieringen af en flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen skal henvises til forhandlingerne om Budget 2019.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser finansieringen af en flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen til forhandlingerne om Budget 2019.
       

Problemstilling

Der har længe været fokus på at flytte Christianshavns Bibliotek til en mere central placering i bydelen Christianshavn.

En flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen blev henvist af Kultur- og Fritidsudvalget til forhandlingerne om Budget 2018. En flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen med mulighed for samlokalisering med Fotografiska blev henvist af Kultur- og Fritidsudvalget den 28. februar 2018 til forhandlingerne om Overførselssagen 2017/2018.

En flytning af Christianshavns Bibliotek til Kuglegården, med henblik på samlokalisering med Fotografiska, blev senest henvist af Kultur- og Fritidsudvalget til forhandlingerne om Budget 2019. Fotografiska meddelte den 14. juni 2018, at der ikke er mulighed for samlokalisering.

Løsning

Det vil være muligt at flytte Christianshavns Bibliotek til Papirøen - et byudviklingsområde på Christianshavn, tæt på Christianshavns uddannelses- og kulturinstitutioner, heriblandt Kunstakademiets Arkitektskole og Hal C. Forslaget skal ses i sammenhæng med ønsket om at fremtidssikre et bibliotekstilbud med tidssvarende og attraktive faciliteter til både beboerne i lokalområdet og øvrige københavnere.

Hvis Christianhavns Bibliotek flyttes til Papirøen, vil det skabe mulighed for et åbent folkebibliotek. Profilen vil spille harmonisk sammen med de omkringliggende institutioner og det kommende vandkulturhus. I dagligdagen vil de kunne samarbejde om events og arrangementer, der vil kunne tiltrække borgere fra Christianshavn og resten af København.

Et område under udvikling

Med Copenhagen Street Food fik københavnerne for alvor øjnene op for Papirøen. Med den nye Inderhavnsbro har Papirøen fået en central placering i København, og samtidig udgør broen en populær udsigtsplatform over havnen for københavnere og turister.

I den nordlige del af Christianshavn er antallet af indbyggere steget markant. Der er en udbygning af Papirøen undervejs, hvilket vil afføde 27.000-33.000 m2 ny boligbebyggelse og flere offentlige funktioner.

To scenarier - leje eller køb af 800 m2 på Papirøen

Kultur- og Fritidsforvaltningen har undersøgt mulighederne for at flytte Christianshavns Bibliotek til Papirøen. Dette kan ske ved, at Københavns Kommune lejer sig ind på Papirøen (scenarie 1) eller indgår aftale om køb af en ejerlejlighed til formålet (scenarie 2). Økonomien for begge scenarier er beskrevet i bilag 1 (fortroligt).

Scenarie 1 - leje af 800 m2 

Omkostninger forbundet med et nyt lejemål i en bygning på Papirøen er en årlig husleje, der kan modregnes den nuværende huslejeudgift. Der skal afsættes et beløb til option for lejemålet samt for projekteringen til ByK for bygherrerådgivning.

Yderligere omkostninger ved at flytte biblioteket er henholdsvis flytteomkostninger og udgifter forbundet med at tilbageføre det nuværende lejemål til den oprindelige stand samt udgifter til inventar.

Ligeledes kommer krav om deponering, dog med mulighed for modregningsadgang i det nuværende lejemål. Lejeudgifterne til et bibliotek på Papirøen vil være højere end på den nuværende placering. Omkostninger til personale mm. kan finansieres inden for den allerede afsatte ramme til formålet.

Scenarie 2 - køb af 800 m2

Omkostninger forbundet med køb af en ejerlejlighed på 800 m2 på Papirøen er en samlet købesum til køb af en nøglefærdig ejerlejlighed samt honorar til ByK for bygherrerådgivning. Da omfanget af ByKs bistand under projektering på nuværende tidspunkt er uklar, vil et eventuelt restbeløb til bygherrerådgivning gå tilbage til kassen.

Yderligere omkostninger ved at flytte biblioteket er henholdsvis flytteomkostninger og udgifter forbundet med at tilbageføre det nuværende lejemål til den oprindelige stand samt udgifter til inventar.

For begge scenarier gælder, at omkostninger til personale mm. kan finansieres inden for den allerede afsatte ramme til formålet.

Københavns Kommunes option på køb af 4.000 m2 på Papirøen bortfaldt den 31. december 2017 og kan ikke længere tages i brug. Derfor er anlæg af biblioteket kun muligt med det forbehold, at der kan indgås en købsaftale med sælger. Det er aftalt med developerne, at det er muligt at arbejde videre med en sådan løsning.

Flytning af Christianshavns Bibliotek

Christianshavns Bibliotek ligger i dag i den sydlige del af Christianshavn på Christianshavns Torv, hvor biblioteket har været placeret siden husets opførelse i 1931. Biblioteket er på 700 m2 og er beliggende i et tredjemandslejemål på 1. sal. Københavns Kommunes årlige huslejeudgifter er hertil 0,9 mio. kr. og ca. 100.000 kr. til forbrug.

En flytning af Christianshavns Bibliotek vil være med til at skabe et hverdagsliv på Papirøen. Hvis man vælger at udvide det eksisterende bibliotek med 100 m2, giver det plads til nye funktioner og aktivitetsformer i folkebiblioteket, der understøtter en fleksibel og alsidig brug af kvadratmeterne. En flytning af Christianshavns bibliotek vil også betyde, at biblioteket kommer tættere på forskellige uddannelsesinstitutioner på Holmen, der vil skabe bedre forudsætninger for, at de studerende kan benytte bibliotekstilbuddet.

Lokal opbakning

Christianshavns Lokaludvalg bakker op om en eventuel flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen. Et muligt bibliotek på Papirøen vil blive udviklet i dialog med lokaludvalget og andre relevante lokale interessenter.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning.

Mette Touborg

                                                                 / Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. august 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top