Overholdelse af Kultur- og Fritidsudvalgets anlægsmåltal 2021
Forud for Kultur- og Fritidsforvaltningens indmelding til 4. anlægsoversigt den 28. oktober 2020 til Økonomiforvaltningen, orienteres Kultur- og Fritidsudvalget om det foreløbige behov for reperiodisering af anlægsprojekter fra 2021 til 2022 for at sikre forvaltningens overholdelse af anlægsmåltallet i 2021.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager status på anlægsområdet og reperiodisering af anlægsprojekter i 2021 til efterretning.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen skal melde status på eksekvering af anlægsprojekter ind til Økonomiforvaltningen i fire årlige anlægsoversigter, der efterfølgende behandles af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
I indeværende år er anlægsmåltallet for kommunerne suspenderet. Det betyder, at Københavns Kommune har mulighed for at fremrykke og eksekvere anlægsprojekter i 2020 uden hensyntagen til måltal.
I 2021 er der igen anlægsmåltal, som kommunerne under ét skal overholde.
Løsning
Københavns Kommunes andel af måltallet i 2021 er fastsat til 4.123,0 mio. kr. Heraf er der pt. afsat 71,7 mio. kr. i måltal til anlægsprojekterne under Kultur- og Fritidsudvalget. Det betyder, at uanset hvor mange midler, der er budgetteret til anlægsprojekter i udvalget, skal budgettet for projekterne samlet set nedbringes til 71,7 mio. kr. i 2021. Dertil kommer dog nye projekter fra Budget 2021, hvortil der gives nyt anlægsmåltal, jf. bilag 2.
Kultur- og Fritidsforvaltningen forventer på nuværende tidspunkt at have anlægsprojekter i 2021 med et samlet budget på 98,2 mio. kr.
Budgettet for anlægsprojekter på 98,2 mio. kr. betyder, at der skal prioriteres i anlægsprojekterne, således at de budgetterede anlægsudgifter svarer til anlægsmåltallet. Derfor skal der flyttes/periodiseres anlægsbudget på 26,5 mio. kr. fra 2021 til 2022.
Dette skal ske i forbindelse med indmeldingen af 4. anlægsoversigt til Økonomiforvaltningen ultimo oktober 2020.
Tabel 1. Forventet anlægsmåltal og anlægsbudget i 2020 (1.000 kr., 2021 p/l)
Forventet anlægsmåltal i 2021 |
Forventet anlægsbudget i 2021 |
Forskel |
71.700 |
98.220 |
-26.520 |
Det skal bemærkes, at nye initiativer, vedtaget i Budget 2021, vil få tildelt særskilt anlægsmåltal, hvorfor de ikke indgår her.
Reperiodisering af anlægsbudget
For at Kultur- og Fritidsudvalgets budgetterede anlægsudgifter ikke overstiger anlægsmåltallet i 2021, foretages der en reperiodisering af alle anlægsprojekter med budget i 2021. De i alt 26,5 mio. kr., der skal reperiodiseres fra 2021 til 2022, fordeles ud på alle anlægsprojekterne ud fra deres forholdsmæssige andel af anlægsbudgettet, jf. bilag 1. Denne makrotilgang lægger sig op ad metoden, der anvendes i Byggeri København, som står for en stor del af anlægsprojekterne i Københavns Kommune.
Argumentet for tilgangen til overholdelse af anlægsmåltallet er, at der generelt set har været en udfordring med anlægseksekveringen for Københavns Kommune under ét. Dertil kommer at spredningen af reperiodiseringen ud på flere projekter, også spreder risikoen i stedet for at belaste enkelte projekter. Med denne metode foretages der på nuværende tidspunkt ikke en konkret prioritering af, om nogen projekter skal udskydes. Alle projekter kan fortsættes eller igangsættes i 2021, idet forvaltningen vurderer, at der vil opstå uforudsete forsinkelser undervejs, som betyder at anlægsmåltallet under ét vil blive overholdt.
Konkrete eksempler på projekter, hvor anlægsbudgettet ikke forventes at blive fuldt udnyttet i 2021 er følgende:
- Forenings- og aftenskolepakken og renovering af lokaler til aftenskoleundervisning: En stor del af midlerne her skal anvendes i forbindelse med en tidligere business case (Tomsgårdsvej). Casen er udfordret i forhold til etablering af en organisation, der både kan løfte byggeopgaven og den efterfølgende drift. Det er en forudsætning for udbetalingen af midlerne, at der er etableret en organisation. Hertil kommer, at der først skal udarbejdes et færdigt projekt, der efterfølgende skal myndighedsbehandles. Det kan betyde, at man godt kan nå ind i anden halvdel af 2021, før ombygningen kan igangsættes.
- Klubhuspuljen: Den afsatte anlægssum i 2021 har afsæt i foreningernes egne tilbagemeldinger i forhold til, hvor mange midler de kan anvende det følgende år. Erfaringer fra tidligere år viser, at nogle foreninger er for optimistiske i forhold til at vurdere, hvor lang tid et byggeprojekt tager. Heri spiller den relativt lange sagsbehandlingstid i forhold til byggetilladelser også en rolle.
I 2020 er der ekstraordinært givet yderligere tilsagn om midler fra Klubhuspuljen som følge af ophævelsen af anlægsloftet. Dette tilsagn frafalder dog, såfremt der ikke eksekveres på projekterne i 2020. Det forventes, at anlægsmidlerne herfra periodiseres ud i 2022.
- Ny Valby Bibliotek: Organiseringen bag projektet er ikke helt på plads, og der er behov for en revideret tidsplan som følge af ny helhedsplan for Toftegårds Plads. Dertil kommer, at der skal gennemføres en planlægningsfase før den egentlige anlægsfase, som Byggeri København skal varetage. Derfor forventes det ikke, at alle midlerne skal anvendes i 2021.
Uforbrugt anlægsbudget i 2020 flyttes til 2021
Status på eksekveringen i 2020 er primo oktober, at der er 83,3 mio. kr. i anlægsbudget, som endnu ikke er anvendt. En stor del af den manglende eksekvering kan henføres til nedlukningen i foråret på grund af corona samt en række generelle årsager såsom sagsbehandlingstid af byggesagstilladelser, høringer mv. og optimistiske tidsplaner. Eksempler på projekter med manglende eksekvering er udearealer på Østre Gasværksgrunden, DGI-byen, Valby Bibliotek samt en række investeringsforslag.
Uforbrugt anlægsbudget vil blive overført til budget 2021 ved årsafslutningen 2020. Det kan presse anlægsmåltallet i 2021 yderligere i forbindelse med første anlægsoversigt 2021 og overførselssagen.
Forvaltningen vil vende tilbage med en indstilling, såfremt der vurderes at være behov for at foretage en konkret prioritering af projekter i 2021.
Økonomi
Periodiseringen sker i forbindelse med den politiske behandling af 4. anlægsoversigt i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i november/december 2020.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen indmelder bidrag til 4. anlægsoversigt til Økonomiforvaltningen den 28. oktober 2020. Forvaltningen vender tilbage til udvalget med en indstilling såfremt der bliver behov for at foretage en konkret prioritering af anlægsmåltallet i 2021.
Mette Touborg
/Annegrete Vallgårda
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. oktober 2020:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.