Mødedato: 23.06.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

European Volunteering Capital 2018

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om København skal ansøge om at være Europæisk Frivillighedsby 2018.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltningen, i samarbejde med de øvrige forvaltninger, ansøger om, at København bliver Europæisk Frivillighedsby 2018.

Problemstilling

Hovedstadens Røde Kors har henvendt sig til Kultur- og Fritidsforvaltningens og Socialforvaltningens medarbejdere i kommunens frivillighedsnetværk med en opfordring til, at København indsender en ansøgning om at blive Europæisk Frivillighedsby 2018. Kultur- og Fritidsforvaltningen er tovholder på frivillighedsnetværket og ønsker, at Socialforvaltningen og de andre forvaltninger indgår i et samarbejde om en ansøgning.

Løsning

Den europæiske paraply for frivillige organisationer i Europa, CEV, lancerer for femte gang konkurrencen ’European Volunteering Capital 2018’ og opfordrer kommuner i alle EUs medlemslande til at deltage i konkurrencen om at blive Europas Frivilligby i 2018. Den vindende by vil få titlen ”Europæisk frivillighovedstad 2018” og vil blive promoveret som sådan i og uden for Europa.

For at komme i betragtning som Europas Frivilligby 2018, skal kommunen understøtte ”The Policy Agenda for Volunteering in Europe (PAVE)”, som indeholder en række anbefalinger til nationale, regionale og lokale kommuner, organisationer og institutioner om at støtte og fremme frivilligheden i Europa. Processen er:

  • 30. juni 2016: Ansøgningsfrist

  • 30. oktober 2016: Nominerede kandidater skal præsenteres ved en ”kandidat-event” i Bruxelles.

  • 5. december 2016: Vinder-kommunen offentliggøres på den internationale frivillighedsdag

Ansøgningsskemaet tager udgangspunkt i PAVE-kriterierne, som Københavns Kommunes i høj grad opfylder, f.eks. i form af kampagner for at fremme frivillighed, støtte til frivillighed mm. Nogle af kriterierne bliver ikke opfyldt på kommuneniveau, men på lokalt niveau. På baggrund af ansøgningen vil der blive lavet et notat om, hvor Københavns Kommune står henholdsvis stærkt og svagt i forhold til PAVE-kriterierne.

Konkurrencen sigter specifikt mod at fremme frivilligheden lokalt ved at anerkende kommuner, der støtter og styrker implementering af PAVE gennem samarbejde med lokale frivillige organisationer og frivilligcentre.

Tidligere vindere er Sligo (Irland) 2017, London 2016 og Lissabon 2015.

Såfremt Københavns Kommune bliver Europæisk Frivillighedsby, kan det give en platform til at oplyse borgere og medarbejdere om de muligheder, der er i øget borgerinddragelse og frivillighed. Det vil også være et udgangspunkt for øget samarbejde mellem forvaltningerne omkring frivillighed og samskabelse samt en mere overordnet strategisk indsats på tværs af forvaltningerne og politisk opbakning til dette.

Det er ikke på nuværende tidspunkt planlagt, hvilke indsatser og ressourcer der skal iværksættes såfremt København vinder prisen. Det er i høj grad op til byerne selv. Det er dog vurderingen, at der skal nedsættes et sekretariat, der kan planlægge og koordinere tiltag og eventuelle events i forbindelse med frivillighedsåret.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med selve ansøgningsprocessen. Såfremt København vinder prisen, skal der tages stilling til omfanget og niveauet for ekstraordinære aktiviteter i den anledning, og de eventuelle økonomiske konsekvenser af disse. Det kan f.eks. være 400.000 kr. til at lave en informationskampagne for øget kendskab hos borgerne i mulighederne for at deltage som frivillig samt overfor ansatte og ledere i Københavns Kommune at kende mulighederne i samarbejde med frivillige.

Videre proces

Såfremt det besluttes at ansøge, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen påtage sig koordinatorrollen og indkalde til en arbejdsgruppe på tværs af forvaltninger via frivillighedsnetværket. Arbejdsgruppen skal udfylde ansøgningen og indsende den sammen med gebyr på 500 €.

En tilsvarende indstilling om ansøgningsproces er blevet forelagt Socialudvalget den 15. juni 2016.

 

Carsten Haurum

                            /Jakob Kwederis               

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. juni 2016:

Der blev begæret afstemning om indstillingen.

Et mindretal (Neil Bloem, Mikkel Sarbo og Michael Gatten) stemte for forslaget.

Et flertal (Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Carl Christian Ebbesen og Heidi Wang) stemte imod.

Indstillingen blev dermed forkastet.

Til top