Mødedato: 23.02.2012, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udkast til restaurationsplan - høring

Se alle bilag
Der skal tages stilling til forslag om at sende Bevillingsnævnets udkast til restaurationsplan i høring.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at
1.     Bevillingsnævnet indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget, at Bevillingsnævnets udkast til restaurationsplan (bilag 1) sendes i høring i Økonomiudvalget og de stående udvalg samt i offentlig høring med svarfrist den 1. maj 2012.

Bevillingsnævnets beslutning (skriftlig votering) den 15. februar 2012
Bevillingsnævnet godkendte indstillingen.

Problemstilling

København Kommune har ikke tidligere haft en restaurationsplan, men efter Bevillingsnævnets opfattelse vil det være en fordel med en samlet og lettilgængelig beskrivelse af gældende regler og praksis for at meddele alkoholbevilling mv. Restaurationsplanen skal skabe et overblik over, hvordan området administreres, og være til gavn for både restauratører, beboere og andre interesserede. Mange kommuner i landet har haft restaurationsplaner i en årrække blandt andre Århus, Odense og Aalborg.

Bevillingsnævnet har derfor udarbejdet et udkast til restaurationsplan for Københavns Kommune. For at sikre en yderligere kvalificering af udkastet ønsker Bevillingsnævnet at sende restaurationsplanen i høring i Økonomiudvalget og i de stående udvalg med henblik på at få udvalgenes eventuelle bemærkninger til udkastet. Udkastet vil samtidig blive sendt i offentlig høring via kommunens høringsportal blivhoert.kk.dk.

 

Løsning

Regelgrundlaget for udstedelse af alkoholbevillinger fremgår af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling mv. (restaurationsloven). Restaurationsloven danner den overordnede ramme for, hvad en restaurationsplan må indeholde. Der kan altså ikke fastsættes krav el. lign. i en restaurationsplan som ikke lovligt kan fastsættes i medfør af restaurationsloven. Hertil kommer at restaurationsplanen ikke må blive så detailregulerende, at det lovpligtige skøn, der skal foretages i forhold til hver enkelt ansøgning, reelt sættes ud af kraft. Endvidere er det vigtigt at fremhæve, at restaurationsplanen ikke må være med til at realisere formål og varetage hensyn, der ligger udenfor restaurationsloven.
  
Det følger af restaurationsloven, at en restaurationsplans målgruppe primært er allerede etablerede og potentielle restauratører, som ønsker et overblik over de gældende regler, og hvordan man søger om alkoholbevilling og nattilladelse mv. Selv om beboere ikke hører til restaurationslovens målgruppe, må der konstateres et stigende behov for en konstruktiv dialog mellem bevillingshavere og restaurationsgæster på den ene side og byens borgere på den anden side. 
Det er Bevillingsnævnets intention, at restaurationsplanen kan være med til at skabe et større kendskab til - og forståelse for - reglerne på restaurationsområdet og på den måde også fremme den konstruktive dialog og gensidige hensyntagen restauratører, gæster og beboere imellem.

Forud for igangsættelsen af arbejdet med restaurationsplanen afholdt Bevillingsnævnet i maj 2011 et inspirationsmøde med deltagelse af repræsentanter for lokaludvalg og brancheorganisationer. De idéer og synspunkter som kom frem på inspirationsmødet har indgået i nævnets arbejde med udkastet. Nævnet har endvidere i forbindelse med udarbejdelsen af udkastets afsnit om lokalisering af alkoholbevillinger foretaget en særskilt høring af lokaludvalgene. Endelig holdt nævnet i januar 2012 igen et møde med repræsentanter for lokaludvalg og brancheorganisationer, hvor deltagerne havde mulighed for at komme med bemærkninger til det foreliggende udkast.

Udkastet indeholder et afsnit om lokalisering af alkoholbevillinger samt en gennemgang af, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at få alkoholbevilling. Derudover indeholder udkastet information om beslægtede områder, som også kan være relevante for potentielle ansøgere.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter endt høringsperiode vil Bevillingsnævnet drøfte de indkomne høringssvar og et revideret udkast til restaurationsplan vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse.
Carsten Haurum    
                                                                                                            /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. februar 2012:

Indstillingen blev godkendt.
Til top