Styringsredskab til ejendomsvedligeholdelse.
Styringsredskab til ejendomsvedligeholdelse.
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 23. maj 2002
14. Styringsredskab til ejendomsvedligeholdelse.
(KFU 195/2002)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller
at Kultur- og Fritidsudvalget sender rapport om beskrivelse af et styringsredskab til ejendomsvedligeholdelse til høring i de øvrige stående udvalg og Økonomiudvalget.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller videre - med forbehold for, at de stående udvalgs og Økonomiudvalgets høringssvar ikke giver anledning til bemærkninger - at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Økonomiudvalget, at Borgerrepræsentationen godkender
at Kultur- og Fritidsforvaltningen bemyndiges til på de implicerede forvaltningers vegne at indgå en aftale med virksomheden COWI Rådgivende Ingeniører om en serviceaftale for styringsredskabet Caretaker
at der installeres en fælles IT server til brug for centrale edb programmer i Kultur- og Fritidsforvaltningen, som sørger for administration og vedligehold af serveren.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. maj 2002
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
I forbindelse med udmøntning af vedligeholdelsespuljen i 2000 besluttede Borgerrepræsentationen (BR 14/2000) at afsætte 3 mio. kr. til udarbejdelse af et styringsredskab til vedligeholdelsesopgaven, med henblik på udvikling af en metode, så man kan sammenligne vedligeholdelsesstandarder, og på sigt vil kunne styrke indsatsen for vedligeholdelsen af kommunens bygninger.
Bevillingen blev tildelt Kultur- og Fritidsforvaltningen, som har haft formandsskabet i en styregruppe med deltagelse fra samtlige forvaltninger og med ekstern konsulentbistand.
I indstillingen til Borgerrepræsentationen nævnes det, at der afhængigt af projektets konkrete omfang, forventes en afrapportering i august 2000. Imidlertid har afventen af beslutning om en fælles ejendomsenhed forsinket projektets påbegyndelse, således at der først nu kan fremlægges en rapport.
Kultur- og Fritidsforvaltningen fremlægger med denne indstilling forslag til opbygning, implementering og drift af et styringsredskab til ejendomsvedligeholdelse, som skal anvendes af alle kommunens fagforvaltninger.