Mødedato: 23.06.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ansøgning: støtte til yderligere udbredelse af musikalsk teater på de kommunale plejehjem i 2016

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede den 2. juni 2016 om, at ansøgningen fra Teater V om støtte til yderligere udbredelse af musikalsk teater på de kommunale plejehjem i 2016 optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgsmødet den 23. juni 2016.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen fra Teater V om tilskud på 52.500 kr. til yderligere udbredelse af musikalsk teater på de kommunale plejehjem i 2016, da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2016.

Problemstilling

Teater V ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 52.500 kr. til yderligere udbredelse af musikalsk teater på de kommunale plejehjem i 2016.

Sundheds- og Omsorgsudvalget har bevilget 45.000 kr. til projektet på betingelse af, at Kultur- og Fritidsudvalget vælger at yde tilskud på minimum 52.500 kr. til projektet (bilag 1).

Løsning

I 2015 afviklede Teater V 15 refusionsberettigede forestillinger på kommunale plejehjem i Københavns Kommune.

Teater V ønsker i sommer og efterår 2016 at gennemføre yderligere 15 refusionsberettigede forestillinger på kommunale plejehjem.

Teater V har modtaget positiv feedback på forestillingerne i 2015 (bilag 4). Tanken med projektet er, ifølge ansøger, fortsat at tilbyde livskvalitets-forøgende forestillinger til ældre borgere på plejehjem i kommunen. Teater V vil i 2016 udbrede forestillingerne "Når alting går i Nilfisk" og "Julen har bagt" (bilag 2 og 3).

Teater V er desuden ved at udvikle "KYS & VINYLER." Forestillingen vil blive teatrets tredje forestilling til samme målgruppe.

Tilskud 2015:
Kultur- og Fritidsudvalget ydede i 2015 et tilskud til Teater V på 52.500 kr. til musikalsk teater på plejehjem.  

Tilskuddet blev givet under forudsætning af, at Københavns Scenekunstudvalg kunne anbefale projektet. Ansøgningen var derfor i høring i Scenekunstudvalget, som anbefalede projektet.

Tilskuddet blev desuden givet under forudsætning af, at Sundheds- og Omsorgsudvalget ydede et tilsvarende tilskud. Sundheds- og Omsorgsudvalget gav i 2015 et tilskud på 45.000 kr.

Teater V:
Teater V er i perioden 2016-2020 en del af ordningen "Små storbyteatre." Det betyder, at kommunale institutioner, ved køb af forestillinger ved Teater V, kan få refunderet 50 % af forestillingens pris ekskl. moms gennem statens refusionsordning.

Økonomi:
Med projektet gives der støtte til, at Teater V kan tilbyde refusionsberettigede forestillinger til de kommunale plejehjem i kommunen. Således kan plejehjemmene, ved køb af forestillinger, få refusion for halvdelen af deres købsudgifter ekskl. moms. Købsudgiften per forestilling er 13.000 kr. + moms.

Teater V ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 52.500 kr. Teater V vil, under forudsætning af støtte på minimum 52.500 kr. fra Kultur- og Fritidsudvalget, modtage tilskud på 45.000 kr. fra Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Hvis ansøgningen imødekommes, vil Teater V få et samlet tilskud på 97.500 kr. til projektet fra Københavns Kommune.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet med målbare succeskriterier.

Carsten Haurum

                                    /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. juni 2016:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at bevilge et tilskud på 52.500 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Til top