Retningslinier for tildeling af brobygningsmidler til integration af etniske minoriteter i foreningslivet samt ansøgning om tilskud fra brobygningspuljen (fællesindstilling FAF/KFF)
Retningslinier for tildeling af brobygningsmidler til integration af etniske minoriteter i foreningslivet samt ansøgning om tilskud fra brobygningspuljen (fællesindstilling FAF/KFF)
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 23. maj 2002
15. Retningslinier for tildeling af brobygningsmidler til integration af etniske minoriteter i foreningslivet samt ansøgning om tilskud fra brobygningspuljen (fællesindstilling FAF/KFF)
(KFU 198/2002)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget:
at Høringssvarene fra Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet tages til efterretning,
at "Retningsliner for tildeling af brobygningsmidler til integration af etniske minoriteter i foreningslivet" tiltrædes.
at Der bevilges Brønshøj Boldklub kr. 145.000 til projektet "Klubudvikling i bydelen Tingbjerg med Brønshøj Boldklub som omdrejningspunkt".
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. maj 2002
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
Forslaget til en ny integrationsindsats på kultur- og fritidsområdet blev vedtaget på et fællesmøde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget d. 10. oktober 2001.
Som led i indsatsen blev det besluttet at afsætte 1,2 mill. kr. i en brobygningspulje, som foreninger kan søge til projekter. Vedlagte retningsliner anbefales at danne grundlag for vurderingen af ansøgningerne.
Retningslinierne blev sendt i høring i Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet. Høringssvarene foreligger nu.
Forvaltningerne indstiller nu retningslinierne endeligt godkendt med den ændring, at der besluttes fire faste ansøgningsfrister i stedet for løbende ansøgningsfrist.
I sagen forelægges endvidere en ansøgning til brobygningspuljen fra Brønshøj Boldklub. Projektet går ud på "at koble fodboldmæssige, sociale, arbejdsmarkeds- og uddannelsesmæssige aspekter, så klubbens medlemmer og brugere udvikler kompetencer, der gør dem til gode medspillere på fodboldbanen, i lokalområdet, på udddannelsesinstitutioner og på arbejdsmarkedet". Boldklubben søger om tilskud til en idrætspædagog.