Mødedato: 23.06.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ansøgning: støtte til "Den Musikalske Have"

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til projektet "Den Musikalske Have".

 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om 56.000 kr. til projektet "Den Musikalske Have", da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2016.

Problemstilling

Peter Holten og Stephania Serafin søger Kultur- og Fritidsudvalget om 56.000 kr. til projektet "Den Musikalske Have".

Projektet skal omdanne Det Kongelige Biblioteks Have til et virtuelt musikalsk rum, som formidler havens historie som krigshavn på Christian d. IV's tid ved hjælp af lydhistorier og musik (bilag 1).

Løsning

Peter Holten og Stephania Serafin ønsker at omdanne Det Kongelige Biblioteks have til et virtuelt musikalsk rum, hvor man som besøgende aktiverer afspilning af musik og lydhistorier, når man bevæger sig rundt i haven.

Til projektet vil der blive udviklet en applikation til mobile enheder, som de besøgende, ved hjælp af enhedernes GPS og kompasfunktioner, kan bruge til at aktivere afspilning af musik og lyd-historier om haven. Lyden vil blive afspillet fra alle sider og derved skabe et musikalsk rum, hvor musikken og lyd-historierne opleves 3-dimensionelt.

Ansøgerne har holdt møder med Det Kongelige Bibliotek og Slots- og Kulturstyrelsen, som begge er interesserede i projektet.

Projektet er et udviklingsprojekt, der ifølge ansøgerne ikke er afprøvet før andre steder i verden. Projektet skal danne afsæt for en række lignende projekter af både kunstnerisk og historisk karakter. Ansøgerne ønsker at skabe en ekstraordinær sanselig oplevelse for havens besøgende og på samme tid formidle Det Kongelige Biblioteks Haves historie.

Ansøgerne planlægger at gøre "Den Musikalske Have" tilgængelig for besøgende hen over sommeren og efteråret 2016.

Budget

Projektets samlede budget er på 181.000 kr., og der er givet tilsagn om støtte på 20.000 kr. fra Tuborgfonden til komposition. Tilskudsbehovet er herefter 161.000 kr., hvoraf Kultur- og Fritidsudvalget ansøges om 56.000 kr. Det resterende tilskudsbehov på 105.000 kr. finansieres fra anden side med delvis selvfinansiering (bilag 1).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Carsten Haurum

    

                                  / Merete Evers Dewilde                        

                        

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. juni 2016:

Der blev begæret afstemning om et forslag om at bevilge et tilskud på 56.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Carl Christian Ebbesen, Mikkel Sarbo og Michael Gatten) stemte for indstillingen.

Et mindretal (Heidi Wang) stemte imod.

Forslaget blev således godkendt.

Til top