Studietur Montreal 2006
Studietur Montreal 2006
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 23. marts 2006
Fraværende
Sager til beslutning
11. Studietur Montreal 2006
(KFU 120/2006)
INDSTILLING
Kultur- og
Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter,
at gennemføre studietur til Montreal i tiden 28. juli – 6. august 2006
at der anvises kassemæssig dækning
for rejseudgifterne på 356.250 kr. på konto 6.41.1 Kommunalbestyrelsen (studie-
og tjenesterejser).
RESUME
Outgames – et internationalt idrætsstævne arrangeret primært for bøsser og lesbiske – afvikles for første gang i Montreal i sommeren 2006. Borgerrepræsentationen har i 2006 afsat 925.000 kr. til arbejdet med Outgames. Den endelige stillingtagen til om Københavns Kommune skal huse projektet i 2009 afventer en evaluering af legene i 2006. En studietur til Montreal vil derfor bidrage til at give Kultur- og Fritidsudvalget et godt beslutningsgrundlag med hensyn til legenes afholdelse i København i 2009.
SAGSBESKRIVELSE
Outgames, der er et idrætsstævne arrangeret primært for bøsser og lesbiske, afvikles for første gang i Montreal i sommeren 2006. Legene har fokus på respektfuld ligeværd på tværs af køn og seksuel orientering. Legene er åbne for alle uanset seksuel orientering.
Ved Outgames i Montreal forventes op mod 16.000 deltagere fra hele verden. Deltagerne vil dyste i 35 idrætsgrene, hvoriblandt svømning, badminton og volleyball er de helt store tilløbsstykker.
Foruden sport indeholder Outgames også en kulturel del samt en konferencedel med fokus på menneskerettigheder.
Kultur- og Fritidsudvalget behandlede på sit møde den 2. marts 2006 (KFU 100/2006) planerne om at få 2nd World Outgames til København i 2009.
Borgerrepræsentationen har i 2006 afsat 925.000 kr. til arbejdet med Outgames. I forbindelse med vedtagelsen af budget 2006 besluttede Borgerrepræsentationen bl.a., at en endelig stillingtagen til om Københavns Kommune skal huse projektet i 2009, afventer en evaluering af legene i 2006.
Den foreslåede studietur vil give Kultur- og Fritidsudvalget en unik mulighed for at vurdere både kvaliteten i projektet og det samarbejde, der har været mellem by, organisation og frivillige om at afvikle arrangementet med henblik på den endelige stillingtagen.
Besøget er også relevant set i sammenhæng med Københavns Kommunes intentioner om at tiltrække flere internationale idrætsbegivenheder. En studietur til Montreal vil give et godt indblik i hvad et arrangement af denne karakter kræver af såvel idrætsfaciliteter, infrastruktur som muligheder for indkvartering.
Hvis studieturen realiseres, vil der under opholdet blive arrangeret møder bl.a. med bys tyret i Montreal og med repræsentanter fra byens turistorganisation, der vil give Kultur- og Fritidsudvalget et indblik i hvilket arbejde, der ligger til grund for arrangementet.
Det forventes endvidere, at der i løbet af studieturen arrangeres en "Copenhagen 2009" aften, hvor deltagerne fra København vil være værter.
Sammenfattende er det vurderingen, at en studietur vil bidrage til at give Kultur- og Fritidsudvalget et kvalificeret beslutningsgrundlag med hensyn til legenes afholdelse i København i 2009. Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler derfor, at der gennemføres en studietur for Kultur- og Fritidsudvalget til Montreal, Canada i dagene 28. juli – 6. august 2006, hvor 1st World Outgames afvikles.
Øvrige oplysninger
Udbetaling af
udgiftsgodtgørelse samt evt. erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste
til deltagerne fra Kultur- og Fritidsudvalget kan kun ske, hvis Borgerrepræsentationen
anmoder Kultur- og Fritidsudvalgets medlemmer om at deltage i studieturen, jf.
lov om kommunernes styrelse, § 16, stk. 5 og 10.
Såfremt
Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder indstillingen om at gennemføre studieturen
til Montreal, vil borgmester Martin Geertsen derfor i forbindelse med
beslutningsprotokollen meddele, at han samtidig til Borgerrepræsentationen
indstiller, at Borgerrepræsentationen anmoder Kultur- og Fritidsudvalgets
medlemmer om at tage på studietur til Montreal i perioden 28. juli – 6. august
2006.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Økonomi
Foreløbigt budget for 15 deltagere:
Fly 6.500 kr. pr. deltager 97.500 kr.
Hotel 800 kr. pr. deltager/døgn 108.000 –
Forplejning 600 kr. pr. deltager/døgn 90.000 –
Diæter 1.050 kr. pr. deltager 15.750 –
Entre 2.000 kr. pr. deltager 30.000 –
Transport 1.000 kr. pr. deltager 15.000 –
I alt 356.250 kr.
Bilag
Ingen
Carsten Haurum
/ Mads Kamp Hansen