B-sag: Godkendelse af opløsning af fire mindre fonde
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget som legatbestyrelse godkender opløsning af fire mindre fonde med uddeling af fondenes midler i henhold til de respektive formålsbestemmelser.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen har foretaget en gennemgang af de fonde og legater, som forvaltningen administrerer.
Gennemgangen har vist, at en række af fondene/legaterne har så begrænsede midler, at de overordnet set ikke er tilstrækkelige til at opfylde fondenes formål. Dette skyldes, at administrationsomkostningerne skal sættes i forhold til de meget små årlige afkast.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen er i gang med at foretage en rationalisering af de nuværende 35 fonde og legater, som forvaltningen administrerer, og som Kultur- og Fritidsudvalget er legatbestyrelse for.
Nogle af fondene kan opløses eller, hvis formålene er tilstrækkelige ens, sammenlægges med andre.
Sammenlægning kan imidlertid ikke lade sig gøre for de fire fonde, som denne indstilling omhandler, da deres formål ikke er sammenfaldende med andre fondes.
De fire fonde har en bunden kapital på mellem ca. 227.000 kr. og ca. 521.000 kr., og det er forvaltningens vurdering, at fondene bør opløses.
Med baggrund i de forholdsvis små grundkapitaler har forvaltningen søgt og opnået Civilstyrelsens forhåndsgodkendelse af opløsning af de pågældende fonde ved udbetaling til formålet på én gang eller eventuelt over en periode på op til tre år. Civilstyrelsens godkendelse er givet med forbehold for Kultur- og Fritidsudvalgets endelige godkendelse.
Kultur- og Fritidsudvalget har den 3. november 2016 og den 30. marts 2017 på tilsvarende måde godkendt opløsning af henholdsvis seks og ni andre mindre fonde.
De pågældende fire fonde har følgende bundne kapitaler pr. 31. december 2018:
Tabel 1:
1. |
Etatsråd Johannes Theodorus Suhr og hustrus Legat til filantropiske institutioner |
521.537 kr. |
2. |
Landinspektør, afdelingschef C.F.V. Boock og hustrus legat |
227.822 kr. |
3. |
Fhv. Brændevinsbrænder og Rådmand Syndergårds legat |
428.719 kr. |
4. |
Guldsmedemester Jørgen Dalsgaards Legatfond for værdige, trængende personer i København |
248.983 kr. |
De fire fondes bundne kapitaler er således langt under det nuværende minimumskrav til nyoprettede fonde på 1 mio. kr.
Økonomi
Indstillingen har kun minimal betydning for Københavns Kommune i form af et reduceret administrationshonorar til kommunen i størrelsesordenen 2.000 kr. om året.
Videre proces
Såfremt indstillingen godkendes, vil fondenes midler blive udbetalt af forvaltningen i henhold til stående bemyndigelse.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. august 2019:
Punktet blev behandlet i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).
Indstillingen blev godkendt.