Mødedato: 23.04.2015, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: Spil Dansk 2015

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning fra foreningen Spil Dansk om tilskud til gennemførelse af Spil Dansk-arrangementer i Københavns Kommune i 2015.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning fra foreningen Spil Dansk om tilskud på 122.705 kr. til planlægning og gennemførelse af Spil Dansk-arrangementer i Københavns Kommune i 2015, da der ikke er afsat midler til dette formål i årets budget.

Problemstilling

Foreningen Spil Dansk har indsendt en ansøgning til Kultur- og Fritidsudvalget om tilskud på 122.705 kr. til koordinering (herunder projektledelse, markedsføring og pressearbejde) samt gennemførelse af 25 Spil Dansk-arrangementer under Spil Dansk Ugen (uge 44, 2015).

Løsning

Ansøger ønsker at afholde en lang række særlige arrangementer for kommunens børn og unge under Spil Dansk Ugen (uge 44) og derved få København med som Spil Dansk kommune i 2015 sammen med 30 andre kommuner fra hele landet.

Spil Dansk tilbyder en skræddersyet SPIL DANSK KOMMUNEPAKKE til Københavns Kommune og garanterer derigennem 25 Spil Dansk-arrangementer i Spil Dansk Ugen fordelt på forskellige bydele med professionelle musikere, sangskrivere, komponister og undervisere. Samtlige arrangementer har i følge ansøger fokus på involveringen af børn og unge gennem læringsprocesser og musikoplevelser i fællesskabets ånd.

Derudover står Spil Dansk-sekretariatet for at lave pressearbejde om alle arrangementerne samt sørger for markedsføringen, herunder produktion og ophængning af 1.000 Spil Dansk plakater i København.

Projektets samlede udgifter budgetteres til 245.410 kr. fordelt således:

 Honorarer til musikere og undervisere

158.900 kr.

 Kuratering og booking

21.500 kr.

 Markedsføring og pressearbejde

33.000 kr.

 Overordnet projektledelse og afvikling

32.010 kr.


Der ansøges om 122.705 kr., idet de resterende 50% af udgifterne dækkes af Spil Dansk og de musikbrancheorganisationer, som er med til at finansiere kunstnernes honorarer, og som lægger timer til kuratering og booking.

Det indstilles, at ansøgningen ikke imødekommes, da der ikke er afsat midler på årets budget til dette formål.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningerne imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøgerne, udarbejde tilskudsaftaler, som indeholder forudsætninger for tilskuddene og målbare succeskriterier.


Carsten Haurum

                                                                /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. april 2015:

Der blev begæret afstemning om et forslag om at yde støtte på 86.510 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali) stemte for forslaget.
Et mindretal (Lilian Parker Kaule) stemte imod.
Forslaget blev dermed godkendt.

Kultur- og Fritidsudvalget opfordrer ansøger til at søge Musikudvalget med henblik på honorarstøtte.

Til top