Ansøgning: Female Beauty
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om 90.000 kr. til fotoudstillingen "Female Beauty", da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2016.
Problemstilling
Mathilde Grafström søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 90.000 kr. til fotoudstillingen "Female Beauty", som udstilles på Nytorv i perioden 25. juli til 5. august 2016 (bilag 1).
Løsning
Ifølge ansøger Mathilde Grafström (MG) har stort set alle kvinder et negativt selvbillede. MG ønsker derfor, gennem sit arbejde som fotokunstner, at hjælpe kvinder med at ændre på dette billede.
Ansøger har gennem sine fotografier forsøgt at vise kvinders naturlige skønhed for derved at illustrere, at kvinder ikke behøver at se sig selv som grimme, kedelige og usexede.
Ansøger har produceret en stor fotoudstilling, som vil fylde det meste af Nytorv. Ifølge ansøger bliver udstillingen den første af sin art i verden, og visionen er bl.a., at udstillingen vil kunne hjælpe generte kvinder til at opnå en mere positiv holdning til deres kroppe og virke som en øjenåbner for kvinder, så de kan ændre livsbane mod et gladere liv.
Ifølge ansøger har projektet vist sig at have en stor offentlig interesse, og det bidrager til en aktuel debat i det danske mediebillede om folks holdninger til kroppen.
Ansøger har vist fotos af kvinder frem på landsdækkende tv og i netaviser og har fået et stort antal mails fra borgere, som er enige i, at der er behov for en holdningsændring, da alt for mange kvinder er kede af deres kroppe.
Udstillingen som består af 25 store billeder af nøgne kvinder i forskellige positioner, vil blive bygget op som en labyrint, jf. bilag 1.
Budget
Det samlede budget for udstillingen er på i alt 109.440 kr. heraf er der opnået 12.500 kr. i tilskud fra sponsorer. Tilskudsbehovet er herefter 96.940 kr.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Carsten Haurum
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. juni 2016:
Der blev begæret afstemning om et forslag om, at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger et tilskud på 90.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Et mindretal (Heidi Wang) stemte for forslaget.
Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Carl Christian Ebbesen, Mikkel Sarbo og Michael Gatten) stemte imod.
Forslaget blev således forkastet.