Overskud fra Outgames - udmøntning af de resterende midler.
Kultur- og Fritidsudvalget skal udmønte overskuddet efter Outgames.
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
-
at Kultur og Fritidsudvalget udmønter 30.000 kr. til et forfatterarrangement i forbindelse med festivalen kbh læser og 133.000 kr. til Warehouse 9 til etablering af et nordisk og baltisk netværk for kulturelle entreprenører indenfor trans- og queermiljøet,
-
at der anvises dækning for de i alt 163.000 kr. i overskuddet fra 2nd World Outgames på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling 'Kultur og Fritid', funktion 03.35.64.1 - Andre kulturelle formål,
-
at de resterende 127.000 kr. indgår i de ikke prioriterede midler på funktion 03.35.64.1 - Andre kulturelle formål.
Problemstilling
Københavns Kommune gav et større tilskud til afholdelsen af 2nd World Outgames i 2009. Efter regnskabet blev gjort op, var der et overskud på knap 1,4 mio. kr., som gik tilbage til Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.
Overskuddet har været drøftet i Kultur- og Fritidsudvalget over flere omgange. Kultur- og Fritidsudvalget besluttede senest den 2. februar 2012, at udmønte i alt 1.050.00 kr. med 650.000 kr. til et samarbejde mellem Copenhagen og Hamborg Pride, fordelt på 2012 og 2013, og 400.000 kr. til MIX Copenhagen, fordelt på 2014-2015.
Dermed er der 290.000 kr. tilbage. Midlerne er afsat på budgettet for 2012.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen har siden februar været i kontakt med flere LGBT-interessenter (Lesbian, Gay, Bisexual, Transsexual), herunder Warehouse 9, Copenhagen Gay and Lesbian Chamber of Commerce (CGLcc) og Pan Idræt, der alle har henvendt sig til forvaltningen med forskellige projekter og arrangementer. De er beskrevet kort herunder og er vedlagt indstillingen som bilag 1-3. Ud over de nedenstående projekter har forvaltningen været i kontakt med Folkesundhed København om uddeling af gratis kondomer. Projektet henvender sig primært til socialt udsatte grupper og er finansieret til og med 2014. Den nuværende finansiering modsvarer umiddelbart behovet i forhold til målgruppen. Indstillede projekter:
LGBT-forfatterarrangement til litteraturfestivalen kbh læser
Den årlige litteraturfestival kbh læser finder i 2012 sted fra den 3.-9. november. Temaet er denne gang København og de mange billeder af byen i litteraturen. Festivalen belyser københavneridentiteter i litteraturhistorien og sætter fokus på aktuelle forfatteres udlægning af københavnerlivet. Arrangementet vil bl.a. byde på to unge LGBT-forfattere, som taler om lyst, begær, familiemønstre, livsvalg m.v. En engageret vært kunne være forfatteren og debattøren Leonora Christina Skov og arrangementet afholdes et københavnersted som f.eks. den lesbiske café Vela på Vesterbro.
Der søges om i alt 30.000 kr. til forfatterhonorarer og afholdelse af arrangementet.
Tilskud til Nordic Queer Art Network
Warehouse 9 (performanceteater, kunstgalleri og kulturaktør i Kødbyen) har taget initiativ til et nordisk og baltisk netværk for kulturelle entreprenører indenfor trans- og queermiljøet. Netværket skal bl.a. på sigt skabe en organisatorisk ramme for planlægningen af en Nordisk og Baltisk Queer Art Festival, der i fremtiden vil afholdes i Warehouse 9 og hos andre værter i Norden og Baltikum. Warehouse 9 vil sikre forankring af netværket på længere sigt. Som en del af aktiviteterne i 2012 afholdes et kombineret seminar, udstilling og kulturprogram i Warehouse i oktober.
Der søges om i alt 133.000 kr. til etablering af netværket i 2012. Heraf går 33.000 kr. til opstart af netværket og 100.000 kr. til det offentlige oplysnings- og debatseminar med tilhørende kulturprogram og fotoudstilling. Warehouse 9 har i forvejen rejst 9.000 € fra Kulturkontakt Nord (Tidligere Nordisk Kulturfond) til opstart af netværket.
Andre projektforslag:
Tilskud til AXGIL-prisuddeling 2012-2015 (CGLcc)
Den årlige AXGIL-prisuddelingsfest skal styrke LGBT-miljøet i København igennem synliggørelse og anerkendelse. De årlige AXGIL-priser gives som en anerkendelse til personer, der har gjort en særlig indsats for LGBT-miljøet.
Der søges om et samlet tilskud på 220.000 kr. til at opkvalificere og udvide Axgil-prisuddelingen i perioden 2012-2015.
Queer Art Lounge (Warehouse 9)
Queer Art Lounge er et månedligt kulturarrangement med performance, musik, åben scene mm. i Warehouse 9. Projektet har været i gang siden 2007, men driftsbevillingen fra Kunstrådet er ophørt.
Der søges om i alt 51.000 kr. til at fastholde projektet, fordelt på min. 12 kulturarrangementer i 2012 - 2014.
T- lounge Society (Warehouse 9)
T-lounge Society er et mødested for transkønnede i Warehouse 9 med sociale programmer, åben café, filmvisning, sociale aktiviteter mm. Møderne er åbne for alle, men henvendt til transpersoner.
Der søges om 70.000 kr. til 12 arrangementer i 2012-2014.
(T)ove Hansens Plads (Warehouse 9)
Igennem kulturelle og sociale arrangementer med udgangspunkt i Warehouse 9 skal projektet skabe debat om LGBTQ-personers (Queer) plads i det offentlige rum . Igennem projektet vil Warehouse 9 samtidig forsøge at få navngivet en mindre 'plads' i Kødbyen efter en transperson, ligesom der afholdes en årlig festival i forbindelse med Copenhagen Pride.
Der søges om i alt 66.000 kr., fordelt på 2012 og 2013.
Research og synliggørelse (Warehouse 9)
Projektet består af PR og pressearbejde med det formål at bevare eksisterende rum for transkønnede, samt at skabe viden om transkønnedes vilkår, udfordringer og kultur.
Der søges om 70.000 kr. i 2012 til PR og presseindsats for Warehouse og miljøet.
PAN Games 2014
Pan Idræt ønsker at fejre sit 30 års jubilæum med et internationalt sportsstævne i 2014. Stævnet vil omfatte 6-10 discipliner og forventes at tiltrække i størrelsesordenen 1.500 deltagere fra Danmark og udlandet.
Der søges om 76.000 kr. i 2012 til markedsføring og opmærksomhed om begivenheden. Det drejer sig bl.a. om etablering af en international hjemmeside, informationsmateriale og promotion i forbindelse med stævner i Europa. Pan Idræt garanterer, at der afholdes et internationalt idrætsstævne i 2014. Foreningen forventer imidlertid at søge bl.a. Region Hovedstaden, Wonderful Copenhagen, Sport Event Denmark, Københavns Kommune m.fl. om et senere tilskud til selve afholdelsen i 2014. Senere tilskud vil blive anvendt til at skalere begivenheden op.
Forvaltningens vurdering
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller de to førstnævnte projekter, sådan at de resterende 290.000 kr. fordeles med 30.000 kr. til et LGBT-forfatterarrangement i forbindelse med kbh læser og 133.000 kr. til opstart af et Nordisk Queer Art Network i Warehouse 9.
De øvrige ansøgninger er projekter, hvor den egentlige begivenhed først finder sted i i kommende år, eller hvor der søges midler til både 2012 og efterfølgende år. Derfor indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen, at de sidste 127.000 kr. overføres til Kultur- og Fritidsudvalgets ikke prioriterede midler for 2012, således at udvalget kan anvende midlerne inden for budgetåret. Kultur- og Fritidsudvalget kan herefter løbende prioritere LGBT-projekter med de ikke prioriterede midler.
Økonomi
Der udmøntes 30.000 kr. i 2012 til et forfatterarrangement med fokus på LGBT miljøet i København i forbindelse med kbh læser og 133.000 kr. i 2012 til Warehouse 9 til etablering af et Nordisk og Baltisk netværk for kulturelle entreprenører indenfor trans- og queermiljøet.
Der anvises dækning for de i alt 163.000 kr. i overskuddet fra 2nd World Outgames på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling 'Kultur og Fritid', funktion 03.35.64.1 - Andre kulturelle formål.
De sidste 127.000 kr. af overskuddet indgår i de ikke prioriterede midler på funktion 03.35.64.1
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen indgår en aftale med de projekter, som Kultur- og Fritidsudvalget tilgodeser. Midler som ikke udmøntes til konkrete arrangementer, overføres til Kultur- og Fritidsudvalgets frie midler.
Carsten Haurum
/ Mads Kamp Hansen
Beslutning
Dagsordenens punkt 14 og punkt 15 blev behandlet under eet.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udmønte de resterende Outgames-midler således:
- 127.000 kr. til et historisk fortælle- og skriveværksted for Københavns LGBT-miljø (Bjarne Henrik Lundis)
- 30.000. kr. til et forfatterarrangement i forbindelse med festivalen kbh læser
- 133.000 kr. til Warehouse 9 til etablering af et nordisk og baltisk netværk for kulturelle entreprenører indenfor trans- og queermiljøet.
Kultur- og Fritidsudvalget forudsætter, at de 3 støttede projekter samarbejder (i planlægning og gennemførelse).