Mødedato: 23.02.2012, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Motionscykelløbet Aarhus-København

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til motionscykelløbet Aarhus-København.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsudvalget indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen, da der ikke er afsat midler til formålet på udvalgets budget for 2012.

Problemstilling

Veggerby Sport & Kultur har i ansøgning af 25. januar 2012 søgt Kultur- og Fritidsudvalget om 250.000 kr. i støtte til afvikling af motionscykelløbet Aarhus-København den 1. september 2012. (Bilag 1). Der er givet tilladelse til at cykle over Storebæltsbroen.

Cykelløbet er 375 km langt, men vil også have en halv distance på 190 km fra Odense til København. Der er pt. tilmeldt 4.300 ryttere, og der forventes op mod 5.000 deltagere.

Budgettet for Aarhus-København viser pt. et finansieringsbehov på 89.000 kr. (Bilag 2).

Løsning

Motionscykelløbet Aarhus-København er Danmarks længste motionscykelløb. Løbet vil understøtte det store fokus på cykling i København, og ligger i naturlig forlængelse af BikeCity og Københavns Kommunes satsning på cykelløb og cykelkultur.

København vil i sommeren 2012 også danne ramme om UCI World Cycling Tour, som er en UCI VM-afdeling for motionister og amatører. Derudover vil motionscykelløbet Berlin-København blive afviklet til august med målområde i København. Aarhus-København vil sammen med de andre cykelløb markere København som en international cykelby og medvirke til at sikre, at København fortsætter sit værtskab for store cykelbegivenheder.
 
Aarhus-København får målområde ved DGI-Byen. Dermed sikres en god afvikling og let hjemtransport for rytterne på grund af nærheden til Hovedbanegården. Arrangørerne vil op til løbet samarbejde med DGI-Byen om tiltag, der fremmer motion og cykling, bl.a. i forbindelse med cykelmessen "Mig og min Cykel" i Øksnehallen den 13.-15. april 2012.

Arrangørerne er i dialog med Copenhagen Volunteers med henblik på etablering af et samarbejde om afviklingen af cykelløbet.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har opfordret arrangørerne til at rette henvendelse til Økonomiforvaltningen med henblik på at opnå støtte fra Arrangementspuljen.

Økonomi
Budgettet for Aarhus-København viser pt. udgifter på 3.650.000 kr. og indtægter på 3.561.000 kr., hvilket giver et budgetteret underskud - og dermed finansieringsbehov - på 89.000 kr. (Bilag 2). Både udgifter og indtægter er afhængige af det endelige deltagerantal, hvorfor finansieringsbehovet kan ændres.

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at støtte projektet, kan en underskudsgaranti være en mulighed.

Der indstilles til afslag, da der ikke er afsat midler til formålet i Kultur- og Fritidsudvalgets budget for 2012.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Carsten Haurum

                            /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. februar 2012:

Idet Kultur- og Fritidsudvalget forudsætter, at arrangørerne søger arrangementspuljen, besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at yde en underskudsgaranti i forhold til et evt. resterende finansieringsbehov, dog maksimalt 89.000 kr. Kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Til top