Mødedato: 23.02.2012, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning om støtte til Jazzhus Montmartre 2012

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til Jazzhus Montmartres ansøgning om 120.000 kr. i støtte i 2012 til den treårige udviklingsplan for spillestedet (bilag 1). 

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver Jazzhus Montmartre et tilskud på 120.000 kr. i 2012,
  2. at der anvises kassemæssig dækning for beløbet på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, funktion 3.35.64.1 - Andre kulturelle opgaver. 

Problemstilling

I 2011 lykkedes det for Jazzhus Montmartre, at opnå positive tilkendegivelser fra seks fonde om støtte på  i alt 1,8 mio. kr. årligt i 2011-2013 (300.000 årligt fra hver fond). Dog under forudsætning af, at Københavns Kommune ligeledes bidrog med 300.000 kr. årligt.

Tilskuddet skulle over den treårige periode sikre Jazzhus Montmartres drift gennem indsatser på flere områder. For det første skulle myndighedskravene til støjsikring løses. For det andet skulle der iværksættes en proces, som dels skulle gøre spillestedets drift mere levedygtig, dels på sigt gøre spillestedet mindre afhængig af eksterne tilskud.

Siden maj 2011 har Jazzhus Montmartre,
- løst myndighedskravene med støjsikring i forhold til omgivelserne (med støtte fra Realdania)
- fortsat en positiv vækst med en belægning på 90 procent
- påbegyndt et udviklingsprojekt med det mål at skabe økonomisk bæredygtighed via nye indtægter

Støtten fra de øvrige fonde er sikret i den treårige periode, og realiseringen af udviklingsplanen er således iværksat som planlagt.

Løsning

Jazzhus Montmartre ansøgte i 2011 Københavns Kommune om 300.000 kr. i årlig støtte (inklusive honorarstøtte) i 2011, 2012 og 2013 til at iværksætte et treårigt udviklingsprojekt med henblik på at sikre musikdriften på spillestedet.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på møde den 5. maj 2011 at yde et tilskud på 175.000 kr. i 2011, udover de ca. 125.000 kr. som spillestedet allerede havde fået i honorarstøtte af Københavns Musikudvalg. Dermed var den kommunale støtte i 2011 på 300.000 kr. 

I 2012 har Jazzhus Montmartre fået ca. 180.000 kr. i honorarstøtte fra Københavns Musikudvalg. Spillestedet ansøger på den baggrund - og i forlængelse af ansøgningen fra 2011 - om 120.000 kr. i tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalget, således at det samlede tilskud fra Københavns Kommune også i 2012 bliver 300.000 kr., svarende til det beløb, som hver af de seks fonde bidrager med årligt. 

Økonomi

Det indstilles, at Kultur- og Fritidsudvalget giver Jazzhus Montmartre et tilskud på 120.000 kr. i 2012.

Der anvises kassemæssig dækning for beløbet på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, funktion 3.35.64.1 - Andre kulturelle opgaver. 
 
                            
                                    Carsten Haurum

                                                                                / Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. februar 2012:

Indstillingen blev godkendt.
Til top