Mødedato: 22.10.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, vær. 103 (udvalgsværelse D)

Kultur- og Fritidsudvalgets studietur 2021

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag til destination, datoer, foreløbigt program og budget for udvalgets studietur 2021.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at udvalgets studietur i Danmark gennemføres den 19. - 20. april 2021, 
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender det foreløbige program samt budget for studieturen; kassemæssig dækning for i alt 72.000 kr. anvises indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets serviceramme.

Problemstilling

På mødet den 24. september 2020 besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at aflyse sin studietur til Paris i 2020 grundet corona. Udvalget besluttede i stedet at gennemføre en studietur i Danmark i 2021.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår en studietur med fokus på vandkultur samt indretning af tværkulturelle aktiviteter. Formålet med turen er blandt andet at få input og inspiration i forbindelse med udvalgets ønske om en strategi for liv og udfoldelse på vandet. 

Formål og destination

Med udgangspunkt i det af Kultur- og Fritidsudvalget vedtagne medlemsforslag på mødet den 13. august 2020 om en strategi for liv og udfoldelse på vandet foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen en studietur med fokus på vandkulturliv. Med det fokus vil et program i Østjylland med et stop på Fyn være relevant.

 Tidspunkt

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at studieturen gennemføres på to dage med en enkelt overnatning i tidsrummet mandag den 19. april til tirsdag den 20. april 2021.

Alternativt kan studieturen gennemføres enten den 8.-9. marts 2021 eller den 6.-7. maj 2021.

Program

Dag 1:

Nyborg

1. Besøg hos Lokale- og Anlægsfonden

Fonden er en aktiv medspiller for bl.a. landets kommuner, når det kommer til udviklingen af arkitektonisk nyskabende kultur-, fritids- og idrætsfaciliteter. I København er Lokale- og Anlægsfonden bl.a. bidragsyder på Dansescenens nye, udendørs danseplads, Kulturcenter Kildevæld og Kampsportens Hus.

Konkret uddeler Lokale- og Anlægsfonden ca. 80-90 mio. kr. årligt fra udlodningsmidlerne til projekter, hvor fonden også yder sparring og hjælpe til idégenerering og udvikling.

2. Vandsportsanlæg ved Nyborg Marina

Nyborg Kommune er sammen med Lokale- og Anlægsfonden i gang med at bygge et nyt, udendørs vandsportsanlæg ved byens lystbådehavn, Nyborg Marina.

Vandsportsanlægget kommer til at bestå af et nyt multibassin, et nyt multihus og nye depotfaciliteter til vandsport og triatlon. Her bliver det muligt at dyrke en lang række forskellige vandsportsgrene i opvarmet havvand fra forbrændingsanlægget Fortum Waste Solutions, der er 5 til 8 grader varmere end det omkringliggende havvand.

Projektet er det første kvalificerede fondsprojekt udviklet med inspiration fra idékataloget ’AQTIV – Idrætsanlæg i havnen’, og har samtidig en række nye og spændende bud på løsningen af byernes klima- og miljømæssige udfordringer.

Vejle

1. Klub- og foreningsfaciliteter i Vejle Havn

Vejle Kommune har løst pladsudfordringer på havnefronten ved at flytte klub- og foreningsfaciliteter ud på vandet:

  • Klubøen er anlagt på pæle ved den nye lystbådehavn. Den har løst det pladsproblem, der opstod for sejlsportsforeningerne, da de skulle flytte væk fra kajkanten for at give plads til nye byggerier i forbindelse med byudviklingen af havneområdet. Klubøen rummer klublokaler, værksted, restaurant og havnekontor, mens trapper og terrasser kan udnyttes både til ophold og fysisk aktivitet.
  • Det flydende kajakforeningshus er et bud på, hvordan bl.a. kajakroere får båden i vandet nemmest muligt. Da huset er flyttet ud på vandet, er der ikke langt fra opbevaring til vandoverfladen. Huset indeholder to lokaler - ét til ophold, omklædning, sauna og klubfaciliteter og et andet til opbevaring af kajakkerne. På tagfladerne er der plads til udendørs ophold og aktivitet.

2. Aquascape og kemikaliefrit friluftsbassin på Idrætshøjskolen i Vejle

Idrætshøjskolen i Vejle har anlagt et ”aquascape”, som er tilgængeligt for offentligheden om morgenen og eftermiddagen, når skolen ikke bruger det.

Det anlagte friluftsbassin har miljørigtig, biologisk rensning via filtre og planter i stedet for klor og kemikalier. Udover 'fleksible bassinfeatures' til forskellige vandtrænings- og forhindringsaktiviteter som SUP, kajak, svømning, vandpolo, volley, slackline mm. er der udendørs omklædningsrum, sauna, vipper og udspringstårn samt et trædæk i forskellige repos'er til ophold.  

Dag 2:

Skanderborg

Kulturløberen og nyt søbad

I Skanderborg er der planer om at udbygge byens populære søbad og koble det sammen med et kulturtorv, der skal fungere som multifunktionelt byrum. Det nye søbad bliver på 1.900 m² og får tre mindre, beskyttede svømmebassiner, og giver samtidig adgang til en større svømmebane ude i selve søen.

Med placeringen for foden af kulturhuset skal projektet koble idrætsaktiviteterne omkring søbadet med nye muligheder for udendørs kulturaktiviteter. Derfor kobles det kommende søbad sammen med ”Kulturløberen”, der bliver navnet på et kulturtorv, som udstyres med en række unikke, roterende møbler, der både kan bruges til dagligt ophold og som støtte til arrangementer og events.

Aarhus

1. Søsporten

Over 600 medlemmer af de tre vandsportsklubber benytter bygningen ”Søsporten” på lystbådehavnen i Aarhus hele året rundt, og ligesom andre steder i landet er interessen for vandsport stærkt stigende.

Den 81 år gamle bygning, som de tre klubber deles om, skal nu moderniseres.

Grundidéen bag moderniseringen er, at klubberne skal være fælles om de fleste faciliteter: omklædnings- og baderum, træværksted, metalværksted, køkken, motionsrum samt møde- og kursuslokale. Samtidig vil balkonen på 1. etage danne et naturligt fællesområde for de tre klubbers udeliv.

2. Godsbanen

I Aarhus vil det også være relevant at besøge Godsbanen, der er et 10.500 m2 stort område for kultur. Her er både mulighed for oplevelser som koncerter, litteratur, udstillinger m.v., men også mange forskellige værksteder, hvor borgerne selv kan være aktive.

Godsbanen kan både tjene som inspiration for den fremtidige indretning af Tunnelfabrikken og for andre områder, som kan få funktion som tværfaglig kulturhub.

Økonomi

Det økonomiske estimat er beregnet ud fra et forventet deltagerantal på 16 personer.

Udgift

Beløb

Busleje

16.000 kr.

Indkvartering

16.000 kr.

Bespisning

32.000 kr.

Uforudsete udgifter

8.000 kr.

I alt

72.000 kr.

Økonomi

Der anvises kassemæssig dækning for rejseudgifterne på i alt 72.000 kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets serviceramme, konto 6.42.41, Kommunalbestyrelsen (studie- og tjenesterejser).

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender Kultur- og Fritidsforvaltningens indstilling vedrørende studietur i 2021, vil kultur- og fritidsborgmesteren indstille til Borgerrepræsentationen, at Borgerrepræsentationen anmoder Kultur- og Fritidsudvalgets medlemmer om at tage på studietur i Østjylland med stop på Fyn den 19.-20. april 2021, samt at Borgerrepræsentationen beslutter at yde erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til de medlemmer, som har valgt denne ordning.

 

Mette Touborg

 

                                   /Merete Evers Dewilde

 

 

 

 

 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. oktober 2020:

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen og anmodede bl.a. om, at der udarbejdes et program med to overnatninger.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vender tilbage med en revideret indstilling den 12. november 2020.

Til top