Mødedato: 23.04.2015, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Huse for Læring og Kultur

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til et forslag om analyse af etablering af Huse for Læring og Kultur.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget godkender,

  1. at Kultur- og Fritidsforvaltningen sammen med Børne- og Ungdomsforvaltningen gennemfører en analyse af etablering af en ny type institutioner, Huse for Læring og Kultur,
  2. at der kan udarbejdes et fælles budgetnotat om et 2-årigt pilotprojekt, hvori flere skoler, biblioteker og kulturinstitutioner indgår.     

Problemstilling

I Kommuneplan 2015, Folkeskolereformen og Biblioteksstrategien er det et overordnet ønske at udbygge det tværfaglige samarbejde om bedre læring og kultur for alle skolebørn og borgere i København samt at styrke folkeskolens potentiale som et samlingspunkt i lokalsamfundet.

Det er derfor oplagt at undersøge forskellige måder, hvorpå de faglige kompetencer kan samtænkes og organiseres i et forpligtende samarbejde mellem Kultur- og Fritidsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget med henblik på at bidrage til opfyldelse af folkeskolereformens mål og målene opsat for Biblioteksstrategien ”Styrk borgerne”. Analysen kan desuden bidrage med viden og erfaring til det samlede kommunale mål om samlokalisering af institutioner på tværs af forvaltningerne og den driftsmæssige ledelse heraf.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) foreslår, at der i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) udarbejdes en analyse og påbegyndes et 2-årigt pilotprojekt om skabelse af en ny type institution: Huse for Læring og Kultur. Analysen skal afdække mulighederne for et forpligtende samarbejde mellem KFF og BUF, og i den forbindelse vil pilotprojekterne levere konkrete erfaringer med potentialer for nye samarbejdsformer mellem folkeskolernes pædagogiske læringscentre og kulturhuse/folkebiblioteker.

KFF vil i samarbejdet kunne understøtte og bidrage til elevernes læringsmål med understøttende aktiviteter, fælles biblioteksbetjening samt bredere udnyttelse af de fysiske lokaliteter med udfoldelse af kultur-, forenings- og idrætstilbud i aftentimerne. Andre projekter under Biblioteksstrategien herunder ”Borgerinddragelse”, ”Nye målgrupper, ydelser og service2Go” samt ”Daginstitutions-, skole- og gymnasiebetjening, Læsekampagner” udvikler koncepter og målrettede indsatser, som kan udfoldes i de nye huse. Med projektet skal det således undersøges, hvordan folkeskolen kan styrkes som samlingspunkt i lokalsamfundet ved på nye måder at samtænke de faglige kompetencer i folkeskolernes pædagogiske læringscentre og kulturinstitutioner/folkebiblioteker.

Udarbejdelse af en analyse

Analysens formål er at undersøge potentialer i et forpligtende samarbejde mellem skoler og kulturinstitutioner/biblioteker og afdække de fælles samarbejdsløsninger, der skaber værdi på tværs af byen. Nedenstående er de elementer, som KFF ønsker at undersøge og afdække potentialerne i, for et fremtidigt samarbejde med skolerne.

Fælles biblioteksbetjening
 
  • Fælles indkøb af fysiske og digitale materialer
  • Fælles betjening af pædagogiske centre og folkebiblioteker, hvor fokus er på elevernes læringsmål og målrettet betjening af grupper
  • Målrettede kampagner og tilbud til stimulering af elevernes lyst til læsning og litterær dannelse
Samarbejde om it og digital betjening

  • Fælles skærmbetjening, herunder mulighed for skærmbetjening i den ubemandede åbningstid
  • Infoskærme på skolerne om digitale tilbud
  • Fælles e-ressourcer og netbaserede materialer
  • Fælles it-drift
  • Understøttelse af digital læring

Fælles aktiviteter og tilbud til Åben skole

  • Kortlægning af eksisterende kultur- og foreningstilbud som er oplagte at bringe ind i undervisningen
  • Kortlægning af lokale samarbejdsmuligheder. Den nye folkeskolelov giver mulighed for i fællesskab at udbyde nye, anderledes valgfag, som bl.a. kan udbydes af eksterne samarbejdspartnere eller være ejet i fællesskab af den lokale kulturinstitution og skolen
  • Samskabelse af nye kultur- og bibliotekstilbud

Selvbetjent adgang og borgerrettede aktiviteter på skolerne i aftentimerne 

  • En udvidet ubemandet åbningstid (en sideeffekt er f.eks. at forebygge indbrud)
  • Etablering af flere studiepladser
  • Kultur- og foreningsaktiviteter, arrangementer og kampagner
  • Skærmbetjent borgerservice

Fremtidig organisering og fysisk placering

  • Ledelsesmæssig ansvarsfordeling mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen
  • Driftsmæssig ansvarsfordeling
  • Fysisk placering: folkeskolen, kulturhuset eller biblioteket? 

Pilotprojekter

KFF er i samarbejde med BUF i gang med at udvælge folkeskoler og kulturinstitutioner/biblioteker til pilotprojekterne. Flere skoler og kulturinstitutioner har allerede meldt sig. Det er centralt, at de implicerede institutioner selv ønsker og kan se mulighederne i samarbejdet. Pilotprojekterne tager afsæt i skolernes behov og sættes i gang for at teste forskellige potentialer for samarbejdsmuligheder med udgangspunkt i skolernes ønsker og behov. Med igangsættelsen af pilotprojekterne bliver det muligt løbende at medtænke de konkrete erfaringer i analysen.

Man kunne eksempelvis forestille sig:

  • at Kildevæld Skole afvikler kulturelle aktiviteter i eftermiddags- og aftentimerne med henblik på at skabe mere aktivitet i lokalområdet

  • at Kirsebærhavens Skole begynder at lave radio produceret af eleverne samt udbygge arbejdet med FabLab

  • at Heibergskolen gennemfører koncepter for biblioteksafholdte skriveworkshops for 5. klasserne

  • at Sydhavn Skole er platform for at afprøve digitale betjeningsformer og IT-samarbejder

  • at Vigerslev Allé Skole og Kultur Valby udvikler og gennemfører et valgfag i samarbejde

Det er målet, at analysen beskriver et meget konkret pilotprojekt mellem ca. 6 forskellige skoler og biblioteker/kulturinstitutioner, som de næste 2 år kan føre frem til en konkret konceptbeskrivelse på øvrige skoler, hvis der vurdereres at være potentialer i dette udvidede samarbejde mellem folkeskolernes pædagogiske læringscentre og kulturinstitutioner/biblioteker.

Økonomi

På KFU’s budgetseminar den 6. marts 2015 blev der præsenteret et foreløbigt budget på 6-8 mio. kr. til projektets gennemførelse over en 2-årig periode. Dette er dog et meget foreløbigt bud. Den fælles analyse skal komme med et konkret bud på en projektøkonomi over de kommende år.

Videre proces

Den videre proces ser ud som følger:
2015 Aktivitet
30. april Fælles direktionsmøde ml. KFF og BUF - godkendelse af projektbeskrivelse
20. maj Fællesmøde ml. KFU og BUU, hvor projektet drøftes
12. juni Borgmesterdebat på Folkemøde ml. Carl Chr. Ebbesen og Pia Allerslev om Huse for Læring og Kultur
Juni Budgetnotat til budgetforhandlinger 2016 færdigt
September Budgetforhandlinger
1. oktober BR vedtager budget 2016
Oktober- december Klargøring af pilotprojekter
2016 Aktivitet
1. januar Projektstart
 



Carsten Haurum /

                                                            Jakob Heide Petersen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. april 2015:

Indstillingen blev godkendt.

Til top